John Salomon er en af USA’s bedste journalister. Han har været en fast gæst på Hannity i tre år hvor han har fortalt om gravearbejdet efter det som til at begynde med hed Russiagate eller Russia collusion.

Medietrykket har været så stort at fakta har prellet af. Anti-Trump-medierne fortsætter med at sige det samme i dag som de sagde for tre år siden, og det er det skumle: Sædvanlige regler for journalistik gælder ikke længere. Journalister er ikke interesseret i sandheden.

Men den, der har bevaret en kritisk sans vil hurtigt genkende kvalitet og sandhed. De to hænger sammen og kan ikke fakes, hvad enten det er i kunst eller politik.

Salomon er ude med en ny bog: Fallout: Nuclear Bribes, Russian Spies, and the Washington Lies that Enriched the Clinton and Biden Dynasties. 

Han er interviewet i over en time sammen med sin medforfatter, Seamus Berenson, af Jan Jekielek for American Thought Leaders.

Det er som at se Godfather IV. Endelig kan trådene samles og vi forstår hvordan det hele begyndte: Det begyndte ikke sommeren 2016 med Operation Hurricane, som medierne vil have os til at tro. Det begyndte i 2009 med Obama.

Da Obama overtog, havde Putin netop invaderet Georgia, i en kort, men ydmygende krig for Georgia og NATO. Men Obama ville vise at han var præsidenten som kunne smede våben om til plovjern. Hans administration udklækkede en plan om at indgå et energisamarbejde med Rusland. USA skulle købe uran af Rusland, samtidig skulle Putin få lov til at købe sig ind i amerikanske uranminer. Det resulterede i at Rosatom fik lov til at købe 20 procent af amerikanske uranminer, den såkaldte Uranium One-handel.

Parallelt med dette drev udenrigsministre Hillary Clinton og Bill en butik i butikken: Bill fik 500.000 dollar for at holde et foredrag i Moskva og Clinton Foundation fik over 100 millioner dollar gennem Canada.

For at russerne skulle få lov til at købe 20 procent af de amerikanske uranminer måtte købet godkendes af en særlig komité, med bred sammensætning. Normalt skulle et sådan køb ikke blive godkendt. Uran er national sikkerhed af første klasse, men købet gik igennem. Samtidig tjente russerne milliarder af dollar på at sælge beriget uran til USA. Dette gav ikke mening.

William Douglas Campbell var en forretningsmand som rejste meget. Han havde et bijob for CIA med at kortlægge hvilke lande, der var korrupte. Nu blev han forespurgt af FBI om at være spion for dem mod et russisk netværk som opererede i USA. Russerne havde skaffet sig kontrol med transport af uran i USA, og det gav mange fordele. Campbell kom på innsiden mod at betale betydelige beløb i smørelse. Her begynder det at blive helt vildt:

“De afpressede, de hvidvaskede penge, og de overtrådte loven Foreign Corrupt Practices Act om udenlandsk korruptions praksis, mens den amerikanske regering lod dem gå videre og underskrive store energikontrakter på Amerikas vegne til levering af russisk uran til De Forenede Stater til store forsyningsenheder, ”sagde Campbell ved et interview tirsdag på John Solomon Reports podcast.

Samtidig med at Campbell afdækkede hvad som foregik, indgik Hillary og Obama store kontrakter med russerne. Det var selvmodsigende. Russerne lo af Amerika og Obama:

”Russerne pralede over deres indflydelse, de pralede over deres Clinton-indflydelse, de pralede over svagheden i landet, de pralede over vores præsidents svaghed og henviste til ham to gange med raceskældsord, som var meget bekymrende for mig,” sagde han sagde og huskede et efterårsmøde med russiske nøglepersoner i Washington DC-området.

Omsider slog FBI til og det resulterede i fire domfældelser. Men da var de store handler indgået.

Bob Mueller var FBI-chef og på denne tid blev der afsløret et russisk spionnetværk i USA. Det var russere som var “embedded”, integreret, i USA med nye identiteter. Den mest berømte var Amy Chapman. Oprulningen af netværket skabte store overskrifter. Men i stedet for retssager blev Chapman & Co udvekslet mod relativt ubetydelige amerikanske agenter i russisk fangenskab.

Peter Schweizer er en graverjournalist som kun bruger dokumenterbare fakta. I 2015 udkom bogen Clinton Cash om hvordan ægteparret Clinton havde opfundet et ”pay for play”-system som gav dem indtægter i milliardklassen. Her blev Uranium One-historien fortalt og den blev faktisk trykt i the New York Times. Det ville aldrig ske i dag og selv dengang må nogen have angret, for meningsmålinger, Clintons foretog privat, viste at 67 procent af vælgerne mente at denne historie gjorde at de ikke ville stemme på hende. Den var mere ødelæggende end e-mailskandalen.

