Måske ville det ikke være så frygtelig vanskeligt at forsvare europæisk civilisation, bare magteliten holdt op med at bekæmpe dem, der  deltager i forsvaret.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron vakte stor opsigt da han i en tale udenfor Paris den 2. oktober gik hårdt ud mod det han kalder den islamistiske separatisme i landet. Og talen var virkelig bemærkelsesverdig, for bare ved at fastslå at Frankrig har et problem med politisk islam, krydsede Macron en grænse som ingen andre vesteuropæiske statsledere har nærmet sig.

Talen rejser to vigtige spørgsmål: Har Macron givet en adækvat analyse af situationen? Og vil han være i stand til at iværksætte effektive tiltag?

En som tvivler stærkt på begge dele, er den konservative franske journalist og forfatter Eric Zemmour. I en kronik i Le Figaro, hvor han er fast klummeskriver, anklager Zemmour præsidenten for taktisk kynisme med sigte på genvalg. Han kritiserer også Macron for relativisering og manglende standhaftighed:

“Islamismen ikke er den eneste form for separatisme”

Det varede ikke længe. Bare nogle dage etfer Emmanuel Macrons konfronterende tale om islamistisk separatisme, fik vi at vide at ordet separatisme ikke vil være at finde i titlen på lovforslaget, samt at islamismen ikke er den eneste form for separatisme.

Zemmour er imidlertid ikke mest optaget af hverken præsidentens politiske spil, stigmatiseringsfrygt eller tegn på veghed. Hovedproblemet er etfer hans opfattelse dybere, nemlig at Macron ikke har forstået truslen fra islam – ej heller sætter han den i forbindelse med indvandringen.

Mange observatører kritiserede præsidentens tale fordi indvandringen ikke var noget tema. For hvis vi snakker om «radikal islamisme», så er det jo fordi Frankrig har været genstand for en kolossal indvandring fra muslimske, arabiske land i halvtreds år.

Det politiske elite nærer illusioner om at menneskene som er kommet til Frankrig, i det store og hele skærer sine kulturelle og religiøse rødder over, og gør franske republikanske værdier til sine egne.

Som om alt hvad muslimske indvandrerne ønsker, er at republikken elsker dem. Som om det er tilstrækkeligt til give dem bevis på den kærligheden.

Det findes fortjenstfulde individuelle eksempler på dette, siger Zemmour, men disse er undtagelserne, fastslår han. Men præsidenten (og indenriksministeren) lever på en anden planet:

Både for Macron og Darmanin spiller det ingen rolle om du er muslim så længe du er republikansk. Det spiller ingen rolle om du går i tørklæde på gaden eller du lader være at give dine børn franske navne, så lenge du sværger troskab til republikken og er en god forbruger.

Islamismen er ikke islam på afveje, men islam omsat i praksis.

Magteliten vil ikke indse at muslimerne i Frankrig tilhører en angen civilisastion, mener Zemmour, og civilisastion avhænger først og fremmest af religion. Men Macron har ikke forstået religionen der er tale om heller:

Islamismen er ikke islam på afveje, men islam omsat i praksis. Det findes ingen «fundamentalistisk krise i islam», som Macron siger. For som Rémi Brague har lært os, har islam været fundamentalistisk lige fra starten.

Præsidenten overser også islam som kollektivt fænomen, mener Zemmour:

Endelig gør det høje antal individer til et folk, til en fremmed nation på fransk jord. Og det er grunden til at Emmanuel Macrons ord og tiltag vil blive slukket af den næste bølge af indvandring, ligesom havet gør ende på et sandslot.

Frankrig er i krise fordi islam er en konkurrerende civilisation

Det er altså ikke islam som er i krise, selv om islam er en krise for sine omgivelser. Det islamske tog ruller videre i fuld fart.

Snarere er det Frankrig som er i krise fordi islam er en konkurrerende civilisation. Og krisen er ikke bare økonomisk eller demografisk, måske ikke engang først og fremmest det. Frankrigs krise er åndelig og intellektuel. Macron og de fleste andre topolitikere gør intet andet end at legemliggøre den og give den politisk og juridisk form.

Den franske stats behandling af en skikkelse som Zemmour er egnet til at fjerne enhver tvivl om akkurat det sidste: Den 25. september blev han af domstolen i Paris idømt en bøde på 10.000 euro for talen han holdt under konferencen for det franske højre som Marion Maréchal arrangerede i Paris den 28. september 2019. Baggrunden er angivelig hadetale mod muslimer, som han på en måde portrætterer kollektivt som en slags koloniserende motborger.

Det siger lidt både om Zemmours kampvilje og om den franske mediesituation når han fortsætter med at skrive om islam i Le Figaro efter at have fået denne bøde. Ikke desto mindre må man konstatere at det i Frankrig er strafbart at forsvare Frankrig som vi kender det, om det så bare består i at udtrykke noget de fleste anser for en sandhed. Det er da heller ikke første gang at Zemmour er blevet forfulgt af det franske retsvæsen. Som konservativ er man tilsyneladende lovløs.

Måske ville det ikke være så frygtelig vanskeligt at forsvare europæisk civilisation, bare magteliten holdt op med at bekæmpe de, der rent faktisk deltager i forsvaret.