Ordet” federal government” har fået en odiøs klang i den amerikanske offentlighed. Det er der en grund til. De Føderale Myndigheder har fået en overmagt, ikke bare over borgerne, men over systemet.  De har taget kontrol over det, som er forfatningsfædrenes grundtanke – at institutionerne skal holde hinanden i skak så misbrug forhindres. Misbruget er blevet selve systemet.

Når dette slår ind på et centralt område som retsvæsenet, bliver resultatet katastrofalt.

95 procent af alle straffesager er tilståelsessager og 98-99 procent ender med dom. Det er tal som er vanskelige at fatte. De siger noget om at anklagemyndigheden har overvældende magt og får det resultatet den vil. Den tiltalte stilles et værst mulig resultat i udsigt, hvis han eller hun ikke samarbejder, og får en tilståelsesdom som alternativ. Det spiller ingen rolle om han eller hun er skyldig eller ej. Den tiltalte forstår at han er chanceløs og vælger det mindste onde. Et sådan system producerer justitsmord på rad og række.

Når en sådan praksis løftes ind i politikken, begynder det virkelig at blive farlig.

Filmen Bad Day at Black Rock (1955) af John Sturges er et eksempel på det USA som sætter retfærdigheden højest. Spencer Tracy kommer til en lille afsidesliggende by og begynder at stille spørgsmål om noget som folk helst ikke vil snakke om. Tavshedens sammensværgelse. Men denne kan godt findes på nationalt plan. Den kan godt udspille sig i nationale medier, hvor absurd det end lyder. Mange almindelige amerikanere har længe set at landet er på forkert kurs, og at der ligger mange lig begravet som må frem, hvis nationen skal samles igen.

Det som først hed Russia Collusion, og derefter Spygate og nu Obamagate handler om et system som er overtaget indefra af politikere og tjenestemænd, som bruger det til deres egen fordel: Penge og magt. Obama ville bevare sit system efter at han gik af. Da han stødte på sit livs nederlag ved valget 2016, ville han sørge for at Trumps administration blev ødelagt. Dette er korruption på et niveau så omfattende, at vi nærmest mangler ord. Vort vokabular er tilpasset en normalsituation. Nu så vi konturerne af et helt nyt landskab.

Skurke forsøger altid at skjule deres spor. Spencer Tracy havde nogen helt egne kvaliteter som gjorde at rollen blev uforglemmelig.

Da oprulningen af Spygate begyndte, forsøgte de toneangivende indenfor medierne at retfærdiggøre både frifindelsen af Hillary og overvågningen af Trump. Der var en grund til at overvåge Trumps medarbejdere, fik vi at vide. Men spionagen blev drevet som en kontraefterretningsoperation, og disse er direkte underlagt præsidenten, har Andrew McCarthy påpeget. Obama var ”in the loop” hele tiden, havde løkken om halsen.

For at vælte dette spil og afsløre det, behøvedes en mand med tyngde på indersiden. Da William Barr var villig til at blive justitsminister, begyndte styrkeforholdet at ændre sig. Barre kunne ”gamet”. Han sendte Obama-folkene nogle skud for boven, da han lige efter at han tiltrådte sagde at han ikke var i tvivl om at der havde foregået politisk overvågning. Demokraterne og anti-Trump-medierne blev dødskræmte. Barr sagde: Vi må se på grundlaget og vide om det holdt vand.

Implicit sagde han, at det troede han ikke.

Nu ved vi meget mere. Det er bare nogle uger siden Barr sagde at han ikke mente det var rigtig at trække præsident Obama for retten. Barr mente måske at det ikke er sikkert det liberale USA tåler den ydmygelsen det vil være at se USA’s første sorte præsident blive klædt af foran Kongressen under ed.

Men det samme liberale USA har ikke haft noget problem med at ville ydmyge den siddende præsident på samme måde.

Amerikanere har behov for helte. Trump har en rå stil og almindelige amerikanere forstår hvorfor han må have tyk hud hvis han skal hamle op med alle løgnerne.

Det er dette behov for hævn hos de liberale og deres ”double standarder” som gør at de får almindelige amerikanere mod sig.

