Louisa Vesterager og Maren Ueland var martyrer i kraft af at være nordiske, glade piger ude i den store verden på egen hånd.

Da IS lægger videoen op griber danske myndigheder ind med pågribelse af to kendte islam-kritikere, som de mener, har bidraget til at sprede videoen: Steen Raaschou og Jeppe Juhl. De pågribes, som om de var farlige kriminelle: Fire-fem betjente, der kommer op ad bagtrappen og ringer på kl.06.30. Jeppe Juhl troede han skulle besvime: -Det her er ikke Danmark.

Jeppe stod som kandidat til Folketinget for Nye Borgerlige bare nogle uger senere. Det gav ingen beskyttelse eller tilsagde nogen form for hensyn. For en videos skyld var man villig til at træde folk alvorligt over tæerne. Selv om det var en ren symbolsk handling. Videoen var for længst spredt.

Nogle ville sende et budskab. Som i en mafiafilm.

Steen lever fortsat i det uvisse og har ikke fået sine beslaglagte maskiner tilbage. Han er i stedet indkaldt til psykologisk undersøgelse i august.

Den samme totale ufølsomhed oplevede Javeh Tavakoli, der blev truet med at miste retten til at være plejeforælder, fordi hun havde blandet sig i Marokko-sagen.

Ved at slå til mod mennesker, der ene og alene ønsker opmærksomhed omkring pigernes grufulde død og ønsker at sandheden skal komme frem, har danske myndigheder valgt side. Den forkerte side.

Islam-kritikerne bliver stillet overfor et valg: Underkastelse eller en vej, der fører frem til martyriet.

Det er et resultat af de valg, som danske og vestlige myndigheder træffer i mødet med islamisk jihad. For myndighederne er det borgere, der laver ballade, som er problemet, ikke islamisterne. Vi har set en drejning: Jo tættere islam kommer på vore samfund, jo sværere har myndighederne det med mennesker, der afkræver dem svar på hvorfor islam får så stort et spillerum.

Der findes ingen grænsesætning overfor islam, men man sætter grænser for egne borgere, der er alarmeret over udviklingen og sender politiet efter dem. Det er en meget alvorlig udvikling.

Vi ser det samme på nettet: Konservative netsteder lukkes ned, mens islamiske må sige hvad de vil.

Det er ikke mærkeligt at folk tror at myndighederne har som hensigt at islam skal overtage Europa.

Myndighederne polariserer og eskalerer.

Vi tror ikke på vold, men på at sandheden må og skal frem.

Når vi angribes af ondskab er sandheden vores stærkeste våben. Er det ikke det for myndighederne? Tror de ikke på noget længere? Hvis de har mistet troen vil de blive rendt over ende af islam.

Ved at ville fratage os dette våben, har myndighederne i virkeligheden valgt den forkerte side. Jeg tror ikke myndighederne helt forstår implikationerne af dette valg. De vikler sig ind i selvmodsigelser og tappes for handlekraft og moral.

Myndighederne må gerne sige de handler som de gør for at beskytte samfundet. Mod hvad? Sandheden?

Islam er et spørgsmål om liv og død. Man kan ikke bare tage det som en spøg.

Vi lever på et kontinent, der bliver mere og mere præget af bestialitet, og myndighederne vil ikke at vi skal få at vide, hvad der skete med de to nordiske piger i Atlasbjergene. De vil skåne os. Virkelig? Mod virkeligheden? Men vi ser den samme brutalitet i vores gader og parker. Det kommer ikke som noget chok for os. Men det er selvsagt en påmindelse om hvad vi står overfor og det er denne påmindelse myndighederne frygter. Det er for at beskytte sig selv, at de sender politiet efter Snaphanen og Jeppe Juhl.

Det er uredeligt.

Jeg tror ikke myndighederne helt forstår: De har foretaget et skæbnesvangert valg. De, der står på den anden side, har ikke noget valg. Sandheden binder os til sig og vi må følge den. Om det så leder os frem til martyriet.