Modsætningerne mellem Frankrig og de islamiske lande dominerer det franske nyhedsbillede, og for en stakket stund skygger det til en vis grad for et langt mere kritisk indenrigspolitisk spørgsmål: Hvordan bliver landets fremtid, hvis udviklingen i relationerne mellem franskmænd og muslimer fortsætter som nu?

En som ikke er optimistisk i så henseende, er Frankrigs forrige forsvarschef, general Pierre de Villiers. Hvis landet fortsætter som nu, er borgerkrig et uundgåeligt resultat i fremtiden, advarer han i et nyligt interview.

Den frittalende de Villiers gik af som forsvarschef i unåde i 2017, efter at Frankrigs dengang nyvalgte præsident Emmanuel Macron havde irettesat ham offentlig to gange for at have kritiseret en kraftig reduktion i det franske forsvarsbudget.

Den pensionerede general er siden blevet forfatter. Den 14. oktober, to dage før det bestialske drab på Samuel Paty, udgav han sin tredje bog på ligeså mange år. I «L’équilibre est un courage» («Ligevægt er mod») skriver han om et dybt splittet Frankrig som trues af indre spændinger og nærmer sig et kritisk punkt. Bogen ligger i øjeblikket øverst på bestsellerlisten hos fransk Amazon over politisk litteratur i landet.

I et nyligt interview med den franske kanal RTL, hvor de Villiers stillede op for at snakke om sin bog, gik han endda længere i en nådesløs analyse af mødet mellem Vesten og islam. Han er tydelig på at vi er i krig, og balancen han efterspørger, er en respons mod terror som står i forhold til angrebet vi udsættes for.

Vi må åbne øjnene, siger de Villiers. Han siger videre at han ikke forstår, hvordan man kan tillade at det franske folks frihed samtidig begrænses som samfundet ikke lukker moskeer, hvor imamer i praksis er hadprædikanter. Generalen mener det er politisk hasard at opretholde indvandring fra muslimske lande, samtidig med at man ser at muslimer som indvandrer til Frankrig, begår terror.

Præsentationen af bogen fik et uhyggeligt talende bagtæppe med drabet på Samuel Paty, et drab som ryster Frankrig specielt og Europa generelt. Pierre de Villiers tager også udgangspunkt i den nationale sorg over Paty.

Sorgen og lidelsen er kendt for mig, siger han:

Jeg har set smerten hos familier, studenter, lærere og alle som havde den dræbte kær før, for den smerte opstår i krig. Den brutale død efterlader en helt egen sorg man kun oplever i krig. Jeg har set soldater dø, set dem blive lemlæstet, set familierne som er overladt til at sørge over sine kære, vel vidende om at døden, deres kære led, var frygtelig.

Den bestialske halshugning ligner noget vi som nation har oplevet før, fortsætter de Villiers:

Vi har gennemlevet angrebet på Charlie Hebdo, vi har gennemlevet angrebet på Bataclan. Der begås grusomme handlinger i Islams navn ugentligt. Vi ser den næsten paralyserende effekt af terror. Som stabschef dengang sagde jeg, at vi måtte reagere. Patys kiste repræsenterer alle de døde. Denne gang må vi gøre noget anderledes.

Generalen konstaterer en klar mangel på strategi i forhold til Frankrigs islamproblemer:

Efter Charlie Hebdo og Bataclan ændrede vi loven. Det tager altid tid at ændre loven. Mellem øjeblikket vi siger at loven skal ændres og frem til en endelig lovændring er på plads, sker der næsten altid to ting – spektakulære nødtiltag som iværksættes umiddelbart, og tiden som går, som giver en illusion af at det går bedre. Det er forkert at operere på denne måde.

Han efterlyser således en strategi, og er ikke i tvivl om at svaret også er militært:

Det vi må gøre er at gøre modstand. Vi er i krig. Det er reel krig.

Du kan ikke genskabe en forsonet nation uden at tage ved lære af det som hænder. Terror er læren om brutal død – vi er nødt til at tage ved lære af det.

Dette er krig i to tidsdimensioner. Den ene krig udkæmpes her og nu. Der er krise – og styring i en krisesituation er en form for krig. Beslutninger skal fattes hurtigt, tiltag iværksættes. Men krigen har en anden tidsdimension i tillæg – og det er fremtidsperspektiverne. Hvad kommer til at ske i fremtiden? Hvordan kan vi kæmpe mod det som kommer til at ske?

Det er helt afgørende at bevare et håb, at have et mål om fred, men vi behøver en realpolitik, hvor fred er en mulig udgang. For at opnå fremtidig fred er vi nødt til at foretage rigtige valg her og nu. Det er et frygteligt nedslidt Frankrig de Villiers ser:

Vi har en følelse af kollektiv indignation, en kollektiv vrede. Men samtidig er der en slags tilstand af kollektiv tristhed i dagens samfund.

Vort land har været udsat for en række angreb fra radikal islam. Set i sammenhæng med den pågående koronakrise, er vi et svagt og sårbart folk. Det er sundhedskrise, det er en social krise og det er en økonomisk krise – dette er farligt, når vi samtidig udsættes for krigeriske angreb. For det er en reel krig, en virkelig krig.

