Galal & Liebmann, 2020: Magt og (m)ulighed: Mellem ulighedsstrukturer og æreskultur; Mere: RUC)

Tilbage i 2017 ville Udlændinge- og Integrationsministeriet under Inger Støjberg have et opgør med berøringsangsten i forhold til ’social kontrol’, og afsatte 73,4 mio. til en national handlingssplan. To RUC-forskere fik to millioner til et projekt, som konkluderer at social kontrol som begreb ikke gav mening, men at unge muslimer udsættes for et ‘konformitetspres’. Løsningen er en styrkelse af de religiøse fællesskaber, og mere viden om Koranen, så kvinderne kan stå imod majoritetssamfundet.

Rapportens ene forfatter Lise Paulsen Galal er ligesom hendes mand professor Ehab Galal tæt involveret i ‘Forum for Islamforskning’, der udgiver ‘Tidsskift for Islamforskning’. Jeg skrev første gang om forskerparret her på bloggen tilbage i 2005. Femten års pseudo-forskning har blot medført højere løntrin. Antropologerne Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe gennemgår rapporten i Weekendavisen, hvor hele artiklen kan læses – Valuta for Støjbergs penge.

“… Forskerne har interviewet 53 ‘etniske minoritetsborgere’ i Vollsmose og Slagelse om, hvilke begrænsninger de oplever. Rapporten skriver at, ‘de primært føler sig begrænsede af repræsentanter for majoritetssamfundet, når de har været udsat for mobning, stigmatisering og/eller diskrimination i kraft af deres etno-religiøse minoritetsbaggrund. Nogle informanter forbinder helt eksplicit begrebet ’negativ social kontrol’ med overvågning og krav om konformitet fra velfærdssamfundets side (for eksempel i forhold til tøjvalg i forbindelse med, hvorvidt, hvor og hvor meget muslimske kvinder må bære tørklæde og være tildækkede)’.

Rapporten konkluderer også, at ære forstås så forskelligt af informanterne – overvejende ressourcestærke, praktiserende muslimer – at det ikke giver mening at bruge ordet hverken som analytisk begreb eller som anvendt begreb i det forebyggende arbejde: ‘Konformitetspres, der begrundes med og motiveres af kvindens ære og ærbarhed, der følgelig afspejler hele familiens ære, er med en enkelt undtagelse ikke en erfaring, vores informanter nikker genkendende til.’

… Og når han ikke kan blive anerkendt af majoritetssamfundet, kan han i det mindste påkalde sig ære i minoritetssamfundet. I det omfang ære eksisterer i de etniske minoritetsmiljøer i Vollsmose, er altså majoritetssamfundets skyld, hvis man skal følge forskernes konklusioner.

Rapporten fungerer som talerør for overvejende selvbevidste kvinder, der er stærke i deres Koran, og som rynker på næsen af mindre religiøse kultur-muslimer. Disse kvinder har ingen problemer med æresrelateret social kontrol, for de ‘følger religionen’ og giver udtryk for, at islam giver dem alle de rettigheder, de har brug for. Rapportens forfattere tager kvinderne på ordet, og en af dens anbefalinger er netop at styrke de religiøse fællesskaber og gøre unge kvinder (og mænd) mere vidende om Koranen. Det giver nemlig en ‘moralsk og intellektuel overlegenhed’, og de kan argumentere for deres religiøst funderede rettigheder.

… Opdragets formål, som var ‘at styrke det vidensbaserede arbejde inden for forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol’, får forfatterne vendt til at handle om ‘begrænsninger i hverdagen’ og ‘konformitetspres’. …

Når rapporten affejer eksisterende vidnesbyrd og forskning, afmonterer den problemet. Det er muligvis også forfatternes hensigt, men med hvilke konsekvenser? …

Som forskere i dette felt gennem mange år søgte vi samme forskningspulje tilbage i 2017, men SIRI valgte i stedet de andres projekt med den begrundelse, at de havde ‘en nyskabende tilgang’. Vi spørger derfor: Er SIRI tilfredse med resultatet? Er dette en nyskabende og brugbar tilgang til forebyggelse af social kontrol?“