Mange har i den senere tid hævdet at virkeligheden minder stadig mere om George Orwells romaner, men den franske filosof og forfatter Michel Onfray har for nylig gjort sig den umage med at skrive en hel bog hvor han redegør grundigt for sagen.

Diktaturets teori

Den 9. mai udkom Michel Onfrays bog Théorie de la dictature(«Diktaturets teori»), hvor forfatteren fremhæver både «1984» og «Animal Farm» som særdeles velegnet litteratur til analyse af diktaturer – ikke minst i dag. Onfray skriver helt i starten af boken at Orwell i den forstand befinder seg på samme niveau som Machiavelli og Hobbes.

Nazi-Tyskland og Sovjetunionen var totalitære stater som i dag er historie, men vi ser i dag den uhindrede fremvækst af en ny type totalitarisme, hævder Onfray. Et uddrag fra indledningen skitserer denne udvikling i grove træk:

Hvordan opretter man en ny type diktatur i dag? Der kan identificeres syv måder for at opnå dette:

Ødelægge friheden, gøre sproget fattigere, afvikle sandheden, udslette historien, fornægte naturen, sprede had og efterstræbe et imperium. Alle disse faser udgøres af visse bestanddele.

For at ødelægge friheden må man sikre konstant overvågning, ruinere det personlige liv, undertrykke det private, fejre obligatoriske fester, standardisere meningerne og hænge tankeforbrydere ud.

For at gøre sproget fattigere må man tage nye sprog i brug, bruge dobbeltsprog, ødelægge ord, gøre sproget mere mundtligt og fjerne klassikerne.

For at afvikle sandheden må man lære folk ideologi, instrumentalisere pressen, sprede falske nyheder og lave en fabrikeret virkelighet.

For at afskaffe historien må man udslette fortiden, skrive historien om, finde på minder, ødelægge bøger og industrialisere litteraturen.

For at fornægte naturen må man ødelægge livslysten, organisere den seksuelle frustration, sanere livet og forplante sig medicinsk.

For at sprede had må man skabe en fjende, starte krige, gøre kritisk tænkning til genstand for psykiatri og eliminere den sidste mand.

For at efterstræbe et imperium må man forme børnene, administrere oppositionen, styre ved hjælp af eliter, slavebinde tankeprosessen og camuflere magten. Hvem vil påstå at vi ikke er der allerede?

Hvis det er sant at vi er der alt, hvordan havnet vi der? spørger Onfray.

Han peger på en række elementer som bidrog til det, men retter fremfor alt en anklagende pegefinger mod EU sådan unionen har udviklet sig som følge af Maastricht-traktaten i 1992, og roden til denne udvikling sporer han tilbage til 1968-oprøret. Dekonstruktion, nihilisme og andre af venstrekulturens civilisationsfjendtlige elementer tog over.

I løbet af næsten et kvart århundre blev Maastricht-staten lige så giftig som regimerne de tidligere 68’ere en gang støttede. Det er ingen tvivl om at disse forblev tro mod sin forkærlighed for politiske former som er egnet til at kontrollere befolkninger. Denne bestemte politiske form blev solgt med reklamens og sågar propagandaens metoder.

Nationerne skulle erstattes af en perfekt superstat

Eksistensen af nationerne fik skylden for krigene, og disse skulle erstattes af en perfekt superstat hvor fred, harmoni og fuld sysselsættelse skulle råde. Dette Europa kaller Onfray et bedrag.

I mere end tyve år har dette Europa haft al magten og systemmedierne på sin side. Og i løbet af denne tid har da kriminaliseringen af kritiske tanker heller aldrig været afbrudt: Enhver som ikke var enig i projektet for afvikling af den nationale suverænitet til fordel for et ideal som med tiden har vist sig at  være et bedrag, blev sociologisk anset som uvidende, gammeldags, provinsiel, mislykket, elendig og ubelæst, og politisk som nationalist, krigshetzer, racist og xenofob, og derefter homofob og populist.

Onfray mener at disse tendensene også gør sig gældende udenfor Europa.

Virkningen er en kollektivt indbildt virkelighet der en dresseret samvittighed ikke tør at tænke udenfor de givne rammer. Onfrays analyser går over stok og sten af og til, men her er han inde på noget vigtigt.

En metafysik af denne type er ekstremt interessant set fra et politisk synspunkt […] Hvis virkeligheden bare er det som samvittigheten tillader at eksistere, er det nok at bearbejde samvittigheden for at opnå den ønskede virkelighed.

Hvem har ikke lagt mærke til at indlysende sandheder ikke kan erkendes af politisk påførte samvittighedsgrunde?

Det er altså dårlige tider både for fornuften og friheden, de to ord som ledsager Documents logo på toppen av vore sider. Men man kan jo ikke give op. Begge kan kultiveres i mindre skala selv om verden går af led, ligesom det skete allerede i middelalderens klostre, og som det fortsatte med at ske i undergrundsbevægelser i det 20. århundrets totalitære regimer.

Det vi er vidne til nu, er en ny marxistisk episode. Den er forklædt som alt muligt andet, men regien ligger hos resirkulerede eller klonede marxister, som ikke engang behøver at  vide at de er kloner.

Alle de åndelige antistoffer findes for at modstå dem. (Fordansket af Snaphanen)

Se også Nu kommer tankepolitiet. Douglas Murrays analyse er nogenlunde den samme