For norsk offentlighed er et fenomæn som Rasmus Paludan helt ubegribelig. Ud fra den rådende forståelse er det han der er voldelig når han udløser vold. Det er en modvold som den er retfærdiggjort fordi Paludan krænker. Hvis du går ind på denne logik, så er eventuelle angreb altid krænkerens skyld. Paludan her i hovedgaden Karl Johan sommeren 2019. Foto: Document

Politiets Sikkerhedstjeneste (PST) har fredag offentliggjort en ny vurdering af terrortrusselen i Norge, og finder ikke uventet at det er «muligt» at både ekstreme islamister og højreekstreme vil prøve at gennemføre terror i Norge, mens noget tilsvarende fra venstreekstreme anses som «meget lidt sandsynligt». Det totale trusselbillede beskrives som tidligere som «moderat».

Konklusionerne lyder rimelige, men det gør analysen som ledsager vurderingen ikke. Allerede indledningsvis associeres et helt normalt politisk standpunkt med højreekstremisme:

Modstand mod islam og ikke-vestlig indvandring vil fortsat have stærk appel i højreekstreme miljøer. PST vurderer derfor at et øget omfang af radikalisering til højreekstremisme er sandsynligt.

Den første sætning kamuflerer at skepsissen til de irreversible omvæltninger som pågår i Norge, er svært udbredt i befolkningen, samtidig som de sker med velsignelse fra næsten hele magtapparatet af politikere, institutioner, pressefolk, NGO-er samt kendisser fra kirke og eliten.

(Politiets Efterretnings Tjeneste (PET)) anlægger i Danmark stort set samme vurderinger som PST. De beskriver risikoen for venstreekstrem terrorisme som ubetydelig, ”begrænset”, mens de vurderer risikoen for højreekstrem terrorisme som øget til ”generelt”. Det totale trusselsbillede vurderes i Danmark som dalende, dog fortsat som ”alvorligt”. Islamisme udgør her stadig den største trussel men nu åbenbart også med fare for højreekstrem terror. PST kan derfor i vidt omfang erstattes med PET. Krænkelse af islam betones dog ikke så voldsomt i den danske rapport som årsag til terror, men ”tonen i debatten” er som bekendt et mantra for venstrefløjen, herunder de danske medier, DR/TV2 mm.)

Om man skulle pege på en vigtig samfundstrussel i Norge, så er det denne afgrund mellem magteliten og folk flest. Ensretningen er så overvældende at det oplyste, repræsentative demokrati i praksis fungerer dårlig.

Det er også rimelig at frygte at flere end Philip Manshaus vil prøve at efterligne Christchurch-terrorister Brenton Tarrant:

En eventuel højreekstrem terrorhandling vil mest sandsynligt være et massemordangreb udført af én person. Angreb vil være rettet mod samlingssteder for muslimer eller personer med ikke-vestligt udseende.

Brenton Tarrant bekræftet et narrativ som norske sikkerhetsmyndigheder allerede havde bygget op efter Utøya: Fjenden kommer fra højre. Islamisk terror derimod blev et randfenomæn, en anomali. Højrestremisme derimot springer ud af vores eget samfund. Derfor må der vogtes.

Man har heller ikke glemt 22. juli-terroristens (Breivik) drøm om at dræbe politikere:

Et andet aktuelt angrebsscenario er målrettede drab på enkeltpersoner som indgår i de højreekstremes fjendebillede. Særlig relevante mål er politikere, som højreekstreme anser for at være indvandringsliberale, muslimer, personer med ikke-vestligt udseende og jøder.

Når det gælder islam, er PST derimod blinde for at religionen er så iboende voldelig og politisk at grænserne ikke bare er uklare mellem islam og islamisme, men at islamismen altid følger med i pakken, der hvor islam findes.

I stedet anser PST terrortrusselen fra islamismen som nærmest et rent reaktivt fænomen, til trods for utallige eksempler på det modsatte fra hele verden: Hvis islamister begår terror, er det sandsynligvis fordi nogen har krænket islam først.

