Oktober 1939: Sovjetiske og Nazityske militære mødes ved den nye grænselinje der løber gennem det okkuperede Polen.

”Kommunismen efterstræber såvel i sin lære som i sin praksis et dobbelt mål. Den gør ikke dette i al hemmelighed eller fordækt, men åbent, i fuld offentlighed og med alle midler, selv de voldsomste: en ubønhørlig klassekamp og den fuldstændige afskaffelse af den private ejendom. For at nå dette mål viger den ikke tilbage for noget, intet respekterer den:  der hvor den har taget magten, viser den sig så overnaturligt umenneskeligt, at man vægrer sig mod at tro, at det kan være sandt; men vi har vidnesbyrd om de frygtelige massakrer og ruiner der følger i dens fodspor i Østeuropas og Asiens umådelige lande” Således talte Pave Pius 11 i sin encyklika i 1931. 

Dette står at læse i forordet i Kommunismens Sorte Bog  (1997/2002),  som er en  detaljeret gennemgang af kommunismens forbrydelser i alle de lande , hvor kommunistpartiet har været ved magten.  Selvfølgelig har man altid erkendt forskellen mellem doktrin og praksis,  ideal og virkelighed, men det kriminelle aspekt ved kommunismen har altid været fortiet,  og det er der mindst fire grunde til. 

1.  Den første har at gøre med selve revolutionens ide. Selv i dag er man langt fra færdig med det sorgarbejde der er forbundet med ideen om revolutionen og dens symboler: det røde flag, den knyttede næve, Internationalen. Che Guevara er atter …på mode.  Mao-sko går aldrig af mode. Revolutionære bevægelser der er aktive i dag tøver ikke med at udtrykke deres foragt for den mindste kritiske overvejelse

2.  En anden grund er at Sovjetunionen havde anpart i sejren over nazismen.  Fra og med  juni  1941  deltog kommunisterne i de besatte lande i den aktive,  ofte bevæbnede modstand mod den nazistiske eller italienske besættelsesmagt.  De mange tab i denne kamp er brugt til at sakralisere kommunismen og forbyde enhver kritik af den, desuden har mange ikke-kommunister i løbet af kampene knyttet solidaritets- og blodbånd med kommunister, hvilket har forhindret mange i at åbne øjnene. Under Nürnberg-processen  stod Sovjetunionen da også blandt sejrherrerne og kunne uden problemer  kalde sig forsvarere af antifascismen, vel nærmest et sandhedskriterium for venstrefløjen og det blev i efterkrigstiden et varemærke for dem. Tænk  bare på ANTIFA, der i dag har givet sig selv en moralsk ret til at slå alle andre bevægelser ned.   

3. Efter 1945 stod holocaust  folkedrabet på jøderne som paradigmet på  det moderne barbari,  vel i så høj grad at det optog al pladsen i det rum som erfaringen om det 20. århundredes masseterror dækkede.  I den senere tid har fremhævelsen af det singulære ved folkedrabet på jøderne og opmærksomheden på denne exeptionelle grusomhed skærmet for andre realiteter af samme orden i den kommunistiske verden.  Vi ser det også i dag  i DR  ogTV2,  hvor et monomant fokus på nazismen skygger for et mere sagligt og objektivt blik på kommunismens forbrydelser.  Hver anden dag hører vi om det ”ekstreme højre”,  som ligger lige ved siden af nazismen, det vil sige en hypnotiserende dagsorden ved alle de mange dokumentarprogrammer om nazismen, der mistænkeliggør  de højre-nationale men aldrig et ord om hvad kommunismen  har forårsaget.

4. Kommunismen er blevet Den moderne  ånds drøm,  fantasien om det perfekte samfund, et samfund renset for menneskelig  svaghed…et kongerige af fornuft. De fleste er vist inderst inde klar over, at den grumsede virkelighed ikke har meget med idealerne at gøre, men det som om man siger: Bliv os fra livet med jeres kendsgerninger og lade os have vore drømme og antagelser i fred! 

