Katheryn Winnick som skjoldmøen ‘Lagertha’ i Vikings, 2013-
Jeg springer konsekvent populærhistoriske serier over, men har intet imod konceptet. Ligesom man ikke behøver servere spaghetti i folkekirker, så behøver man heller ikke lave historien helt om, men det må være tilladt at gengive historien, så der bliver en interessant løbende fortælling. Med klar varedeklaration er det relativt uproblematisk. Universitetsforskningen bør omvendt kun forholde sig til historien, og holde personlige præferencer for sig selv. Skøn kommentar af Anna Libak i Weekendavisen – Halalhalla (kræver login).
“Det er kun få år siden, i 2015, at forskere ved Nationalmuseet i København bekendtgjorde, at Egtvedpigen faktisk slet ikke var dansker. I stedet for en ung, blond pige, der gik og nynnede i Danmarks hus, var det en indvandrer, som var kommet vandrende sydfra op ad hærvejen fra Schwarzwald for at berige danmarkshistorien.
Fra Nationalmuseets side var der tale om en overordentlig progressiv afsløring: Særligt fordi de danske grænser slet ikke var opfundet i Bronzealderen. Man kan derfor ikke udelukke, at pigen ikke anede, at hun var tysker.
Men det har nu ikke standset forskerne. På det seneste er det kommet frem, at heller ikke vikingerne var danskere. Eske Willerslev, bror til Nationalmuseets direktør, har kortlagt deres arvemasse og fundet ud af, at de i virkeligheden var mørklødede latinere. Deres gener er umiskendeligt sydeuropæiske.
Og på den baggrund må det vel efterhånden være tilladt at spørge: Hallo, var der overhovedet nogen danskere med i danmarkshistorien? Og hvis ikke, hvad lavede de så, mens alle de indvandrere havde travlt med at gøre sig bemærket?
Men også andre foruroligende spørgsmål rejser sig efter den nye afsløring. For hvor efterlader det alle de andre forskere, hvis resultater umiddelbart synes at være i modstrid med, at vikingerne var latinere? Tag nu Jeanette Varberg, en anden berømt forsker ved Nationalmuseet, der har påvist, at vikingerne var feminister.
… Som hun sagde: ‘Der var ikke kun mand og kvinde, men måske også queer-vikinger.’
Som man måske fornemmer, så bliver det ikke forskere fra København, der kommer til at afsløre, at Tollundmanden eller Huldremosekvinden gik med klaphat og stemte Dansk Folkeparti. Nej, hvis danmarkshistorien skal afvige fra Enhedslistens partiprogram, så vil det kræve en målrettet indsats…“