Kristeligt Dagblad (30.11.) bringer en interessant opsats af professor Peter Nedergaard

fra Institut for Statskundskab ved Københavns universitet. Temaet er det centrale embedsværk og dets samspil med regeringens ministre. Er de for politisk tonedøve eller er de tvært imod alt for ivrige efter at tale deres minister efter munden? Kan det sidstnævnte måske forklare mink-skandalen?

Artiklen rummer følgende tankevækkende passage om Justitsministeriet, “som i mange år gang på gang nægtede at medvirke til eller anbefale de stramninger i dansk udlændingelovgivning, som politikerne ønskede at gennemføre. Justitsministeriet mente ikke, at stramningerne kunne lade sig gøre, hvis man skulle overholde dansk lovgivning og internationale konventioner. Det var først, da Justitsministeriet for alvor fik sat tommelskruerne på og udskiftninger på vigtige poster, at meget af det, som man tidligere havde afvist kunne lade sig gøre, pludselig kunne lade sig gøre alligevel.”

Men ser vi på de sidste 40 års udvikling, er problemet måske ikke så meget den rette afvejning af politisk tonedøvhed kontra eftersnak, men det forhold, at Justitsministeriets embedsmænd ikke aner en snus om historie. Det er ikke gået op for dem, at man ikke kan erstatte et lands folk med et andet, uden at landet fundamentalt ændrer karakter.

Man kan ikke fylde Danmark med shariatilhængere og tro, at retsstaten vil bestå. Men den slags overvejelser indgår tydeligvis ikke i Justitsministeriets rådgivning.

Hvis embedsmændene mente, at Danmark var værd at bevare, ville de råde politikerne til at opsige konventionerne og ændre loven.

“Med lov skal land bygges”, står der i Jyske Lov. Loven er altså ikke et formål i sig selv, men et redskab til at bygge landet og forsvare den offentlige orden. Når loven bliver et instrument til at nedbryde landet, er det på tide at tage skeen i den anden hånd.