Nyt

En række kvinder og mænd står nu frem med voldsomme anklager mod Danmarks Radios vært Mads Aagaard Danielsen.

En af grusomhederne finder sted, da en ung kvinde skubbes ind i en toiletbås, døren låses og den magtfulde DR-vært Mads Aagaard Danielsen stikker sine fingre op i underlivet på DR-praktikanten.

“Jeg synes, at han (Mads Aagaard Danielsen, red.) på rigtig mange måder gjorde noget forkert,” lyder der fra praktikanten, der ender med at give DR-værten oralsex.

De mange vidnesbyrd står i kø. Det drejer sig om sex-tvang, aggressiv opførsel, trusler om spredning af nøgenbilleder, befamling af kvindebryster i nattelivet og en ekskæreste, der husker sin chokerende tid med DR’s radiovært:

“Mads (Aagaard Danielsen, red.) råber og skriger, knytter hænderne foran mit ansigt, han spytter mig i hovedet, slår sin knyttede hånd ind i væggen, kalder mig … luder og kælling. Han tager min iPad og tramper på den … river og klipper i mit tøj, råber og skriger,” fortæller ekskæresten.

DR-værten Mads Aagaard Danielsen anklages for at have opført sig seksuelt krænkende overfor kvinder, at have sendt kvinder hadefulde beskeder og at have misbrugt sin magt og DR-stilling til at true sig til tavshed om de mange overgreb.

Et af de værste optrin foregår angiveligt på et toilet i Danmarks Radios hovedsæde i København. Praktikanten Maria Dønvangs møde med Mads Aagaard Danielsen under en DR-julefrokost lyder som en scene fra en gyserfilm:

“Det må have været sent på aftenen, jeg kan ikke huske præcist hvornår på aftenen, og jeg kan ikke huske, hvem der kommer ud fra toilettet, og hvem der kommer ind. Men på en eller anden måde står vi begge to ved håndvaskene. Bagved er der toiletbåse,” fortæller Maria Dønvang.

Danmarks Radio afholder en kæmpe julefrokost for alle medarbejderne i december 2015. Og Mads Aagaard Danielsen har udset sig den 25-årige praktikant. Han vil have sex.

“Mads ser mig, og så lægger han hånden på brystet af mig og skubber mig ind på et toilet og låser døren. Jeg kan huske fire helt konkrete ting fra det. At han skubber mig derind og låser døren, at jeg siger ‘du stikker ikke din klamme pik op i mig’,” fortæller Maria Dønvang.

Den klare afvisning vækker ikke genklang hos DR’s Mads Aagaard Danielsen, der tager næste skridt:

“Han stikker sine fingre op i mig,” siger Maria Dønvang, der efterfølgende må give Mads Aagaard Danielsen oralsex i toiletbåsen.

Maria Dønvang slår fast, at hun ikke ønskede sex med den magtfulde Mads Aagaard Danielsen:

“Han og jeg havde ikke på nogen måde en fælles forståelse af, at jeg skulle fysisk skubbes ind på et toilet. Hvis han havde spurgt, om vi skulle liste ud på toilettet og hygge os, havde jeg jo bare sagt nej,” lyder det fra Maria Dønvang.

Den i dag 30-årige Maria Dønvang var tilbage i 2015 universitetspraktikant i Danmarks Radio i afdelingen Tema og Reportage. En stilling, hvor studerende arbejder gratis – eller for nærmest ikke-eksisterende beløb – for Danmarks Radio.

Maria Dønvangs arbejdsplads er et storrumskontor i DR-byen, hvor hun sidder tæt på kollegaen Mads Aagaard Danielsen. De to får et kollegialt forhold til hinanden, men det ender med tvang og sex på et personaletoilet, da Mads Aagaard Danielsen forgriber sig på Maria Dønvang.

“Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke stoppede det. Uanset omstændighederne skubber du aldrig nogensinde et andet menneske ind på et toilet og låser døren, med mindre du er 100 procent sikker på, at det vil hun gerne,” fortæller Maria Dønvang.

Maria Dønvang kalder i dag Mads Aagaard Danielsens opførsel for ‘grænseoverskridende seksuel adfærd’.

“Jeg synes, at han på rigtig mange måder gjorde noget forkert. Han skulle ikke have gjort det her,” lyder Maria Dønvangs anklage mod den erfarne DR-vært.

Mads Aagaard Danielsen er i øjeblikket bortvist midlertidigt fra sin arbejdsplads i Danmarks Radio. Licensgiganten er som altid tavs, når magtfulde journalister tages i groft krænkende adfærd.

“DR kan ikke udtale sig i personalesager, men jeg kan oplyse, at vi i en konkret sag har modtaget en række henvendelser og på den baggrund, tidligt i forløbet, valgt at hjemsende en vært,” fortæller direktøren for DR Kultur, Børn og Unge.

Rækken af anklager mod Mads Aagaard Danielsen er blevet så omfattende, at Danmarks Radio ikke længere kan holde hånden over ham.

Mads Aagaard Danielsen indrømmer selv delvist de mange anklager mod ham. Men radioværten går ikke ind i den specifikke sag om tvungen praktikantsex, der udspiller sig i DR’s toiletfaciliteter.

“Jeg er dybt ulykkelig og forfærdet over, hvordan jeg har behandlet andre mennesker…Jeg skylder alle, som jeg har opført mig grænseoverskridende over for, min største undskyldning. Jeg må skamfuldt erkende, at mit forvoksede ego og mit infantile temperament har betydet, at jeg ikke har været i stand til at indse karakteren af mine handlinger,“ fortæller Mads Aagaard Danielsen.

Den magtfulde DR-vært forklarer, at han vil opsøge professionel hjælp.

*

Mere om den løgnagtige Mads Aagaard Danielsen her