Udrag af artikel i den franske netavis Riposte Laïque den 25. oktober 2020

af Cyrano

 Cyrano skriver her om et sundhedsvæsen under præsident Macron, som fører tankerne hen på en diktaturstat i Mellemøsten og den udbredte vrede, det har fremkaldt i Frankrig.

Dengang Frankrig var et frit land, hvor folk kunne gå hvorhen de ville, klæde sig som de ville, ånde frit, spise og drikke uden problemer på restauranterne og barerne, betragtede de med en hvis nedladenhed de muslimske lande, hvor kvinderne ikke kunne gå uledsagede på gaden og måtte jokke afsted iklædt kartoffelsække. For det civiliserede Frankrig forekom denne praksis som noget fra en anden tidsalder, hvor muslimer for at hædre profeten og islams hellige tekster endnu i dag ikke må spise, drikke eller have sex fra solen står op, til den går ned i en måned for til gengæld at indhente det forsømte og æde løs i nattetimerne.

Ingen kunne forudse, at det frie franske samfund en dag skulle nærme sig denne obskure model, skriver forfatteren. Men med små skridt har politikerne frataget befolkningen en stor del af deres frihed med en række restriktioner helt ned i de mindte detaljer. Blandt andet har det vakt harme, at folk i økologiens navn ikke må tænde op i deres kaminer, og vreden har nået nye grænser med politikernes hastigt sammenbryggede, unyttige love, som ingen havde troet muligt, da de begyndte at forbyde folk at spadsere mere end 1 km væk fra deres hjem? 

Således har de frataget borgerne kontakten til deres nærmeste, og mange er især forbitrede over ikke at kunne være sammen med deres gamle familiemedlemmer. Nu har politikerne vovet at overskride nye grænser ved at forbyde folk at færdes på stierne langs kysterne og på strandene, og de har ikke tøvet med at sende helicoptere, droner og politi for at holde klapjagt på dem, der trodsede forbuddet. Det føles også ydmygende, skriver forfatteren, at skulle udfylde passer sedler for at kunne gå ud ligesom under Besættelsen. De, politikerne, er endda gået så vidt, at  de har forbudt folk at drikke en aperitif sammen i deres egne haver! Og endelig, men ikke mindst afskyeligt, så har de opfordret til angiveri.

Efter to måneder troede den franske befolkning, at alt dette var slut, og at de igen kunne færdes frit. Livet var blevet normalt på trods af regeringens forudsigelser om flere tusinde døde i en ny Corona krise, men nu syntes de at have fortrudt de slappere tøjler. Så efter ferien begyndte politikerne igen at stramme skruen med en iver, de ikke mere forsøgte at bortforklare, skriver forfatteren. Først kastede de sig over Marseille, så Paris, så otte større byer med udgangsforbud for 46 mio franskmænd, og 54 departementer. Forinden havde de naivt påtvunget 27 mio lønmodtagere og 10 mio. skoleelever og studerende de ubehagelige mundkurve. Dette påbud gælder nu også, når folk færdes på gaderne. De har endda villet forbyde møder med venner og famile på mere end seks personer hos folk privat. Hele det sociale, kulturelle liv er således forsøgt kraftigt beskåret, ja endda ophævet.  

Dette tab af fundamentale frihedsrettigheder sker samtidig med et andet frygteligt tiltag, nemlig censur omkring islam. De, som mente, at halshugningen af Samuel Paty ville afstedkomme et ryk i det franske samfund, må nu indse, at der er langt igen. I Pons, i Charente-Maritime, har man set borgmesteren hive mikrofonen fra en folkevalgt, kristen, som talte åbent om begrundelsen for denne forbrydelse.

I Casseneuil har man oplevet en folkevalgt fremsætte undskyldninger til det muslimske samfund, som havde besat rådhuset,  efter at byrådet havde kritiseret islams profet. Man har oplevet et parlamentsmedlem fra LREM (En Marche) fyre en af sine medarbejdere, som havde bedt ham om at tage forholdsregler, så dramaet omkring Samuel Paty ikke gentog sig. Og det siges, at formanden for nationalforsamlingen, Ferrand, personligt forsvarer sløret hos  eleverne og gør grin med principperne omkring sekulariseringen, som hans eget parti påberåber sig at have stået for. Alle disse eksempler, hvortil der kunne nævnes mange andre, bekræfter, at politikerne er i gang med at skabe usikkerhed omkring flere  fundamentale frihedsrettigheder og fortsætter med at underlægge sig det islamiske samfund.

Forfatteren erkender med tristhed, at resignationen, passiviteten, underkastelsen og dermed medskylden hos den franske befolkning i spørgsmålet om fundamentale friheder gør ham og hans meningsfæller målløse og irriterede. Hvordan kan man i øvrigt lade være med at tænke på politiet i en diktaturstat, når man ser scener fra Frankrig, hvor politiet for øjnene af en forbløffet vært brutalt smider en snes kunder ud, som var i færd med at drikke en øl, skriver forfatteren.

Vil Frankrig, i modsætning til Tyskland og England og en række andre europæiske lande,  hvor der begynder at tegne sig en opstand, passivt fortsætte med at acceptere og lade sig føre som dresserede og lydige får? spørger Cyrano. Hvis ja, er de så parate til at sælge resten af friheden for det, de tror giver dem mere sikkerhed, men som er et bedrag?

Alt afhænger af, om den franske befolkning vil tage det nødvendige spring og afvise det diktatur, som globalisterne under dække af kampen mod corona er i gang med at pålægge ikke alene Frankrig, men hele Europa. Opretholdelse af den dyrebare frihed vil være det spring værd. Men det skal ifølge forfatteren ske ved små, daglige tilkendegivelser af modstand. 

Ja, måtte vi bare kunne klare os med det, siger jeg.

Bestil Lars Hedegaards nye bog her!

Kjøp Lars Hedegaards bok her!