Imam Monzer Abdullah ved godt, hvad han gør: Han udfordrer det danske demokrati og afviser det. Demokratiet skal aldrig stå over islam. Det er rene ord for pengene og den nøgne sandhed. Monzer Abdullah er dømt for jødehad. Alligevel må han stadig stå i en moske i Aarhus som har sendt mange IS-krigere til Syrien og kaste handsken til demokratiet. Monzer Abdullah er fjenden som opererer i fuldt dagslys og Danmark lader ham gøre det. Landet har resigneret.

Lederen af Nye Borgerlige, Pernille Vermund, vil i samarbejde med Charlie Hebdo samle penge ind til at køre karikaturerne af Mohammed som annoncer i aviserne. Jyllands-Posten takker nej, de andre siger de må se annoncerne først.

Vermund tager alle lederartikler med støtte til Frankrig på ordet: Hvis de virkelig mener noget med støtten til ytringsfriheden, så vis det!

Berlingske, en af Europas ældste aviser, hylder ytringsfriheden og kræver at Danmark støtter Frankrig. I en leder signeret af Pierre Collignon hedder det:

Frankrig står midt i en ny Muhammedkrise med pres fra muslimske despoter, forbrugerboykot og en stribe terrorangreb. Vi må ikke svigte franskmændene nu. Deres kamp for demokratiske frihedsrettigheder er også vores.

Vi må ikke svigte Frankrig i kampen mod islamismens tyranni

Frankrig har på en måde overtaget der, hvor Danmark slap: Charlie Hebdo betalte en forfærdelig pris og ville hylde sine døde kolleger med at trykke et par af tegningerne. Men islamisterne mener de har vundet krigen og at det er oplæst og vedtaget at blasfemi mod islam er forbudt. At Samuel Paty blev dræbt ændrer ikke dette synspunkt.

Men hvor muslimerne har en fælles opfattelse om billedfremstilling af profeten, bilder Collignon sig ind, at man kan trække en skillelinje mellem muslimer og islamister.

Macron har dermed indledt en kamp, som på ingen måde er rettet mod muslimer eller islam – men mod fejlslagen integration og mod islamistisk undertrykkelse og terror. Det er en kamp, som fortjener fuldtonet opbakning fra resten af Europa. Desværre har flere lande virket noget nølende i deres støtteerklæringer. Franske diplomater har noteret sig, at det tog lang tid at få en reaktion fra Storbritannien.

Collignon kender også meningsmålingen, som viser at rundt regnet halvparten af muslimer i Danmark mener sharia står over dansk lov og ret. Hele 74 procent af de yngre mener det. Islam er blevet til oprør og identitetsmarkør.

Hver gang danske myndigheder eller medier insisterer på at de ikke fører krig mod islam, svækker de bare deres position. Muslimer tror dem ikke. Men de ser svaghed ved, at man ikke tør stå ved sine meninger.

Vi ved, at vi kommer til at stå svagere, hvis terroristerne får lov til at splitte os.

Sådan afsluttes lederen. Hvem er “os”? Collignon mener måske, at myndighederne og danskerne ikke må tage det opgør, som er uundgåeligt, hvis Danmark skal forblive et frit samfund? Splittelsen er allerede et faktum, men Collignon klynger sig til at den kan afværges. Det er doubletalk her: Collignon frygter i virkeligheden, af hele sit hjerte, at splittelsen skal blive et hele, som tør erkende, tør handle.

“Splittelse” står for frygt for at Collignon skal vove at blive et helt menneske. Tror han fortsat på en forståelse eller samfund med muslimer i Danmark?

Noget sådant er kun mulig i den grad journalister som Collignon tør konfrontere virkeligheden og slutter med at mane den i jorden.

Berlingskes Martin Bjerre interviewer Vermund og det eneste han gør er at forsøge at presse Vermund til at indrømme at det er hendes skyld hvis nogen kommer til skade som følge af hendes annoncekampagne. Det er hvad forsvar for ytringsfrihed betyder i praksis: -Det er din skyld, hvis andre reagerer på dine ytringer med vold.

