Som nogle vil huske, promoverede den kommunistiske teoretiker den såkaldte materialistiske historieopfattelse, der enkelt udtrykt er påstanden om, at pengene styrer verden. Folk har økonomiske interesser, og uanset hvordan de prøver at få deres adfærd til at fremstå som noget andet, har de rigeste blikket stift rettet mod den størst mulige profit. Marx understregede sin opfattelse ved at forklare verdenshistorien som drevet af klassekamp. Det var altid de rige mod de fattige og i vores tid kapitalisterne mod lønarbejderne.

Denne enkle verdensforklaring er gået af mode, men som den engang indflydelsesrige økonom John Kenneth Galbraith bemærkede i bogen The Affluent Society (1958), havde han aldrig mødt mere overbeviste tilhængere af den materialistiske historieopfattelse end amerikanske kapitalister. Det har næppe ændret sig siden. Derimod prøver verdens største pengepugere at bortlede opmærksomheden fra deres profitbegær ved at fremstille sig som forkæmpere for alt muligt andet: klimaet, antiracismen, deres filantropiske indsats i Afrika, modstanden mod ”populisme” og lignende.

Det ville ikke have gjort indtryk på Marx. Han ville have skåret igennem de floromvundne udgydelser og set på, hvad verdensherskerne i Silicon Valley og Wall Street får ud af at binde den jævne befolkning historier på ærmet.

Det ville derfor ikke have undret ham, at de rigeste kapitalister, verden har set, kaster deres kærlighed på den kinesisk-betalte Joe Biden og Senatets mest venstreradikale medlem, Kamala Harris.

De rige hælder naturligvis store summer i disse personers kampagner og i deres gadekæmpere fra Black Lives Matter og Antifa, fordi de er sikre på, at socialistisk propaganda i dagens Vesten er deres mest effektive middel til at stikke de mindrebemidlede blår i øjnene og beholde magten og tjene flere milliarder.

Kønt er det ikke, men det er klassepolitik sjældent.

Af Lars Hedegaard