Utallige er forsøgene på at skabe et bedre samfund,  fra Den Franske Revolution  til omvæltningen i Iran,  meget forskellige  men  dog er begge revolutioner besjælet af ambitionen om at skifte et gammelt regime ud med et nyt og mere retfærdigt. I Iran var det med Allahs vilje, at samfundet blev ensrettet, i Rusland var det Lenin,  og  i Kina  lederen af KKP, Kinas kommunistparti, Mao Tze Dong, der som en ny tyran blev en moderne Ivan Den Grusomme for sin befolkning og samtidig en ledestjerne for Vestens intellektuelle.  Kina ligger så langt væk, at man med en afgrundsdyb uvidenhed kunne romantisere  og idealisere formanden og bagatellisere  hans mange eksperimenter, hvis omkostninger ingen fantasi kan rumme.  Det skulle blive vejen mod et sandt helvede.  Men en af de venstre-intellektuelles talerør, Jean Paul Sartre  kunne med stor autoritet og en omfattende uvidenhed rose Maos  revolutionære vold som” dybt moralsk” ! Inden man hengiver sig til drømmene om kommunismen i Kina bør man læse  Chang og Hallidays bog:  Mao Den ukendte historie. 

 Når det kommer til Mao  og hans berømte eksperimenter i  Kina,  må  vi forstå ham i  sammenhæng med hans ideologiske storebror,  Stalin.  I  årene omkring 1930  og  helt frem til den officielle magtovertagelse i 1949  stod Stalin  og hans styre  bag  Mao.  Ja, det er umuligt, at Mao havde  kunnet gribe magten  uden  den sovjetiske diktators villige hjælp.  

Endnu inden  Stalin  var udåndet,  var  Mao  i fuld gang med sine eksperimenter.  Selvom der i  Sovjetunionen foregik et moderat opgør med Stalins diktatur i løbet af halvtredserne,  havde venstrefløjen med glubende og hovedløs iver for længst  kastet sig over  den nye formand. Kan være at DKP  fik en  foryngelse med oprettelse af SF, Socialistisk Folkeparti,  men i grunden var det vel egentlig blot en lettere fortyndet udgave af Danmarks Kommunistiske Parti.  Spørg fx  bare til, hvor mange af SFs eller Enhedslistens medlemmer der har læst Solzjenitsyns eller Orwells bøger…Den landsforviste Solzjenitsyn  var i mange år en torn i øjet på de kulturradikale  som fx  Rifbjerg,  der  skrev et pinligt smædedigt om  den store russiske forfatter!   Har man nogen sinde hørt en SF´er tage et sandt opgør med den sovjetiske kommunisme ?  Hvorfor ikke, alene af den grund at ordet kommunisme  har en forunderlig  religiøs undertone af noget smukt og ophøjet et sandt himmelsk fællesskab under blafrende røde flag,  som  for mange ikke kan forbindes med GULAG,  undertrykkelse  og 1984.  Det har altid undret mig, at det først og fremmest er de veluddannede på seminarier og universiteter der bevidstløst har hyldet kommunismens spøgelse.  Dette har Bent Jensen for længst behandlet i sin bog ” Stalinismens fascination og de danske venstre-intellektuelle”.   Kan man i dag tale om en lignende fascination af Fredens religion?  Jeg ved at Michel Foucault  var panegyrisk- begejstret i sit forhold til den iranske revolution,  som han opfattede som en politisk spiritualitet, revoltens mystik, og Khomenei så han som et stort menneske. Ufatteligt, at en mand som i dag er ledestjerne for mange akademiske intellektuelle har dyrket en religiøs lederskikkelse, hvis tænkning har rødder i det 7. århundrede efter Kristi fødsel!   Læs  her. 

Man tager sig til hovedet  idet man spørger til hvordan så noget , det kan gå til.  Jeg tænker man ser jo det man vil se,  og hvis Mao eller Khomenei opfattes som julemænd,  ja  så kan de vel ikke være andet….!!!???!

