Iben Maria Zeuthen, P1-vært, tidligere Radio24syv; Collage: Kristeligt Dagblad, Youtube

Tilbage i 1978 skrev en række revolutionære journalister om problemet med det borgerlige ‘normalitetspres’, der krævede at man skulle ‘høre begge parter’ i en konflikt. Det var indoktrinering, at man skulle ’skrive objektivt’, men der var dog måder hvorpå man kunne omgå ‘borgerlige journalistiske normer om balancering’. Man kunne som journalist, ’sørge for at finde en person’, der kunne ‘give historien et alibi med sine udtalelser’. Kort fortalt: Man kunne få andre til at sige, det man vil have frem.

Flere studerende i antologien endte på Ekstra Bladet, hvor ulidelige Iben Maria Zeuthen, nu som P1-journalist, forklarer, at man som journalist ikke bør give taletid til dissidenter ift. emner såsom ‘HPV-vaccine, formidling af klimakrisen og kampen for ligestilling’. Højrefløjen er jaget vild på sociale medier, og nu vil en journalist på et statsmedie så have fjernet folkevalgte højreorienterede fra sendefladen. Formen har ændret sig fundamentalt siden 70’erne, men det totalitære er stadig lige under overfladen hos røde journalister.

Jeg har fremhævet det værste, men klummen bør læses sin helhed. Iben Maria Zeuthen kommenterer på EB.dk – Pia Kjærsgaard er kvindekampens Bjørn Lomborg.

“Når man bliver journalist, lærer man sådan noget med altid at sørge for, at det modsatte synspunkt er repræsenteret i de historier, interviews eller debatter, vi arrangerer. Men nogle gange bliver valget af modsat synspunkt ikke udtryk for korrekt journalistisk skoling, men derimod udtryk for manglende mod og ansvar.

Som udgangspunkt er det at give plads til en opposition altid en god ting, for når vi giver plads til en kilde, der går imod det repræsenterede udsagn, sikrer vi os en demokratisk og afbalanceret dækning. Men der er enkelte meget vigtige undtagelser.

… Lad mig opsummere: Det er vigtigt, at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem med det modsatte synspunkt, når det modsatte synspunkt en gang for alle er underkendt. Og det går nogle gange for langsomt.

… de forsinker med deres meninger et ligestillet samfund. … En af de fornemste repræsentanter for den fløj er selveste Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Hun var imod Sofie Lindes Zulu-svada, og hvad vigtigere er: Hun er bekymret for den nyligt vedtagne samtykkelov.

… Og nu kommer min egentlige pointe: I et demokratisk samfund skal der være plads til uenighed. Men Pias udsagn tyder ikke på uenighed med Linde, de tyder på uvidenhed og bedagethed. Og det er her, jeg mener, at vi som journalister kan hjælpe sagen bedre på vej:

Vi behøver simpelthen ikke invitere hende ind og tale om ligestilling. Pia har intet særligt kendskab til emnet. Hun har ikke researchet… Derudover taler hun mod bedre vidende, og hendes synspunkter er både modbeviste og uddaterede.

… Sæt Pia Kjærsgaard over i hjørnet til Bjørn Lomborg. Jeg tror, de kunne få en fantastisk hyggelig aften. Og imens kan vi andre komme videre med at gøre verden til et bedre sted. Det må jo for pokker være det, der er meningen med det hele.”