Amerikanerne tåler ikke at der er ulighed for loven. De tåler ikke at der er en lov for Loke og en for Thor. Immunitet for venstresiden og ingen retsbeskyttelse for højresiden.

Det finder folk sig slet og ret ikke i.

Når det samme gælder ytringsfrihed, ser de et mønster. De forstår tegningen: Det er dem, som er uenig med venstresiden som skal ud. Og det bliver bare værre. Dag for dag.

Almindelige amerikanere forstår, at hvis Hillary/Obama-fløjen vinder efterårets valg er der dækket op til Den Store Udrensning. Det vi har set indtil nu, er bare et forspil.

Uretfærdighed sat i system

Anklagemyndigheden kan ikke stilles til ansvar for sine handlinger. De kan begå justitsmord med overlæg, men de nyder fuld immunitet.

Sådan forholder det sig ikke med politimænd. De har haft begrænset immunitet, men som vi har set den senere tid: De kan sparkes ud øjeblikkeligt, hvis de politiske myndigheder kræver det.

Nu kræver Demokraterne og liberale medier deres immunitet ophævet. De bruger George Floyd-sagen som rambuk.

“Immunitet for os, men ikke for dem.” Dette er et fremstød mod almindelige mennesker: De rammes når politiet ikke tør gøre sit arbejde.

Folk flest er på politiets side. De forstår, at dette er et angreb på politiet, fra sociale lag som har råd til at beskytte sig selv.

De bliver skræmt af denne elites ultimative hensigter: Hvad er målet med at kræve en nedlæggelse af politiet eller nedlægge hele etaten?

Når Obama kalder det som sker for ”The Great Awakening”, med rasering af monumenter og politistationer, hvad er motivet?

Det er et dårlig skjult forsøg på at fjerne al modstand mod deres totale magt.

Tilfældigheder

Lille tue kan vælte stort læs: National sikkerhedsrådgiver Michael Flynn syntes at gå sin undergang i møde. Hvis ikke Bob Mueller klarede at fælde præsidenten, så klarede de dog at eliminere hans mænd. Flynn var den vigtigste.

Men sommeren 2019 skete noget som gjorde, at Flynn fik en ny advokat. Sidney Powell havde skabt sig et navn som statsadvokat og senere som advokat for højt placerede personer som var havnet i justitsmøllen. Hun så hvad systemet var i stand til: Det var overtaget af personer som var villig til at bruge konstruerede tiltaler og isolation for at tvinge tilståelser frem. En af de værste var Andew Weissmann. Han sørgede personlig for at knuse konsulentselskabet Anderson så 85.000 mennesker mistede arbejdet.

Da Powell så at han var Bob Muellers betroede viceleder, forstod hun hvad som foregik.

Hun overtog Flynns sag. Et år senere er sagen omstødt, tiltalen er kastet væk og FBI sidder tilbage med skammen.

Men det holdt hårdt. Dommeren Emmett Sullivan var en helt i Powells bog License to Lie, fordi han insisterede på tiltaltes ret til at vide alt som tjente til hans fordel. Dette hedder i retslig jargon ”Brady-dokumenter”. Myndighederne kan ikke sidde på information som er til tiltaltes fordel, men må dele det med tiltalte.

Man skulle tro, at i et retsvæsen som er navnet værdigt, ville det være en selvfølge. Men sådan var det ikke før en skelsættende dom, som involverede en person ved navn Brady. Den pålagde Anklagemyndigheden at fremlægge alt materiale og ikke drive krig mod tiltalte.

Det er krig

Men i alt, som har med Trump at gøre, er denne lov systematisk brudt. Det blev man tvunget til at gøre fordi Trump blev framet fra første stund: Han blev genstand for en stor efterretningsoperation som involverede flere lande. Obama nølede ikke med at bruge ”Five Eyes-samarbejdet” for at knække Trump.

Lige efter at Trump blev valgt gik chefen for britisk efterretning af. Flynn modtog et brev fra hans efterfølger som var fuld af beklagelse og undskyldninger: Briterne havde ladet sig forlede til at deltage i en politisk operation mod den tiltrædende præsident. De frygtede for forholdet når Trumps folk opdagede, hvad der var sket.

