Fra Orson Welles’ filmatisering af Kafkas Processen (1962)

Det siger alt om mediebranchen at den absurde proces mod Snaphanen-Steen, kun når et massemedie i form af en kommentar. Det har tilsyneladende ikke journalistisk interesse, at en 68-årig ikke tidligere dømt mand piskes rundt i systemet i årevis, for noget der vanskeligt kan siges at være en forbrydelse. Eva Selsing overværede bloggerens ‘personundersøgelse’, og kommenterer forløbet i Berlingske – Jeg vil vide, hvem der misbruger deres magt til at jage islamkritikere (kræver login). Mere om sagen på Snaphanen.dk.

“Det er tidlig morgen 12. maj 2019. Klokken 6.30 banker det på døren hos den pensionerede fotograf og blogger Steen Raaschou. Ind trænger fem(!) fuldvoksne betjente. De ransager boligen, anholder ham og tager ham med på politistationen i håndjern, hvor han bliver tilbageholdt i en celle. De tager hans snørebånd. Imens ransager de hans lejlighed og konfiskerer hans elektroniske udstyr. Det må være en voldsom forbrydelse, han er mistænkt for at have begået…

Steen havde skrevet et indlæg på sin islamkritiske blog ‘Snaphanen.dk’ om henrettelsen af Maren Ueland og Louisa Vesterager Jespersen, begået af en gruppe muslimske mænd. Den såkaldte Marokkosag, som chokerede os alle. I indlægget viste han ikke videoen, men delte et link til den samt et pixeleret screendump. …

Hvorfor gjorde han det? I de etablerede medier hed det, at ofrene havde ’skader på halsen’. En bevidst og syg løgn, der gik verden rundt, der var tale om halshugning. Steen Raaschou skrev sit indlæg, fordi danskerne har krav på at kende sandheden.

… Steen Raaschou har endnu ikke fået sit elektroniske udstyr tilbage fra politiet. Han har ikke engang modtaget en officiel sigtelse, selv om der nu er gået et år og tre måneder siden anholdelsen. Så meget desto mere kafkask er det, at han så for nogle måneder siden modtog en indkaldelse til en såkaldt ‘personundersøgelse’ hos Kriminalforsorgen. …

Det er en samtale, hvor en socialrådgiver udspørger den kriminelle om vedkommendes mentale, sociale og økonomiske habitus med henblik på at afgøre den sigtedes egnethed til for eksempel samfundstjeneste.

Jeg fik lov at være med og måtte se Steen Raaschou sidde på en stol i et lille lokale og besvare nærgående spørgsmål om social status, sygdomme, eventuelt forbrug af euforiserende stoffer og private relationer.

En fredelig, dannet, vidende mand på 68 år, som har viet en del af sit voksne liv til at oplyse os andre om multikulturens foruroligende følger – alt det, de etablerede medier og myndigheder fortier. Jeg rystede af raseri før, under og efter. Der sidder et menneske derinde i systemet, som er ansvarlig for denne forfølgelse.

Som har truffet beslutningen om at chikanere Steen Raaschou, Jaleh Tavakoli og Jeppe Juhl. Som har misbrugt sin magt på det groveste -ikke utænkeligt af politiske årsager. Det har samfundets interesse at vide, hvem den ansvarlige er. Ingen skal misbruge systemet til at retsforfølge fredelige fædrelandskærlige borgere, som blot fortæller sandheden. Ingen.“