Mao  havde hørt rygter om, at man fra ledelsens side havde planer om at mobilisere hæren mhp  at  sætte en stopper for formandens vanvittige  aktiviteter.  I hemmelighed planlagde han sammen med sin kone Jiang Qing og hans tro væbner Lin Biao at starte en ny revolutionær bevægelser, der blandt skulle omstyrte kunst og kultur  i hele landet 

Den 5. august 1966 omringede en gruppe rødgardister en pigeskole i Peking/Beijing. Inspektøren her, en halvtredsårig  mor til fire, blev sparket og trampet på af rødagrdisterne, hvorefter der blev hældt kogende vand på hende. Hun blev herefter tvunget til at slæbe tunge mursten frem og tilbage,  mens hun slæbte sig forbi pigerne blev hun pisket med læderbælter fra hæren med messingspænder og kæppe med sømpigge.  Kort efter faldt hun sammen og døde.  Bagefter aflagde de ledende aktivister rapport til den nye ledelse. De fik ikke besked på at stoppe – hvilket blot betød, at de kunne fortsætte.

Resten af sommeren  det år smadrede rødgardister løs i hver eneste  større og mindre by samt i nogle områder på landet. Et hjem med bøger og andre ting med tilknytning til kultur,  blev et farligt sted. Af frygt for at rødgardister skulle komme brasende og tortere familien, hvis de fandt kultur i hjemmet, brændte skræmte borgere selv deres bøger eller solgte dem som brugt papir og ødelagde selv deres kunstgenstande.  Således lykkedes det Mao at tilintetgøre kulturen i kinesiske hjem – 

 Midt i september 1966 var landet gennemterroriseret, og Mao følte sig klar til at gå efter sit virkelige mål:  Embedsmændene i partiet.   I mangt og meget kunne Maos styre sammenlignes med  noget af det Orwell skrev om i 1984 (skrevet i 1948),  men med grusomheder som Orwell  næppe havde fantasi til at forestille sig

Sartre: ”Ethvert revolutionært regime må skille sig af med et vist antal individer, som truer det, og jeg ser ingen anden måde at gøre det på end døden”

Faktisk lærer unge kinesere stadig i skolen, hvor rar en onkel Mao var – en leder, der kærede for sit folks vé og vel. Denne myte kunne let blive punkteret, hvis lederne turde prikke et hul i den. Men som Kina-specialisten Jonathan Mirsky skrev i juli i The International Herald Tribune:

“Formandens eftermæle bliver stadig forsvaret, fordi uden Mao ville et sort hul gabe under kommunistpartiets fødder. Man må erindre, at Lenin blev stående efter Nikita Khrustjovs fordømmelse af Stalin. Uden Mao ville hans arvtagere blive efterladt hængende i et ideologisk tomrum”.

Dræberkniv til alle

Jung Chang hævder, at Mao blev fascineret af rendyrket vold, da han bevidnede, hvordan bønder i Hunan-provinsen mishandlede landejere under et oprør i midten af 1920’erne. Især ofrenes frygt for en skarpsleben, tveægget dræberkniv gav ham stor tilfredsstillelse. “De revolutionære myndigheder burde give hver yngre og middelaldrende mand én. Benyttelsen af den bør ikke være begrænset”, skriver Mao, der i den periode var leder af provinsens kommunistparti. I en rapport om sine iagttagelser til partiets ledelse i Shanghai (der også gik videre til Stalin i Moskva) skrev Mao, at han ved synet af de brutale overgreb på landejerne havde følt “en form for ekstase, som jeg aldrig har oplevet før. Det er vidunderligt, vidunderligt!”

Et terrorvælde var absolut nødvendigt for at fuldføre en revolution i Kina, mente Mao. Her adskilte han sig naturligvis ikke fra Lenin og Stalin. Men hans biografer Chang og Halliday peger på, at hverken Stalin eller Hitler gik til så ekstreme yderligheder som Mao i deres benyttelse af vold som et politisk virkemiddel til at opretholde og ekspandere deres interne magtstilling i partiet og i landet.

Eller  som  den kloge Sartre udtrykte det:  ”Enhver antikommunist er en hund”

Redaktør/forfatter Jan Bredsdorff om kulturrevolutionens sejr og menneskelighed (1968)

Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet at et samfund styres af mennesker og at mennesker styres af menneskelighed.

Hans lige så  intelligente  livsledsager Simone De Beauvoir supplerede ham: s.   523    ”hans (Maos)  magtudøvelse er ikke mere diktatorisk end  fx  Roosevelts  var.  Det nye Kinas forfatning gør det umuligt at koncentrere al magt i en enkelt mands hænder”