Igen ser vi at amerikanske medier undertrykker information for at kunne forme storyen så det passer deres agenda. De gjorde det med Nicholas Sandmann som havde MAGA-cap og de gjorde det med George Floyds død. Pressen er blevet aktivister.

Igen er det ikke selve hændelsen, men historien om hændelsen, narrativet, som bliver det centrale. Når vi får mere information forstår vi hvordan nogen er stukket af med ”storyen” så det får en bestemt effekt.

Ny såkaldt bodycam-video fra politiet som arresterede George Floyd i Minneapolis 25. maj, viser at han var påvirket og krakilsk. Floyd siger “jeg kan ikke få vejret” længe før han får et knæ i nakken.

Det er måske ikke så rart, for hans krop er fuld af bl.a. det uhyre stærke syntetiske narkotikum fentanyl, som bl.a. giver åndedrætslammelser.

Når man ser hele videoen bliver forståelsen af det, som endte med hans død, mere nuanceret. Der er åbent for flere tolkninger. Var det fentanylen som var den egentlige dødsårsag? Eller i kombination med politimand Chauvins knæ?

Det er Daily Mail som har fået fat i bodycam- optagelsen. Tidligere har vi kun set sekvensen, hvor Chauvin står med et knæ i nakken på Floyd og ikke ser ud til at tage sig af, at han siger “jeg kan ikke få luft”. Det virker hjerteløst og råt. Men Floyd har altså sagt det en god tid allerede så Chauvin tænker måske at det ikke var noget at tage sig af.

Instrumentalisering af nyheder

Ellison lagde dette billede af sig selv op på Facebook.

“Nogen” ville ikke, at hele optagelsen skulle komme frem, og denne nogen er statsadvokaten i Minnesota, Keith Ellison. Ellison er en hårdkogt radikal i Det Demokratiske Parti. Han var interesseret i at George Floyd-effekten skulle blive så hård som mulig, om det så betød at de sorte bydele blev brændt ned.

Men Ellison ville ikke være lykkedes med sit forehavende, hvis ikke medierne havde spillet med. De er heller ikke interesseret i at hele sandheden kommer frem. De er også politiseret på samme måde som Ellison. Også de “weaponize” nyheder, dvs. sørger for at de får den ønskede, maksimale effekt. Dette er bolsjevikkernes agitprop på en ny måde.

Foto: KC Noland / Wikimedia.

Nicholas Sandmann var i Washington sammen med nogle skolekammerater fra en katolsk skole i Covington, Kentucky, for at deltage i March for Life, den årlige pro-liv-demonstration i Washington. De stod og ventede på at tage hjem da en indianer med tromme dukkede op og går ret op til ansigtet på gutten med MAGA-cap. Her var præcis den rollebesætning, de liberale medier ønskede: Videoen af Sandmann som smiler og indianeren som trommer, gik viralt. Hovedstrømsmedierne fremstillede Sandmann som hadefuld og racistisk. Her så man hvordan hvide ”pro-lifere” behandlede en fra minoriteten. Nettet eksploderede. Der var journalister som skrev at Sandmanns ansigt fortjente et slag for at få ham til at fjerne det sleske smil.

Så kom der mere video frem og de tegnede et helt andet billede, et diametralt modsat billede: Gutten var først blevet trakasseret af en gruppe Black Hebrews, en forskruet sekt som hævder de er de egentlige jøder. De var stærkt antihvide. Så dukker indianeren op. Han blev hyldet af liberale medier som Vietnam-veteran, det stemte ikke og Nicholas Phillips som han hed, var kendt for ”at bryde ind”.

Nu havde bølgen af afsky og had vokset sig så stor at selv skolens ledelse tog afstand fra sine egne elever. Deres liv var ødelagt.

Medier, som snakker højest om racisme, har ikke noget mod at blive en social lynchbande.

Da hele sandheden kom for en dag, vendte stemningen. Der blev sat et foreløbigt punktum da Washington Post nylig blev dømt til at betale Sandmann 250 millioner dollar i erstatning. CNN har tidligere indgået forlig. Flere søgsmål venter.

Men George Floyd overgår det hele

George Floyds død er det største medierne har “pulled off”, fået i stand hidtil.

Tucker Carlson spørger: Hvorfor er det en udenlandsk – britisk – avis som har skaffet denne optagelse og ikke en amerikansk? Det siger alt. Amerikanske er ikke interesseret. De ville holde den låst inde hvis de kunne.

Pressens rolle er blevet en anden i det mærkelige landskab, vi er på vej ind i, hvor det virtuelle og fysiske griber ind i hverandre.

Se selv. George Floyd skriger og er uhåndterlig. Men sådanne scener må politiet stå i hver eneste dag. De er også del af  hverdagen, også for dansk politi. Hvad skal politiet gøre? Det er let at være bagklog, let at sige at de ikke må bruge magt.
Politimanden Chauvin kendte Floyd fra før. De havde arbejdet ved samme natklub. Han vidste måske også at Floyd havde en lang straffeattest. Rollerne var givet.

Alt dette er information som må på bordet for at man skal kunne forstå konteksten.

Deres sandhed

Men medierne og Demokraterne ønsker ikke at hele sandheden skal komme på bordet. De vil dosere den så det bliver den sandhed, som passer dem bedst.

I 60-erne var vi dygtige til at blæse sager op til at være overgreb fra politiets side. Måske var der sket noget kritisabelt, men vi klarede at blæse det op så vi opbyggede en voldsom indignation. Denne indignation gjorde os berettiget til at demonstrere og angribe politiet. Hvis det blev til optøjer var det på en måde politiet og myndighedernes eget ansvar. De havde nedkaldt det over sine egne hoveder. Vi var bare eksekutorer.

”Social justice”

Venstrefløjen i USA følger samme opskrift, og de havde hjælp af anti-Trump-medier og en Soros-støttet, Hollywood-sponsoreret Black Lives Matter og Antifa som blev beskyttet af medierne, når de gik amok. Alle smitteværnsregler var som blæst væk.

Det er Trump som har udløst denne eksplosive destruktionslyst på venstresiden. George Floyds død ville aldrig være blevet en verdensomspændende bevægelse, hvis det ikke var for stærke kræfter som så sig tjent med den. Det er det ene. Det andet er den svage modstand, den blev mødt med. En venstreradikal, raceorienteret bevægelse mødte næsten ingen modstand fra eliten og almindelige mennesker. Store dele af eliten fulgte med strømmen eller var pådrivere, og de som var uenige turde ikke sige noget.

Det er denne frygt som er det farlige. Hvordan vil vi reagere næste gang nogen kræver at vi falder ned på knæ?