I 1995 blev tidl. justitsminister Erik Ninn-Hansen idømt 4 måneders betinget fængsel for ulovligt at have stoppet sagsbehandlingen af opholdstilladelser for tamilske flygtninge og deres familiesammenføringssager. Dette på trods af at der var rejst debat om tamilerne var reelle flygtninge efter at de krigsførende parter i Sri Lanka i sommeren 1987 havde indgået en fredsaftale. Ninn-Hansen ønskede derefter, at tamilerne skulle hjemsendes, og standsede derfor behandlingen af ovennævnte sager.
Onsdag den 4. november 2020 erklærer statsminister Mette Frederiksen, at samtlige mink i Danmark inkl. avlsdyrene skal nedslagtes hurtigst muligt, og at minkavlerne skal begynde aflivningen med det samme – dvs. dagen efter. Minkavlerne stilles oven i købet en tempobonus i udsigt på 20 kr. pr. skind for at blive færdige senest 16. november. Samtidig sender man politi og hæren ud, hvis nogen skulle vise sig vrangvillige. Dette sker på et tidspunkt, hvor evt. kompensation og erstatning slet ikke er forhandlet med Folketingets partier.
4 dage senere kommer det frem, at der ikke er ikke er lovhjemmel til at forlange nedslagtning af mink på ikke smittede farme uden for risikozonerne, som er områder mere end 7,8 km. fra en smittet farm.
Dette lovbrud betegner regeringen kun som beklageligt, på trods af at der, da denne nyhed kommer frem, stort set er nedslagtet så mange mink, at det ikke er muligt at opretholde et minkerhverv efter Coronaen.
Tirsdag den 10. november erklærer Fødevareminister Mogens Jensen lige pludselig, at minkavlerne muligvis kan få lov til at beholde 56.000 avlsmink. Men da der hidtil har været ca. 2,5 mio. avlsdyr i Danmark, vil det med en bestand på 56.000 avlsdyr tage op til 10 år før erhvervet i givet fald kan komme op på noget, der ligner den hidtidige produktion, og hvad skal minkavlerne så leve af i mellemtiden? Det er derfor urealistisk at opretholde erhvervet.
Allerede inden Tamilsagens start havde de 3.000 tamiler, som i 1986 var kommet til Danmark, fået opholdstilladelse og havde fået deres familier hertil.
I Mink-skandalen er der allerede erkendt ulovlig administration – en ren tilståelsessag. I kølvandet på Mink-skandalen er det imidlertid umuligt at udbedre skaderne. Hvis en almindelig dansker overtræder loven, uagtet om han kender loven eller ej, og ødelægger en andens ejendom forsætligt vil vedkommende ikke kun blive idømt straf, men også blive dømt til at skulle betale fuld erstatning.
Mette Frederiksen og Mogens Jensen kan umuligt personligt betale fuld erstatning til minkavlerne, og derfor er det vores allesammens penge i statskassen det går ud over. Men spørgsmålet er, om statsministeren og fødevareministeren ikke i det mindste bør stilles for Rigsretten. De har nemlig overtrådt grundloven – og dette tilsyneladende bevidst.
Det er ikke nok, at Mette Frederiksen synes, at det er den rigtige beslutning. Den beslutning Erik Ninn-Hansen traf, er jeg også sikker på han syntes var den rigtige, og i bagklogskabens klare lys har han faktisk haft ret. Vi lider i dag under den alt for store indvandring, som blev følgen af den liberale udlændingelov fra 1983. Det har selv Mette Frederiksen fundet ud af.
Når minkerhvervet er nedlagt kan vi aldrig få at vide, om det var den rigtige beslutning Mette Frederiksen traf den 4. november. Sandsynligvis ikke ifølge de forskellige udtalelser, der de seneste dage er kommet fra virus-eksperter. Men et er sikkert; ulovlig var den.
Desværre er systemet indrettet således, at det er et flertal af Folketingets medlemmer, der skal rejse Rigsretssag, og det vil den nuværende regerings støttepartier nok ikke gå med til.
Men rent moralsk er Mink-skandalen mange gange værre end Tamil-sagen, som desuden i forhold til reglerne for opholdstilladelse og familiesammenføring i dag virker totalt latterlig.
I USA kan man stille en præsident for rigsretten for at have løjet om, hvor meget sex han havde med en praktikant, mens en dansk statsminister tilsyneladende kan slippe for tiltale for at have slagtet et helt erhverv uden lovgrundlag og sende en regning på mere end 2000 kr. i gennemsnit til hver dansker fra baby til olding.