Det danske fodboldlandshold har besluttet at knæle før kampen mod England. Det sker ifølge landsholdet selv som en protest mod ”racismen”, der åbenbart er blevet et kæmpeproblem i Danmark. For hvorfor skulle de overbetalte drenge ydmyge sig, hvis de mente, at den meget omtalte ”strukturelle racisme” blot var et engelsk eller amerikansk fænomen? Vil de også krybe, før de skal spille landskampe i Dubai, hvis stadion mestendels er bygget af asiatiske slavearbejdere? Mit gæt er, at det vil de ikke, for det er ikke på mode at omtale slaveriet, der hvor det eksisterer i bedste velgående.

Som Anders Næsby gør opmærlsom på i en kommentar i Jyllands-Posten (7. september), har bevægelsen, Black Lives Matter, som har drevet den ”antiracistiske” propaganda, efterhånden ikke meget med racisme at gøre, men er en revolutionær organisation, der har til hensigt at omstyrte det amerikanske demokrati ved at opildne til vold og borgerkrig.

Selv kalder de sig ”trænede marxister”, hvilket dog ikke har forhindret storkapitalistiske foretagender i at donere store pengebeløb til disse fuldtidsrevolutionære, der rejser rundt i USA for at brænde byer af. En underlig alliance, skulle man måske mene, men så skal man huske, at Kina kalder sig kommunistisk, og intet sted har storkapitalen det bedre – og intet sted har den jævne befolkning færre rettigheder.

Kun de mest uoplyste kan betvivle, at organisationer som Black Lives Matter og Antifa har langt større ambitioner end at bekæmpe raceulighed. De vil bekæmpe USA ved at skræmme borgerne til underkastelse, og midlerne er ikke kønne. Kønt er det heller ikke, at voldshandlingerne ikke bare tolereres, men opmuntres af politikere fra det demokratiske parti, der under ledelse af demokraternes egentlige præsidentkandidat, Kamala Harris, har placeret sig i en position, som vi i Danmark ville kalde til venstre for Enhedslisten.

Hør hvad Guy Millière har at berette i Gatestone (6. september): 

”Det er første gang, at adskillige byers borgmestre og andre lokale embedsmænd bevidst har beskyttet kriminelle på bekostning af de lovlydige borgere og har ladet ødelæggelserne finde sted. Seattles (demokratiske) borgmester, Jenny Durkans, overlod et helt byområde kaldet CHAZ (og senere CHOP) til oprørere og mente, at det politifrie område ville blive en “kærlighedssommer“, hvorefter hun forholdt sig passivt, mens der skete voldtægter, hærværk og mord. Portlands (demokratiske) borgmester, Ted Wheeler, har i næsten tre måneder tilladt, at et helt boligområde faldt i oprøreres hænder. Byrådene i USA’s to største byer, New York og Los Angeles, har besluttet at beskære budgetterne til deres politistyrker drastisk. Byrådet i Minneapolis går endnu længere og har besluttet helt at nedlægge byens politi.” 

Gud ved, om min ekskone, min datter og mine tre børnebørn, der bor i Minneapolis, glæder sig til den varme kærlighed, der vil sænke sig over den politiløse by? Det gør de måske, for alle de voksne i familien stemmer demokratisk.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, karakteriserer pøbelvældet som “fredelige demonstrationers umådelige magt” og sammenligner amerikanske politibetjente med nazitidens stormtropper.

Jeg er bange for, at det danske landsholds tidligere så umådelige magt og populatitet vil skrumpe i takt med USA’s opløsning, men det har de tydeligvis ikke tænkt på.

Af Lars Hedegaard