Journalister kan uanstrengt skrive lederartikler med krav om dansk støtte til Macron og i næste forsøge at sætte en politiker til vægs, som tager dem på ordet.

Tegningerne er åbenlyst en stor provokation af mange mennesker, ikke bare fanatikerne, men også alle de helt almindelige muslimer, der bliver kede af det. Hvad kommer der ud af at vise nogle tegninger bare for at vise, at man har retten til det?

Dette er holdningen hos flertallet af journalister, tør vi påstå. De har bøjet sig for volden.

De journalister, der i dag fordømmer brugen af Mohammedtegningerne, er de samme, der i sin tid hyldede billederne af Jesus med erigeret lem.

Hvordan vil du have det, hvis de her tegninger bliver trykt, og det ender med at få voldelige konsekvenser for eksempel for medarbejdere på de aviser, der trykker dem?

»Det vil jo være forfærdeligt. Al terror og alle trusler er forfærdelige. Det er forfærdeligt, at Kurt Westergaard, Inger Støjberg, Lars Hedegaard har konstant politibeskyttelse. Det er forfærdeligt, at vi har en jødisk synagoge, der har militær beskyttelse, og at vi har betonklodser i gaderne for at forhindre, at islamister mejer os ned med en lastbil.«

Men hvordan vil du have det med, at det ville ske på baggrund af en handling fra dig, at indrykke de her tegninger, som du godt ved vil udgøre en trussel mod de medier, der trykker dem?

»Spørger du mig, om jeg mener, at det er min skyld, hvis voldsparate muslimer begår vold og terror?«

Nej, men hvis der sker vold på baggrund af de annoncer, ville det ikke være sket, hvis du ikke indrykkede dem. Og så spørger jeg, hvordan du vil have det med det?

»Så ville det hverken være på grund af mig eller på grund af dem, der har vist tegningen. Så vil det være, fordi der er mennesker, som ikke forstår, hvordan man lever i et demokrati. Jeg vil have det forfærdeligt med, at vi endnu en gang skal rammes af mennesker, der er voldsparate, men skal vi ligge under for de her menneskers trusler om vold og terror? Nej, det skal vi ikke,« siger Pernille Vermund:

»Det er fuldstændigt afgørende, at vi som samfund kan leve frit, tale frit, tænke frit og tegne frit.«

Det er sjældent man ser så klart udtrykt, at en journalist vil gøre en, som bruger ytringsfriheden, ansvarlig for muslimernes vold.

Journalister som Martin Bjerre er medløbere for imamer som truer med vold:

I fredagsbønnen i Grimhøjmoskeen i Aarhus, sagde imam Monzer Abdullah med rene ord hvad det handler om:

»Det, vi er vidne til i Frankrig og Europa, er en direkte og åben krig mod islam,« lød det fra Monzer Abdullah under prædikenen, hvor han mente, at denne krig var blevet intensiveret med karikaturtegningerne i det franske magasin Charlie Hebdo.

Med krig mener imamen at Vesten kræver at deres lov står over islamisk lov. Det er jo helt rigtigt. Det er det det sekulære, demokratiske samfund går ud på. Men Monzer mener det betyder krig at mene sådan noget.

»Når de (vestlige regeringer, red.) brænder kopier af Koranen, når de fornærmer profeten Muhammed, så vil de have os til at acceptere ytringsfriheden og deres værdier over Koranen og over Muhammed. De vil have os til at ændre vores tro og vende ryggen til vores religion, hvis de kan. Jøder og kristne bliver ikke tilfredse, før man følger deres religion,« lød et af de centrale budskaber fra Monzer Abdullah.

Ytringsfriheden står over Koranen, det er essensen af konflikten rundt Mohammedtegningerne. Men politikere og medier tør ikke sige det lige ud.

Ved at give efter, for trusler og gruppepres, opgiver politikere og medier det demokratiske princip: At suveræniteten ligger hos folket. I stedet overføres den til Allah.

Tro ikke, at muslimerne ikke ved, hvad de gør. De ved præcist, hvad de har gang i.

Imam dømt for jødehad indtog Grimhøjmoskeen fredag: »Vi er vidne til en direkte og åben krig mod islam«