Der lyder de sprødeste guitartone ledsaget af en sangstemme, der messer om Kongernes konges snarlige komme, da jeg her til aften passerer Nørresundby Torv.
Først vil jeg bare gå videre, og jeg afviser at få en flyer med juleevangeliet stukket i hånden. Men så bliver jeg ramt af et lillebitte prik af medmenneskelighed. Hvor mange gange har folk ikke passeret forbi mig uden at tage imod en flyer med et opbyggeligt budskab fra Stram Kurs.
Jeg får mit juleevangelium i flyerformat og kigger interesseret på forsamlingens interimistiske bibelbod. Det viser sig, at de deler gratis bibler ud. Ikke alene bibler på dansk – men også bibler på farsi, somali og arabisk.
Jeg vakler lidt mellem en bibel på somali og en på arabisk. For jeg ved ikke helt om, jeg støder på flest arabere eller somaliere i det offentlige rum, der kunne trænge til et par opbyggelige ord. Men det er nok trods alt arabere, så jeg tager den arabisksprogede bibel, der også er flottest, da den har guldpræg.
Ja til Jesus anerkender til fulde mit ønske om at missionere overfor tilvandrede muhamedanere, og som den flinke dame betror mig: “Det står i koranen, at de skal læse bibelen.”
Men ikke kun andres frelse ligger damen på sinde. Min frelse går hun heldigvis også op i, så hun lister pjecen Vend om til Gud – Forstå det med Jesus! i hånden på mig. I pjecen kan man læse følgende:
“Intet menneske har nogensinde elsket som manden, Jesus fra Nazaret, da han blev korsfæstet…
Frivilligt strakte Guds søn sine arme ud til øst og til vest og kaldte: Kom tilbage i Faderens favn!”