Knivskarp kommentar af den tidligere RUC-lektor Henrik Jensen, der iskoldt opridser vilkårene for det borgerlige Danmark. Vi kan ikke vinde på egne præmisser, og medmindre vi vil vinde Pyrrhussejre med venstreorienteret politik, så skal der nye boller på suppen. Kristen er ikke noget man sådan bliver, men det kulturkristne er overalt, og det er lige præcis det der definitivt adskiller venstrefløjens ateist-humanister fra ikke-vestlige indvandring. Man skal turde være mere kristen, mere national, og på sigt skabe grobund for en egentlig konservativ borgerlighed.

Jeg er i udgangspunktet pessimist. Før borgerligheden danner åben front mod den statsfinansierede røde folkeopdragelse (uddannelse/medier), og kæmpe hårdt for at stoppe influx af nye røde vælgere (indvandring), så forsvinder den nationale borgerlighed år for år. Liberale Simon Emils foragt for Nye Borgerlige er et myggestik, i forhold til den store kræftknude: Hele generationer skoles ind i en offentlighed hvor konservatisme er et negativt ladet begreb. Man kan tale danskheden op, men hvis vælgerne ikke er danskere, eller socialister/liberalister der foragter Kongeriget Danmark, så er kampen tabt.

Kommentar af historiker Henrik Jensen i Jyllands-Posten – De borgerlige vinder ikke næste valg. Så prøv at bruge tiden på at overveje, hvad borgerlige værdier er for jer.

“… Spørgsmålet er, om den borgerlige side overhovedet er i stand til selv at vinde et valg udelukkende på borgerlige værdier – uden at overtage venstrefløjens. Det har altid været en borgerlig grundværdi at få sænket skatterne og begrænset velfærdsstatens enorme ydelsesprogram, men det vinder man ikke valg på i et demokratisk samfund, hvor over halvdelen af vælgerne lever af staten. (Her tænkes der ikke blot på dem, der modtager ydelserne, men også dem, der uddeler dem). Derfor har vi mest kun fået en borgerlig regering, når lokummet brændte – når landet var ved at gå fallit eller oversvømmet af indvandring. Og så var det under betingelse af, at der dybest set blev ført socialdemokratisk fordelingspolitik.

Men hvad er borgerlig? Lad os i kort form kalde det et gemyt, som vil virke for orden og imod kaos, forstået som konsekvensen af den ‘afgrund af muligheder’, den globaliserede og teknologiske verden præsenterer, når der ikke lige er coronakrise. Objektivt set er vel mere end 60 pct. af befolkningen borgerlig, men det fungerer ikke godt med den romantisk-oprørske selvopfattelse, der præger tiden. Så ‘borgerlig’ er på grænsen til at være et skældsord, og for det meste noget folk går og putter med. Her er det en komplicerende faktor, at borgerligheden ikke er monolitisk som Socialdemokratiet, men har to modsatrettede ‘fødder’ – en liberal fod og en konservativ fod – som den borgerlige politiker evigt skifter vægten på. Hvor det konservative er borgerligt ordensorienteret, er der på visse punkter ikke stor forskel på ‘liberal’ og ‘venstreorienteret’. Det liberale forandringsredskab er vækst, mens det venstreorienterede er omfordeling, hen imod en lighedsutopi. De borgerlige har evigt svært ved at finde de etiske argumenter imod venstrefløjens utopiske lighedsprojekt. Det burde ikke være svært.

Identitetspolitikken er venstrefløjens revanche som ren offerpolitik… Det er lige her, dette med en revaluering af de traditionelle borgerlige værdier kan få sin politiske chance. Det bliver måske det næste lokum, der brænder: når offervrøvlet bliver for meget for de fleste.

Den eneste måde, det nemlig lader sig gøre at dæmme op for identitetspolitikkens atomisering, er ved at tale assertivt for større, fælles identiteter. Af sådanne byder to sig til: den nationale identitet og den kristne, gerne kulturkristne identitet.. Summen af dem er historisk rummelig borgerlighed.”