Kopierede/fra hoften



Dueodde fyr. Foto: Kim Møller

Jeg ligger her i min sofa og tænker over de hændelser i mit liv, hvor jeg vil betegne mig selv som udsat for racisme, og jeg må erkende, at jeg gennem årene også er blevet formet af racismen. Jeg har fået hårdere hud og en større tolerance. For jeg er hazara-afghaner, og for os er racisme et grundvilkår, som vi bliver født ind i. I Afghanistan er vi i årtier blevet diskrimineret og nedslagtet af vores egne landsmænd. Så vi flygtede til Iran, hvor vi blev behandlet og anset som udskud. Det er mindre end to uger siden, at 14 afghanske flygtninge brændte levende i en bil, fordi de blev beskudt af grænsepolitiet. For lidt over en måned siden druknede 45 afghanere i en flod, som det iranske grænsepoliti beordrede dem at hoppe i. Jeg husker tydeligt mine barndomsår i Iran, og jeg husker, at de alle var præget af frygt. Jeg husker også, da min familie og jeg besøgte Iran og vores familiemedlemmer derovre i 2006. Jeg kan huske de iranere, der lige foran os talte om, at vi måtte være kinesere eller japanere, fordi vores tøj ikke var i laser, og dengang jeg gik ind i en butik og spurgte, hvad et specifikt armbåndsur kostede, og indehaveren kiggede på mig, fnyste og sagde, at jeg aldrig ville få råd til det. Min far tog et bundt sedler frem og bad roligt manden om, at han også skulle hjælpe mig med at vælge et ur til.

Så vi flygtede også væk fra Iran, og landede i Thorshøj. Jeg husker dengang en mands schæferhund løb efter mig i parken, og jeg skrigende og grædende løb væk fra den, mens han grinte højlydt. Det føltes som en evighed, før han kaldte på sin hund. Han sagde ikke et ord til mig og gik blot videre. Jeg husker også dengang, to ældre drenge tog fat i mig i legepladsen, trak mig hen til en busk, smed mig ned i den, lynede bukserne ned og pissede på mig. Jeg lå længe og græd, efter de var gået. Da jeg kom hjem og fortalte min mor om det, græd jeg også. Hun trøstede mig og sagde, at jeg skulle holde mit hovede højt og ikke lade det slå mig ud. Da skolen i Thorshøj senere lukkede, og alle os børn skulle starte i den nybyggede skole i nabo-byen Østervrå, fik vi hver især tildelt en ældre elev til at vise os faciliteterne og bl.a sidde ved siden af os i bussen til og fra skole. Den ældre elev, som jeg blev tildelt var den ene af de to, der havde pisset på mig. Under hele forløbet lod både han og jeg som om, at vi aldrig have mødt hinanden før, og at dén hændelse aldrig var sket.

Derefter flyttede vi til Sæby, og her blev jeg en gang imellem kaldt Osama, som i Osama Bin Laden. Nogen gange i spøg, andre gange som spot. Der var også flere børn fra min klasse, som havde fået at vide, at de ikke måtte være sammen med mig, uden at de eller jeg vidste hvorfor. Jeg husker også dengang en lidt ældre fyr, der var storebror til en pige i parallelklassen, spyttede mig i nakken, da jeg gik forbi ham en aften på vej hjem fra fodboldtræning. Da jeg vendte mig om i vrede og spurgte, hvad fanden han havde gang i, sagde han “hold din kæft, fucking perkersvin”. Jeg gik til angreb, men de var tre og jeg alene, så jeg endte hurtigt på jorden, mens de sparkede løs på mig, indtil de ikke gad mere. Jeg humpede hjem med min cykel, og fortalte denne gang ikke mine forældre, hvad der var sket. Der var også den anden hændelse i Sæby, hvor en pige jeg aldrig havde mødt stoppede op på sin cykel, pegede på en hundelort og sagde “se, der ligger din bror”. Jeg skubbede til hende, så hun faldt af sin cykel, hvorefter hun slog mig tre gange i hovedet med sine næver, så jeg råbte højt ad hende, at hun skulle skride, før jeg gjorde hende noget, og det gjorde hun så. Samme pige ville med to unge mænd senere overfalde en anden dreng. Efter en stor omgang tæsk fik han stoppet hendes brugte tampon i munden, og var derefter i psykologisk behandling for traumet i flere år efter. Jeg er glad for, at jeg ikke mødte hende igen, selvom jeg var anbragt på en institution sammen med hendes lillesøster.

Da vi flyttede til København, var selve flytningen ironisk nok også præget af racisme. Som en slags afskedsgave fra provinsen til os. Den ene af de to flyttemænd, en ung gut, blev hamrende sur over, at vi havde fyldt papkasserne for meget, og derfor begyndte han at råbe, kalde os perkere og true min far med tæsk. Hans kollega sagde, at det var fordi, at han havde ADHD.

Endelig nåede vi så til København, rettere sagt Vognmandsmarken på Østerbro. Jeg kan huske, at jeg var helt i chok over, at den kvindelige vicevært slet ikke så noget som helst mærkværdigt ved os, og at hun bare behandlede os som normale mennesker. Her er racismen sjældent så åbenbar og grotesk, som jeg før har oplevet den. Jeg har langt hen ad vejen ikke bemærket de strukturelle udfordringer, fordi jeg har set mig bagud efter uhyret.

 

Yasser Ghanbari

 

Gengivet med forfatterenes velvillige tilladelse