Radikale Zenia Stampe pointerer på Facebook, at grunden til at somalierne er voldsomt overrepræsenteret i corona-statistikken, skyldes at Pernille Vermund og Dansk Folkeparti har ’skåret så meget i deres indkomst, at de må leve mange mennesker stuvet sammen på få kvadratmeter’. Uanset hvad, så er det altid danskernes skyld.

En Otto Adam Paladin kommenterer på Facebook.

“… Jeg ejede for en del år siden en 1960’er boligejendom i en københavnsk omegnskommune med gode fireværelseslejligheder og ordnede forhold med bl.a. fællesvaskeri i kælderen.

Jeg annoncerede en lejlighed ledig og fik en forespørgsel fra Dansk Flygtningehjælp, om jeg ville leje ud til en irakisk flygtningefamilie på fire personer. Jeg var som så mange venligt stemt over for flygtninge fra krig og rædsel, så jeg indgik en aftale med Flygtningehjælpen, og ind flyttede en familie på fem; to voksne og tre børn.

Øh… var det ikke to voksne og to børn? Jo, men de havde et ekstra barn, de ikke lige kunne huske hvad hed, men som var fra den samme landsby og blot ventede på familiesammenføring. Jeg var naiv og accepterede.

Efter kort tid klagede et par andre beboere over, at der tilsyneladende boede temmelig mange i lejligheden, og at der var en slags folkekøkken og offentligt bad meget sent om aftenen. Da jeg, som udlejer, retmæssigt bad om adgang til lejemålet med sædvanligt varsel, blev adgang nægtet med henvisning til, at jeg, som mand, ikke måtte betræde et areal med muslimske kvinder.

Jeg henvendte mig derefter til Flygtningehjælpen, og med dens mellemkomst fik jeg adgang. Der var madrasser overalt i lejligheden. Vi talte 16. Den stakkels medarbejder i Dansk Flygtningehjælp (jeg har navnet) fortalte sukkende, at dette var endnu et tilfælde af den sædvanlige svindel med boliger. En familie lejer en lejlighed, hvorefter to-tre andre familier flytter ind. De har alle fået tildelt lejligheder, som den danske stat betaler leje for, men ‘flygtningene’, der flytter sammen, lejer disse lejligheder ud til nødlidende danskere, opkræver leje i hemmelighed og indkasserer på den måde leje af lejemål, staten har betalt for.

Som en lille – ubehagelig – krølle forlangte manden i huset en vaskemaskine i lejligheden, ‘fordi hans kone ikke skulle risikere at stå med de vantro i vaskekælderen’. Det var virkelig ordene. Han fik blankt afslag, og i øvrigt blev de opsagt med hjemmel i lejelovens regler om antal personer i et lejemål.

Jeg blev truet på livet og flyttede i en kort periode i mit sommerhus, men der skete intet, og de flyttede.

Den små Stampe kan pakke sin forargelse væk og forsøge at sætte sig ind i ‘deres kultur’, og grunden til vores mistro og svindende velvilje.”