Jeg har tidligere bragt citater fra Nedim Yasar-biografien ‘Rødder – En gangsters udvej’, men der er meget der kunne citeres fra Marie Louise Toksvigs bog. Herunder et afsnit hvor den tidligere bandeleder fortæller om hvordan udlændingene ydmygede ‘Sonny’, en lokal alkoholiker der havde sin daglige gang i Ballerup-ghettoen Grantoften.

“Drankerne holdt til i ‘Bumsen’, en krog med et par bænke centralt i Grantoften. Der sad de med deres poser med øl og drak, indtil tilstrækkeligt mange beboere havde klaget over, at de følte sig utrygge og generede af at skulle gå forbi den fulde flok. Så blev sutterne flyttet til et afsides skur i udkanten af Grantoften. Nedim syntes ellers, de var flinke nok. Grantoftens drenge grinede bare af dem, når de snøvlende spurgte, om de var på vej i skole – uanset om det var morgen, middag eller aften.

En af drankerne var Sonny, og han havde været der altid. Han havde boet i en af de store lejligheder i Grantoften med sin hund, indtil huslejerne steg efter den store renovering, og han måtte flytte til en etværelses. Som lille havde Nedim fået lov til at gå med hunden, og som voksen tænkte han tilbage på Sonny med vemod og respekt, fordi manden trods alt havde kæmpet.

Sonny var Grantofte-drengenes yndlingsoffer. De plagede ham så systematisk, at de andre drankere flyttede sig i sikkerhed, når Nedim og hans slæng nærmede sig. Drengene nøjedes ikke med at råbe og grine af Sonny; de spyttede på ham og kastede ting efter ham, og selv om manden af og til havde et baseballbat liggende under bænken, så han desperat kunne prøve at give igen, lykkedes det altid drengene at flygte uden for rækkevidde.

‘Lad mig nu være, jeg gider ikke mere,’ tryglede Sonny grådkvalt, mens han hjælpeløst fægtede med baseballbattet, når de igen var efter ham. Men drengene var ligeglade. De skiftedes til at holde ham fast, mens de ydmygede ham.

‘Så du lige, hvordan jeg spyttede ham i munden?’ hoverede de grinende.

Og pludselig en dag var Sonny så væk. Han var død. Grantofte-drengene kunne ikke rigtigt tro det. Det var trist, for i virkeligheden kunne de godt lide den gamle dranker. Men den var god nok, sagde moren til en af deres veninder. Sonny var død den morgen.

‘Ved I godt, at han var min eksmand?’ sagde hun og fortalte, at han havde været en god mand engang. Men øllet havde ødelagt ham, og han var gået helt ned, da hun til sidst forlod ham med sin datter. Drengene var målløse. De kunne ikke forestille sig, at den bums, de plejede at pine, havde været gift. Det gik op for Nedim, at den datter var hans jævnaldrende veninde, som tit havde været der, når de pralede med, hvordan de havde plaget Sonny. Men hun havde aldrig selv fortalt drengene, at deres yndlingsoffer på bænken i virkeligheden var hendes far. Og Sonny selv havde aldrig ladet sig mærke med, at han måtte se sin egen datter i slænget af plageånder.

Nedim afslørede aldrig over for pigen, at hendes mor havde indviet ham i hemmeligheden om hendes far. Han respekterede, at hun åbenbart ikke ville kendes ved sin far. Måske skammede han sig også en lille smule.”