Vores kollektive hukommelse svigter. De der skulle hjælpe os med at huske, mørklægger.

En følge af den islamistiske revolution var angrebene på kristne og jøder. Europa har ikke villet forstå at fordrivelsen af de kristne fra deres historiske områder i Mellemøsten var et varsel om hvad fremtiden ville bringe.

Nu er angrebene her. Katedralen i Nantes blev antændt tre forskellige steder. Det er næppe dristigt at antage, at det er de samme kræfter på færde, som dræber kristne i Nigeria i hobetal.

Europæiske ledere har givet en kold skulder til de kristne i islamske lande. Afrikanske præster har sagt: Når forfølgelserne kommer til jeres lande vil I opdage at der heller ikke er nogen, der står klar til at hjælpe jer.

Der er vi allerede.

Lad os ikke glemme de to angreb i påsken 2019: Først branden i Notre Dame, derefter bomberne i kirker på Sri Lanka, der dræbte 256, deriblandt Anders Holch-Povlsens tre børn. Det er altså kun lidt over et år siden. Men vi lever som det er ude af øje, ude af sind.

Hvis vi fortsætter med at leve på denne måde vil vi være helt magtesløse den dag angrebene rammer os personligt.

Angrebet på Vesten er i gang, og det rammer vore vigtigste symboler. Ved at angribe kirkerne tester islamisterne os: Har vi kraft til at forsvare vores gudshus? Den kultur der ikke står op for sine gudshuse er i virkeligheden færdig. Er der noget muslimer ved, så er det at en kultur der lader gudshusene brænde er kraftløs og undergangsdømt.

Vestlige sekulære, ja, hedenske mennesker, tror de er hævet over kirker og kristendom.

De vil for sent opdage at deres værdi-nihilisme og relativisme er det, som besegler deres skæbne.

De, der har gjort denne udvikling mulig er vores politikere, der ikke vil forsvare vor kultur og tro.

Der sker ingenting efter branden i Nantes. Intet George Floyd-øjeblik. Ingenting at gå ud i gaderne for. Ingen grund til at ringe med kirkeklokkerne.

I virkeligheden skammer vores elite sig over Kristus.