Det amerikanske præsidentvalg den 3. november handler ikke bare om, hvem der skal være præsident. Det fundamentale spørgsmål er, om USA fortsat skal styres i overensstemmelse med ånden i forfatningen fra 1787, eller om landet skal overgå til at være en étparti-stat.

I god tid inden valget har Hillary Clinton, som tabte i 2016, åbent fremlagt planen for et statskup:

”Under ingen omstændigheder”, sagde hun for nogle uger siden, ”skal Joe Biden erkende nederlag [concede]. Jeg tror, at dette vil trække ud, og med tiden tror jeg, at han vil vinde, hvis vi ikke giver os en tomme, og er ligeså målrettede som den anden side.”

‘Joe Biden should not concede under any circumstances,’ she said. ‘I think this is going to drag out, and eventually I do believe he will win — if we don’t give an inch and if we are as focused and relentless as the other side is.’ She was referring not just to the election, but what could come after. Her scenario: election night is inconclusive, as postal votes flood in, and with them a debate about their legitimacy. It’s a debate she wants the Democrats to win. ‘We’ve got to have a massive legal operation,’ she said, ‘I know the Biden campaign is working on that.’

Som The Spectator, der sandelig ikke er nogen beundrer af Donald Trump, beskriver hendes scenarie: Intet er afgjort den 3. november, fordi brevstemmer stadig strømmer ind, og så bliver der kamp om deres gyldighed.

Demokraterne er besluttede på at vinde. Som Hillary Clinton siger: ”Jeg ved, at Biden-kampagnen arbejder på det.”

Altså: Ifølge demokraterne, og ingen af dem har undsagt Clinton, skal præsidentvalget ikke afgøres af vælgerne, men efter en langstrakt juridisk magtkamp.

Det er set før, nemlig i 2000, da den amerikanske højesteret måtte gribe ind og standse farcen i Florida, hvor man i længere tid nærstuderede stemmesedler, og endte med at erklære George W. Bush som vinder.

Da demokraterne har forberedt massiv valgsvindel ved såkaldt ”ballot harvesting” og stemmer fra afdøde – samt hunde og katte – hvilket republikanerne naturligvis vil gøre indsigelse imod, ender præsidentvalget i Højesteret. Det betyder, at der kan gå uger eller måneder, før der bliver udpeget en vinder.

Hvem skal i mellemtiden styre USA? Det skal Højesteret, som ikke var tiltænkt denne rolle. I øjeblikket er der kun otte dommere efter Ruth Bader Ginzburgs død, og det formodes, at det vil stå fire-fire, hvis dommerne skal bestemme, hvem der skal være præsident.

Man forstår, hvorfor Trump og republikanerne presser på for at konfirmere Amy Ciney Barrett  som den niende højesteretsdommer. Hun beskyldes for at være tilhænger af forfatningen,

Man forstår også demokraternes plan om at ”pack the Cour”, altså øge antallet af dommere, sådan at den radikale venstrefløj får evig kontrol. Under tirsdagen debat mellem Trump og Biden, blev sidstnævnte spurgt, om det var hans hensigt. Han nægtede at svare og tilkendegav dermed, at det netop er hans plan. Ellers ville han have sagt, at et det kunne han aldrig drømme om.

Hvem styrer det demokratiske parti og med hvilket formål? Man får en fornemmelse af det, når man hører, at New Yorks tidligere borgmester, Michael Bloomberg, vil bruge 100 millioner dollars på at besejre Donald Trump i Florida. Samme Bloomberg udtalte den 2. december 2019, at Kina ikke er et diktatur. Han har også berømmet det kommunistiske regime for dets indsats mod Corona.

Når kapitalister – og Bloomberg er god for 55 milliarder dollars – udtaler sig på en måde, bør man følge pengerne. Der er meget at tjene ved at agitere for fremmede diktatorer.

Det ved Hillary Clinton og Joe Biden, der er blevet hovedrige ved at gå fremmede magters ærinde.

For dem er USA et springbræt til magt og rigdom.

I øvrigt: Hvis USA’s demokrati falder, gør vores også.

Af Lars Hedegaard