Flynn var ikke klar over at han kom til at blive næste offer. I august 2016 havde FBI indledt en overvågning af ham. De fandt ingenting. Efter 33 års tjeneste var der ingenting at finde, som kompromitterede Flynn.

Men Obama ville ikke at Flynn skulle flytte ind i Det Hvide Hus. Efter valget briefede han Trump og sagde der var to personer han ville advare ham mod: Nordkoreas leder Kim Jong-Un og Michael Flynn. En underlig kombinaton.

Forberedelser

Den 4. januar opsummerede Washington-kontoret overvågningen af Flynn til FBI og konkluderede, at sagen skulle lukkes. Det fandt ingenting på ham. Det så specialagent Peter Strzok og omgjorde beslutningen. Han sagde det var efter konsultation med 7. etage, dvs. ledelsen Comey/McCabe.

Den 5. januar var det famøse møde i Det Hvide Hus hvor “alle” spidserne deltog. Obama og Biden ville ikke lade Flynn slippe væk. De foreslog at bruge Logan Act mod ham og at nægte Trump-administrationen efterretningsmateriale om Rusland.

Obama måtte gøre to ting på en gang: Både skjule sine egne spor og fortsætte spillet for at fælde Trump. Det blev meget at holde styr på.

Den 6. januar blev Trump orienteret af efterretningscheferne og Comey i Trump Tower. Den 10. januar offentliggjorde BuzzFeed Steele-rapporten som indeholdt tisssehistorien fra Moskva. Medierne blev fyr og flamme, og selv neutrale medier måtte danse med.

Utro tjenere

Powell fortæller, at der er meget materiale de ikke har fået se. Der er meget de kender til, som de ikke har fået udleveret. Krigen mod Trump fortsætter.

Hun ved at der 30. januar 2017 blev holdt et møde i Justitsministeriet, hvor det blev konkluderet at de ikke havde noget på Flynn. En tid senere var Comey inviteret til middag hos Trump og det var her Trump sagde at han håbede “Comey ville lade sagen mod Flynn fare, for Flynn var en god mand”. Comey styrtede ud i bilen, skrev et privat notat og lod sin professorkollega lække det til New York Times: Trump havde forsøgt at presse ham!

Et personligt notat virkede autentisk. Bortset fra at det var løgn.

Trump sagde, hvad han sagde. Men Comey sagde ikke, hvad han vidste: Nemlig at Trump havde ret. Flynn var en god mand, og der var ingen grund til at forfølge ham. Comey vidste, at FBI ikke havde fundet noget på Flynn, men de fortsatte spillet mod Trump.

Dette er korruption på højeste niveau. Det er metoder, som vi aldrig ville have troet, at det var muligt kunne forekomme i USA. Det involverede ikke bare enkeltpersoner, der prøvede at dække en skandale. Det var en hel administration, der forsøgte at sænke efterfølgeren. Noget lignede er aldrig sket i amerikansk historie.

Dette system søger at genvinde magten gennem en senil kandidat, der står i korruption til op over begge ører.

Det anvendte instrument er mediespin. Medierne er blevet en del af magten. De er magten.

Dette system er udstrakt også til vores eget land. Norske medier har satset på den korrupte elite. De har sammenbidt forsvaret Obama. Men hvorfor skriver de artikler, der modsiger fakta, når fakta tårner op i indiciekæder høje som huse?

Hvorfor skulle VG sætte tre journalister til at gendrive det, justitsministeriet og en føderal domstol har konkluderet: At Flynn blev udsat for et justitsmord.

Det er en temmelig skræmmende tanke. De ved, at de lyver, men de fortsætter med at lyve. Den vigtige ting er kontrol med opinionen. Systemet tåler ikke lækager, tvivl eller modsigelser.

Sidney Powell siger, at det kun er inden for de sidste tyve år, at det amerikanske retsvæsen er blevet råddent. Hvis De Forenede Stater skal have håb om at blive ”great again”, må der tages et opgør. Obamagate handler derfor om nationens sjæl.