Identitetspolitik på vegne af mennesker med indvandrerbaggrund anses som rosværdig. Men hvis mennesker uden indvandrerbaggrund føler sig tilsidesat, er identiteten pludselig farlig. Dobbeltmoralen som påtvinges, er mental vold. Angela Merkel er dronning i dette galehus, hun vil bygge op i hele Europa, men tankegodset giver specielt patologiske udslag i Tyskland.

Den største skavank ved vore samfund er aldrig et tema, men overskygger alligevel begivenhederne som stjæler opmærksomheden: Vi er ikke længere frie lande, hvor frie tanker resulterer i virkelig frimodige ytringer.

Vi har i stedet et nok så begrænset sæt af socialt acceptable ytringer som afføder social anerkendelse, og et andet af uacceptable ytringer som resulterer i sociale sanktioner og social udstødelse.

De som drister sig til at gå udenfor de forholdsvis trange rammer for det acceptable, gør det med en normalt sorgløs tilværelse som indsats. Indenfor rammerne er derimod alt tilladt, og specielt rosværdigt er det, hvis man bidrager til at marginalisere dem, som allerede er bandlyst.

Identitetspolitik er blandt tingene, som befinder sig indenfor det acceptables rammer, så længe det handler om den rigtige identitet. Hvis ikke, er det værst for en selv. Tyskland er måske det mest patologiske eksemplet i så henseende.

Den tyske journalist Ferda Ataman, som har forældre fra Tyrkiet, tager i Tagesspiegel mandag til orde for migrantkvoter i politikken, forretningslivet, kulturlivet, medierne og andre sociale fora i Tyskland. Personer som ikke er af tysk ophav, er underrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen, skriver hun. Det betyder at mangfoldigheden i Tyskland ikke afspejles, og sådan kan man ikke have det.

Det er vistnok ikke kun kvinder og østtyskere som er ofre i Tyskland, det er migranter også, og måske mere end de to førstnævnte grupper: Næsten alle politikere, langt over 90 procent af dem, er hvide. Den demografiske realitet er en helt anden, forklarer Ataman:

Mennesker fra indvandrerfamilier er ikke længere en negligerbar minoritet. 26 procent af menneskene i Tyskland har såkaldt migrationsbaggrund.

Andelen af indbyggere med migrationsbaggrund er endnu større på de steder som tæller:

Men det er bare gennemsnittet. De fleste af dem bor i vesttyske byer eller i Berlin. Og her er deres andel betydelig højere: I Stuttgart 46 procent, i Nürnberg 47 procent, i Frankfurt allerede 54 procent. Berlin ligger på 35 procent.

De gamle gokkefår kan tilsyneladende bare gå hen og hænge sig, for hos generationen som tæller på stederne som tæller, er indbyggere med migrationsbaggrund allerede i flertal:

Næsten halvparten af alle under 18 i Berlin har migrationsbaggrund. I Hamburg, München, Stuttgart, Nürnberg, Hannover, Bremen og Wiesbaden er andelen allerede 50–60 procent, og i Frankfurt mere end 70 procent.

Der er kun én acceptabel måde at forholde sig til dette på. Hvis man reagerer som Thilo Sarrazin, forfatteren til Tysklands mest solgte sagprosabog efter anden verdenskrig, er man et dårligt menneske:

Man kan se på det som at det tyske samfund forandrer sig (igen) – eller man bekymrer sig for at samfundet afskaffer sig selv. Dette er en völkisch måde at se det på.

Det anklagede ord betegner at et folk anses som en race. Det hører med til historien at nazistpartiets avis i Tyskland hed Völkischer Beobachter. Moralen er åbenlys: Hvis man synes det er trist at landet forvandles til det ugenkendelige fordi andelen af indbyggere med dybe rødder der bliver meget lavere, klæber det noget nazistisk på én.

Velkommen til tysk offentlig debat anno 2020. Hvad i alverden går galt i dette land? Og hvad går det dem galt, som anser dette uheldsvangre land som et politisk forbillede? Måske er det godt for verden, hvis Tyskland afskaffer sig selv, men kan vi andre gå fri?

