Rémi Brague

Terrorangrebet mod Notre-Dame-kirken i Nice sidste torsdag, hvor tre personer blev dræbt af en ung tunesisk mand, var oprørende og sørgelig, men slet ikke overraskende, siger den franske filosof Rémi Brague i et langt interview med Le Figaro.

Når årsager som ukontrolleret indvandring, parallelsamfund og hadprædikanter er på plads, hvordan kan vi blive overrasket over at årsagerne skaber virkninger? siger Brague til den franske avis´ reporter Alexandre Devecchio.

I fransk politik lyder et omkvæd at det er «republikken» som er under angreb, et standpunkt som er blevet kraftig kritiseret af blandt andre forfatteren og journalisten Eric Zemmour: Det er Frankrig som er under angreb, både det kristne og det sekulære Frankrig, siger han. Brague, tidligere professor i religionsfilosofi og arabisk ved Sorbonne-universitetet i Paris, giver ham ret.

Le Figaro: Angrebet på kirken minder om det i Saint-Étienne-du-Rouvray (hvor præsten Jacques Hamel blev dræbt, red.). Er Frankrig nok en gang under angreb som kristent land?

Rémi Brague: Selvsagt. Hvordan kan vi undgå at se det åbenlyse? For disse mennesker er Frankrig en grundliggende kristen nation, og det spiller ingen rolle at mange franskmænd frabeder sig denne betegnelse i afsky. Som vi kalder dem som bor i eller kommer fra islamiske lande, for muslimer, opfatter de alle fra kristne eller tidligere kristne lande som kristne.

Som muslimer ser det, er republikken simpelthen styreformen i et land af korsfarere og kolonisatorer, fortsætter Brague.

Konflikten handler derfor om så meget mere end ytringsfrihed, siger han: Det er to normsystemer som støder mod hverandre, hvor vort system er baseret på samvittighed og fornuft, hvad enten det er religiøst baseret eller ej, mens det konkurrerende system bygger på diktaterne fra Koranen.

Dette var også et hovedbudskab i Regensburg-forelesning som pave Benedikt XVI alias Joseph Ratzinger holdt den 12. september 2006 (siden forklaret af den amerikanske essayist Lee Harris). Det er ingen tilfældighed at Brague vandt Ratzinger-prisen i 2012.

Efter terrordrabene i Notre-Dame-kirken i Nice sidste torsdag aftegner der sig en politisk konsensus i Frankrig om at landet er i krig med islamismen. Samtidig er man nøje med at præcisere at fjenden ikke er islam.

Brague laver en politisk bemærkelsesværdig analyse af forholdet mellem islamismen og islam:

Hvordan kan vi skille terrorismen fra islamismen, og islamismen fra islam?

Vi bliver bedt om ikke at blande islamismen og islam sammen. Statsledere anført af Erdogan opildner nu til had mod Macron og Frankrig fordi han har angrebet islamismen. Ifølge disse statsledere er det ensbetydende med at angribe ikke bare islam, men også muslimer. Sådan viser de, at det, ikke at blande de to sammen er en moralsk og intellektuel øvelse som kun vi driver på med, mens de selv ikke nøler med at blande dem sammen i stor skala.

Brague fortsætter gnistrende:

Islamismen og islam er forskellige, men jeg mærker snarere en gradsforskel end en væsensforskel. Islamismen er islam med hastværk, den er grov og højlydt. Islam er en tålmodig, diskret og metodisk islamisme.

Ifølge Brague er islam lige så meget politisk som religiøs: Helt siden starten har islam taget sigte på erobring, men ikke nødvendigvis konvertering, selv om islamisk lov gør det hensigtsmæssigt, bemærker han.

Til syvende og sidst er kilderne de samme, pointerer den franske filosof: Man kommer ikke udenom Koranen og traditionen efter Muhammed (Hadith), som bruges til at legitimere den allergroveste vold. Han har myrdet så ofte han fandt det nødvendig, ikke desto mindre siger Koranen om profeten at han er et godt forbillede.

Til trods for at mange muslimer er fredelige, vil der derfor altid være nogen som finder inspiration til vold, konkluderer Brague.

Han ender med samme konklusion som Oriana Fallaci gjorde: Det er ikke muligt at skille Islams ekstremisme fra den islamske verden hvor den opstår, sagde hun i et interview med Charlie Rose ikke længe før hun døde. Mange kan ikke lide det, lagde hun tørt til.

Hvordan kan vi forholde os til denne binding uden at den omfatter muslimer som er integreret i europæisk civilisation?

Det første problem er at vide hvem du vil snakke med. Størsteparten af tiden forestiller vi os at vi må gøre det med organisationer, som hævder at de er islamske. […] Men islam er fremfor alt en lov. […] Enhver som anerkender denne lov som en suveræn autoritet, og derfor adlyder den, er således muslim.

Brague ser egentlig ingen løsning på problemet, og konstaterer at forskellige samfund forsvarer sine egne interesser, og enten ignorerer eller hader hverandre. Den såkaldte multikulturalisme er i virkeligheden ikke kultiveret. Der er ikke stort andet man kan gøre end at prøve at lade være at sende de moderate lige i armene på ekstremisterne, bekæmpe brugen af slør og andre fremmedgørende fænomener, og håbe det bedste.

Brague er ingen Hr. Hvemsomhelst. Når en filosof af dette format – kendt af Document-læsere som medforfatter til blandt andre Roger Scruton af Paris-erklæringen – tager bladet fra munden på denne måde i en af Frankrigs to newspapers of record, gør det indtryk.

Filosoffens nådesløse realisme får næsten Macrons ambitioner til at tage sig lidt latterlige ud. I sin tale den 2. oktober sagde præsidenten at islam er i krise. Hans forslag til løsning bliver da at tugte islam på en måde som gør den acceptabel i det franske samfund.

Det er dette som ligger til grund, når også Macron vil forhindre at moskeer henter finansiering og imamer udenlands, og det er naturligvis ekstra provokerende for en som Erdogan, givet at Tyrkiet kontrollerer omkring 150 imamer i Frankrig og vil kæmpe for deres fortsatte indflydelse med næb og klr.

Men Frankrigs præsident ser i det mindste at der er et problem med islam. Norges udenrigsminister gør selv ikke engang det. «Vi har ikke noget ønske om at angribe islam som religion, tvært imod», sagde Ine Eriksen Søreide (H) til NRK Dagsnytt 18.

Det stik modsatte af at angribe er at forsvare. Ministeren tilhører et regeringskollegium ledet af en islamofil statsminister, og som vi har set, er deres forsvar af islam ensbetydende med angreb på dem, som kritiserer islam.

Det officielle og offentlige Norge henligger altså i åndeligt mørke. I Frankrig findes i det mindste tegn på intelligent liv.