Muellers to år lange efterforskning af Trump, for at være i ledtog med russerne, kom i stand fordi Trump udgjorde en fælles trussel mod mange forskellige interesser.  Som outsider skyldte han ikke den indspiste magtelite sin position. Både Demokrater og Republikanere så med væmmelse på det folkelige, Trump repræsenterede, men også truslen mod politiske konsensus og de mange lobby-interesser.

Efterretningsvæsenet var korrumperet (endnu mere) i præsident Obamas præsidentperiode, hvor et karriere kapløb skubbede højtstående agent ud i stadigt mere magtmisbrug og lovovertrædelser, næret af politisk ideologi og et ønske om at værne om “the interagency consensus”. Mange havde interesse i at stoppe Trump, men det blev Hillary Clintons interesser, der valgte at slagmarken for dem alle skulle hedde Rusland.

John Solomon mener at forklaringen på, at Trump blev forbundet til et pludseligt sinistert tegnet Rusland, grundlæggende var en afledningsmanøvre, fra Demokraterne side. Forholdet til Rusland blev flere gange forsøgt forbedret af Obamas regering med Clinton som udenrigsminister. Håbet var, at ved at udvise velvilje, ville Putins regering indse at et gensidigt respektfuldt forhold ville være til fælles bedste – samme logik, der lå bag aftalen med Iran. Putin, forklarer Solomon, forsøgte på sin side, at gøre Vesteuropa afhængig af russisk gas og energi og derved opnå en kontrol, som han havde over meget af østeuropa og Ukraine.

Med USA er det uran, der er den strategiske energiform. En atomaftale med Iran krævede russernes samarbejde, så USA gav russerne adgang til amerikansk uran, via selskaberne Uranium One og Rosatom. Amerikanerne hjalp også russerne med at konstruere et ‘Silicon Valley’ i Rusland, Skolkovo i Moskva (hvorfra mangen en god ‘bot’ angiveligt senere har blandet sig i den amerikanske valgkamp). Men Putins Rusland var ikke interesseret i gensidige interesser, kun Ruslands egne interesser, og annekterede snart Krim halvøen og begyndte ved sine proxy-militser af bekrige Ukraine.

Denne Chamberlainske fiasko ville skabe alvorlige forklaringsproblemer for Hillary Clintons valgkamp. Ydermere så det ud til, at folk med forbindelse til uran handelen var kommet til at berige sig selv økonomisk i den ‘pay-for-play’ kultur der præger både Washington og Moskva. En intern meningsmåling bestilt af Demokraterne viste, at Clintons håndtering af USAs udenrigspolitik overfor Rusland var langt mere belastende for vælgernes tillid, end selv sagen om hendes emails. Derfor blev det altafgørende for Hillary Clintons valgkamp, at undgå at debatten kom til at handle om Rusland. Og dette kunne måske lade sig gøre, ved at foregøgle Republikanerne, at det var Trump der havde russiske skeletter i sine skabe.

Christopher Steele, en tidligere britisk efterretningsagent, var blevet hyret af Hillary Clintons valgkamps-maskine via firmaet Fusion GPS, der allerede havde gjort et stykke gravearbejde om Trump på vegne af en af Trumps republikanske modstandere fra primærvalget, til at fortsætte denne Trump research, men nu med et russisk perspektiv. Steele kendte en medarbejder i det politiske analyseinstitut Brookings, Igor Danchenko, “a Russian national with a checkered past that includes criminal convictions overlooked by the FBI”, bosiddende i USA, der på sin side påstod at kende russere, der vidste hvad Trump havde af russiske skeletter i skabene.

Men historierne som Danchenko fortalte om Trump stammede ikke fra kilder med indsigt, men venner i hans intense drikkelag. Steele arbejdede videre med disse ‘efterretninger’, hvis de savnede lidt kulør eller han fremstillede selv nogle med god fantasi og sendte de mange mindre rapporter – hvad der samlet blev kendt som Steele rapporten (‘Steele dossier’) – til de amerikanske efterretningstjenester, flere prominente politikere og de fleste mediehuse.

Steele rapporten, der altså var ren fabrikation og var blevet til på Hillary Clintons vegne, blev brugt meget forskelligt. FBI brugte dem til at overbevise en domstol til at give dem dommerkendelser til at aflytte og efterforske medlemmer af Trumps organisation, heriblandt Trumps sikkerhedsrådgiver general Michael Flynn. Den blev også brugt til at intimidere Trump, ved at lade ham forstå at man havde efterretninger om  at hans organisation var blevet kompromitteret og at man sandsynligvis ville finde mere, som tiden skred frem (en byggematador fra New York ved hvad gangstermetoder er). 

Og ved at informere Trump officielt, fik man samtidig gjort rapporten til en nyhedshistorie. Pressen havde ellers vægret sig ved at fortælle om Steele rapporten, så underlødig den tog sig ud og så umulig den var at verificere. Men med FBIs anerkendelse af at, den indgik i deres samlede efterretninger fik den nyhedsværdi. Hele ideen om Trumps forbindelser til ‘russerne’ blev nu en samlet fortælling og en medieskabt moral-panik, der var grundlaget for at udpege tidligere direktør for FBI til at lede en undersøgelse af alt vedrørende Trumps organisation og russere, med en mulig rigsret til følge.

Hvor meget Hillary Clinton er en del af denne skandale vil man aldrig få at vide, men hun har været fuldt vidende om det basale forløb. Mest ligner forløbet et udtryk for en gennemgående inkompetence for Hillary Clintons valgkampsmaskine og Demokraterne, når man ikke formår at grave en eneste skandale op på en byggematador og celebritet med flere ægteskaber bag sig. I stedet hyrer man en mand, der på en tilfældig russisk alkoholiker og hans drikkelags vegne, opdigter utroværdige historier. I alle andre tider, ville dette være en hurtigt afsløret skandale, men sammen med alle de andre skandaler, der tilsammen udgør kupforsøget mod Trump, blev det en del af en perfekt storm.