Atamans tankegods er giftig på flere måder. Den, som får sine omgivelser omvæltet, reagerer ikke sjældent med sorg. Er det virkelig nødvendig at give dem som allerede er i sorg, en lussing?

Ydmygelsen synes i det hele taget at være dagens metode. I en meningsudveksling hvor der er modstridendes opfattelser tilstede, vil nogen nødvendigvis tage fejl. Men i overensstemmelse med de klassiske begrundelser for fri meningsudveksling anses dette som en lav pris at betale for at en sag kan belyses fra alle sider, for det øger chancerne for at forstå den rigtigt. Dette ideal synes glemt. I dag er det vigtigt at spytte den som tager fejl, i ansigtet.

Men den største vold på menneskesindet gøres på andre måder: Folk bliver tvunget til det George Orwell kaldte dobbelttænkning i «1984»: Det er af ideologiske grunde helt nødvendig at leve med dybt modstridende opfattelser. Dette er ikke nødvendigvis noget man ser vældigt klart for sig, men folk fornemmer godt at noget er galt, uden helt at kunne sætte fingeren på det.

For Ataman er det åbenbart sådan at mennesker med migrationsbaggrund i Tyskland er antropologisk forskellige fra dem, som ikke har migrationsbaggrund, til trods for at hun utvivlsomt ville insistere på at alle med tysk pas er lige så tyske – i sit enfoldige mangfoldigheds væsen rummer det tyske jo alt. Der er åbenbart nogen egenskaber mennesker med migrationsbaggrund har, som ikke kan repræsenteres af mennesker uden migrationsbaggrund.

Det kan vanskelig betyde andet end at mennesker med migrationsbaggrund i Atamans optik ikke kan identificere sig med mennesker uden migrationsbaggrund. Oprindelige tyskere repræsenterer ikke folk som Ataman, fordi de har en anden identitet, altså at de er noget andet.

Men den tanke har man ikke altid lov til at holde fast ved.

For når folk med øjne i hovedet konstaterer at der foregår en befolkningsudskiftning fordi mennesker med visse egenskaber, som en gang dominerede på et sted, erstattes af mennesker med andre egenskaber, så skal de straks stemples som konspirationsteoretikere. Det holder nemlig ikke bare at sige høfligt at de tager fejl, noget som er vanskelig at gøre siden de har ret. Der behøves ydmygelse i form af en ørefigen eller en spytklat i ansigtet oveni.

Theodore Dalrymple skrev engang at han efter mange års studier, at totalitære systemer indså at regimernes åbenbart usande løgne ikke var ment til at snyde folk, et projekt som uundgåeligt ville have været forgæves, men at ydmyge folk: Når de ikke vovede at tage til genmæle mod noget, de vidste, var usandt, gik der noget lidt i stykker inde i dem selv.

Dette kunne lige så godt have været en beskrivelse af Danmark anno 2020. Tro ikke at vort land er et meget bedre sted for dissens end landene i Warszawa-pagten var under de sidste årtier af den kolde krig. Vi kunne med fordel lære af de frihedselskende mennesker, som oplevede tiden bag jerntæppet.

Hvis Ataman driver identitetspolitik på vegne af mennesker med migrationsbaggrund, kan hun høste anerkendelse i den trange meningskorridor som findes i Tyskland – eller for den sags skyld Danmark, Sverige og Norge. Hvis mennesker uden migrationsbaggrund skulle gøre noget lignende, kan de dømmes til den sociale død.

Moralen er klar: Andres identitet er vigtig, men din identitet tæller ikke. Du skal tvinges til at acceptere at det sker, samtidig med at du tvinges til at benægte at det sker. Du må ikke få lov til at sige det du ser med dine egne øjne.

Dette er en form for vold på menneskesindet som er det måske det største demokratiske problem vi har.

Vi kan måske ikke bekæmpe det politisk, men – for at låne et udtryk fra Vaclav Havel i «De magtesløses magt» – kan vi i afventningen at historien går sin gang alligevel beskytte vort eget sind ved at prøve at leve i sandhed. Bare det at stoppe med at lytte til professionelle løgnere og deres supportere kan være en start. Fyld sindet med noget andet. Du bliver ikke kun det du spiser.