Når det gælder ekstrem islamisme, vurderer vi bevidste forsøg på at krænke religionen islam som den vigtigste faktor i trusselbilledet mod Norge i tiden fremover. Det er sandsynligt at sådanne krænkelser vil medføre radikalisering mod ekstrem islamisme. Enkeltpersoner kan lade sig inspirere til at gennemføre hævnangreb i form af volds- eller terrorhandlinger. Dette kan føre til terrorplanlægning mod Norge og mod norske interesser fra ekstremister i andre lande.

I dette ligger et ræsonnement, der er klart som glas, selv om det ikke er udtalt: Siden det er ønskeligt at forebygge terror, og siden krænkelse af islam kan anspore til terror, er det hensigtsmæssigt at undgå krænkelser af islam.

Den grundlæggende frihed til at «krænke» – altså kritisere, nedsable eller latterliggøre – ideer, herunder også religioner er i PSTs øjne altså endt op som en sikkerhedstrussel. For at betrygge sikkerheden, må islam beskyttes mod kritik. I PSTs øjne ville en verden med islam og uden Charlie Hebdo være at foretrække fremfor det modsatte.

PST har med andre ord underkastet sig islam. Og vejen fra at underkaste sig islam til at gøre islam tjenester, kan være kort. Trusselvurderingen antyder at islamfjendtligt indhold på nettet kan blive frit vildt:

Betydningen av dette for trusselbilledet vil påvirkes af en række faktorer, blandt andet mediedækning og spredning i sociale medier.

Dersom bevidste forsøg på at krænke islam i det offentlige rum udebliver, er det sandsynligt at opslutningen om ekstrem islamisme i Norge vil være lige så lav som den har været de sidste år.

Her er vejen kort for kortsynede politifolk, politikere samt magtpersoner i traditionelle og sociale medier til at modarbejde «forsøg på at krænke islam i det offentlige rum». Vi ved jo at den forrige PST-chef mente det var tilstrækkeligt at være anti-islam for at rubriceres som højreekstrem.

Krænkelse af ideer er ikke bare legitimt, men nødvendig for at menneskeheden skal komme fremad. Men selv om man skulle efterstræbe at undgå krænkelser, er det utilgiveligt ikke at sætte et skarpt skel mellem kritik af islam og det en eller anden uberegnelig og manipulerende psykopat ville opfatte som krænkende.

Hvis man for eksempel sagde, at profeten Muhammed var et dårligt menneske som absolut ikke kan være noget forbillede for mennesker i dag, vil det blive anset som krænkende af særdeles mange. Ligeledes hvis man skulle påpege at Koranen er en bog fuld af vold og aggression.

PST er ideologiske og religiøse analfabeter som også er politiserede, men de har bedre styr på islamisters operationsmodus:

Det er sandsynligt at et eventuelt angreb motiveret af ekstrem islamisme, vil udføres af en enkeltperson som angriber folkeansamlinger eller symbolmål som politi, forsvar eller islam-kritikere. Kirker og synagoger er også aktuelle symbolske mål. Det er sandsynligt, at angrebsmidlerne involverer hug-/ stikvåben eller køretøjer.

Men det store billede klarer man ikke at se når det hænger en diger politisk gulerod lige foran øjnene på en. Det er imidlertid ikke til at komme udenom at den største sikkerhedstrussel mod Norge er den taktfaste march i retning fuld multikultur der hvor islam er en påtrængende vigtig komponent. Det har ikke gået godt på nogen af de steder, som ligger længere foran vort land i forløbet, og det vil ikke gå godt her heller. Det, som er ekstremt, er at fortsætte langs samme spor.

Problemet er naturligvis den fundamentale inkompatibilitet mellem europæiske og islamske værdier. Europa er i praksis den del af den gamle verden som klarede at holde islam på afstand efter Romerrigets fald. Disse historiske kendsgerninger er desværre en lukket bog for de fleste, som har ansvar for at håndtere konsekvenserne af dem. De administrerer samfund de dybest set ikke forstår.

Køb Lars Hedegaards bog her!

Køb Hege Storhaugs bog her!