Clintons gik i panik. Hillary skulle for alt i verden blive præsident. Hun kunne ikke have en sådan møllesten rundt om halsen. Dermed opstod historien om at Trump var i lommen på Putin og kunne takke ham for sejren. Resten er historie, som de siger.

Vi ved meget om hvad der skete efterfølgende. Men begyndelsen er ny: At det var Obama-administrationens handel med Rusland som satte Hillary i så stor forlegenhed at der måtte skabes en skandale som var endnu større i folks bevidsthed.

Hvordan var det muligt? Det var muligt fordi medierne ganske frivilligt spillede med, og det er en af to nedslående fortællinger om dagens USA: Mediernes og journalisternes korruption.

Vi ved hvordan FBI, CIA, NSA, Justitsministeriet, State Department blev misbrugt, under overopsyn og styret af Det Hvide Hus, hvor både Obama og Biden deltog. Men da de første journalister, som Hannity, Lee Smith, Solomon, Sarah Carter, fik fat i trådene bag modarbejdelsen af Trump og begyndte at kvidre, var det ikke sådan at den anden side modstræbende justerede sin version. Tvært imod. De øgede volumen.

De samarbejdede med Obama-embedsmænd, der lækkede som gale og de var mikrofonholder for Demokrater som Adam Schiff og Chuck Schumer, som kun havde et mål: Ødelægge præsidenten.

Derfor blev pressekonferencerne i Det Hvide Hus også til dueller hvor journalisterne forsøgte at få en fuldtræffer ind, såkaldte ”gotcha”-spørgsmål.

Kampagnen om Russiagate tog helt af og Trump-hadet lever sit eget liv. Dette gælder også i de vesteuropæiske medier, hvor der snart ikke findes en journalist blandt MSM som er i stand til at forstå, hvad der foregår.

Det er en kamp om USA’s sjæl og fremtid.

Obama var korrupt. Biden var korrupt. Men de kunne ikke have gjort det, de gjorde, hvis der ikke var embedsmænd på lavere niveau som vidste at sno sig. Solomon fortæller om en embedsmand i State Department som både repræsenterede kineserne og forhandlede med dem på vegne af den føderale regering. Kineserne betalte rundhåndet.

Sådanne historier er der mange af. Paul Manafort var det mange af.

Washington er med andre ord korrupt. Folkene som jobber, der bruger deres positioner til at berige sig på at sælge ud af Amerika.

Solomon er en meget jordnær type. Derfor virker han tillidsvækkende: Han siger, vi lever i en mørk periode af amerikansk historie.

Biden er essensen af den korrupte elite som har solgt ud af Amerika. Hvis han skulle vinde ser det virkelig mørkt ud.

Der findes – som i Europa – mange gode mennesker længere nede i systemet. Solomon fortæller om en aften han kom hjem. Ved postkassen står en bil parkeret og han ser straks at det er føderale agenter. To mænd stiger ud – dette er i begyndelsen på oprulningen af Russiagate – og de siger: -Vi har læst det du skrev i dag og du er på sporet af noget rigtig stort. Du rører ved toppen af isbjerget. Vi vil have du skal fortsætte med at grave.

-Hvorfor vil I det? spørger Salomon.

-Fordi de rettigheder og magtmidler vi har fået er blevet misbrugt. Når det bliver kendt, vil de blive taget fra os, fordi de ikke er brugt i god tro. Da vil Amerika være mindre forberedt mod ydre og indre fjender, siger mændene.

Det gjorde et stærkt indtryk.

Solomon siger, at kun det halve job er gjort. Sandheden er kommet på bordet, vi ved nok til at se mønsteret og hvem der gjorde hvad. Men ingen er stillet til ansvar. Før det sker, er jobbet ikke gjort færdigt. Da vil en ny administration misbruge statens magt på samme måde som Obama og Biden. Og vælgernes tillid vil forsvinde.

Afdækningen af hvad, der er foregået – gennem Kongreshøringer og i pressen – viser at Obama og bureaukraterne fortsat modarbejder at sandheden skal komme for en dag. De var sikre på at Hillary ville vinde og så ville ingenting af dette blive opdaget. Selv nu nægter de at kaste håndklædet i ringen, kampen fortsætter, mere bitter end nogen sinde før.  Disse mennesker har ingen respekt for lov og ret og det er det, der gør amerikanerne virkelig forbandet.