Vor nation går i opløsning, som et stykke stof som er slidt og revner. Vi ser det tydeligst blandt mennesker som ikke befinder sig i eliten, men som mobiliserer på græsrodsniveau. Vi ser det i oprør blandt mennesker som oplever at samfundsinstitutionerne ikke klarer at beskytte dem.

Samfundet kan optræde resolut i mødet med en epidemi, så hvorfor ikke mod en fjende?

Hvordan kan vi lukke hele samfundet ned i to måneder i træk, men samtidig ikke lukke moskeer, som radikaliserer ungdommen? Hvorfor foretages der ikke generel nedlukning af institutioner som forherliger vold og had mod vort samfund?

Generalen synes også at indvandringspolitikken er dybt irrationel:

Jeg forstår ikke at vi ikke regulerer tilstrømningen fra disse lande generelt, at vi fortsat driver en udenrigspolitik som er inkonsekvent.

Militær kompetence er det landet behøver nu, siger han:

Vi er en retsstat, men bruger ikke loven til at beskytte vort eget folk. Vi tager ikke ved lære om krig fra dem, som kan krig – nemlig militæret. Vi er som samfund undvigende i mødet med terror, i stedet for at være tydelige og klare på at vor frihed må beskyttes.

Vi skal varetage vort folk, og det gøres bedst ved hård regulering af indvandring fra muslimske lande, i kombination med hårde love og hårde konsekvenser for praksis, som strider med vort værdigrundlag.

Som øverste leder for den franske hær ved jeg noget om integrering, fortsætter de Villiers:

Vi integrerer unge med helt forskellig baggrund. Ungdommen kommer til militærtjeneste, og de mødes med autoritet og krav til indsats. De klarer via hård træning at få sammenhold, at finde fællesskab og stolthed. Måske er militæret den eneste og sidste statslige institution, som har noget konstruktivt at komme med når det gælder integrering. Hård disciplin, og hård straf ved frafald og svig. Men fællesskab og bevaring af fred som samlende mål.

Han har ikke meget godt at sige om den politiske klasse:

Samfundet i dag mangler både mod og stolthed, det ledes af undvigende politikere. Vi trænger til politisk handlekraft, ikke kun dialog.

Mens mennesker lider grundet sundhedskrise og økonomisk krise er vi tiltagende sårbare. Vi er også geostrategisk sårbare, og myndighederne er svage. De snakker om forsoning, men mangler totalt autoritet.

Politiske ledere i dag forveksler autoritet med autoritarisme, og kvier sig fordi de ikke vil fremstå totalitære. De har glemt at autoritet kommer fra det latinske auctoritas, som betyder at vokse. Vort samfund trænger til at vokse, at fremhæve værdier, udøve ægte autoritet.

Generalen mener at eftergivenhed er en forkert strategi overfor islam: 

Vi skal ikke acceptere at muslimske unge forlanger et liv med daglig bøn i moskeen, når vi samtidig ved at det er der, de radikaliseres. Vi skal ikke have respekt for deres udtalte behov for en åndelig dimension i livet når salafismen lurer i baggrunden. 

Det er ekstremt farligt når salafismen allierer sig med den politiske ledelse, og det er i praksis det som sker.

Vi ser i dag mængder af unge uden job, uden fremtidshåb, og vi overlader dem til moskeerne i stedet for at tage fat i dem og stille krav.

Krigsretorik bruges om virusset, men ikke om den reelle krig, konstaterer de Villiers.

Det rigtige at sige er at vi er i krig mod radikal islam. Det er en krig vi både er i allerede, men som mest af alt ligger foran os. Vi har mennesker i vort land som vil lede denne krig med barbarisme – ikke som et middel, men som en lære. Barbariet ønsker at udrydde vort samfund og erstatte det med sharia.

Vi må være opmærksomme på at dette er tilstanden i Frankrig i dag. Der må reageres. Når en lærer halshugges på åben gade for at undervise om ytringsfrihed, må man forstå at landet er i en krigstilstand. Vi gennemlever angreb efter angreb, men der findes ingen balance i modforholdstiltagene.

Generalen konkluderer med en dyster prognose:

Fortsætter landet som dette, er borgerkrig et uundgåeligt resultat i fremtiden.

Med sit forfatterskab vil de Villiers præsentere forslag til løsninger for samfundet baseret på sine militære erfaringer. Jeg ved hvordan det er at være i krig, afslutter han.

Pierre de Villiers er ikke den første som advarer mod borgerkrig i Frankrig. I 2016 stod Patrick Calvar, chefen for den franske sikkerhedstjeneste DGSI (Direction Générale de la Sécurité Intérieure), to gange bag lukkede døre i Frankrigs parlament og snakkede om risikoen for borgerkrigslignede tilstande i landet.

Ingen kan sige, at den politiske ledelse ikke er grundig advaret.

Bestil Lars Hedegaards nye bog her!