Billeder som dette skræmmer og samtidig fortæller de hvem, der har overtaget. Medierne er derfor uhyre ambivalente i forhold til at formidle dem. Dødsangsten lyser ud af øjnene på manden.

Medierne lægger med sin retorik alt til rette for det som kaldes et ”white backlash”. Ved konsekvent at kalde en bevægelse bygget på selvtægt for antiracistisk, legitimerer medierne deres opførsel. Modsat bliver briter som drog ind til London for at protestere mod rasering af historiske mindesmærker kaldt højreradikale og det der er værre.

Det kan godt være de fortjener den karakteristik, som Douglas Murray giver dem i Mail on Sunday:

I dag smed en hob af overvægtige, tatoverede bøller fornærmelser, dåser og flasker mod politiet. Politiofficerer med skjolde og beredskabsvåben kæmpede for at inddæmme volden et stenkast fra regeringens hjerte.

Men når BLM konsekvent omtales med et generelt positivt begreb, er forskelsbehandlingen for grel til at modtagerne ikke forstår budskabet. Det er nærliggende at tro at dette fyrer op under en gruppetænkning, dvs. racistiske modsætninger. Det er livsfarligt. Medierne må være klar over det. Alligevel fortsætter de uhæmmet.

Hvorfor? Ønsker de sammenstød langs racelinjer? Medier som ønsker en balanceret opinion giver en balanceret dækning. Vi tåler sandheden. Hvis det virkelig er sådan at det bare var hooligans som protesterer, så godtager vi det. Men vi godtager ikke at BLM-aktivister, som er anti-hvide, anti-vestlige, anti-kristne, antisemitiske og voldelige, fremstilles som retfærdighedens håndhævere.

Dette smager af hævn. Og medierne og svage politikere løber deres ærinde.

Det hele begyndte med den store BLM-demonstration forrige weekend, stik i modstrid med alle smitteværnsregler, i London som i København, Oslo og andre metropoler. På et sekund havde myndighederne forspildt al den tillid folk havde til deres smitteværnsregler. Ytringsfrihed trumfer for venstresiden selv pandemiregler. De må totalt have mistet klarsynet. Alt har været forgæves eller bare for sjov.

Myndigheder/medier forstår ikke at de ikke bare provokerer nogle få, men det store flertal, som har holdt sig pligtskyldigt indendørs.

Politifolk blev såret. Ejendomme ødelagt. Lugten af dobbeltstandarder er svær at undgå.

Murray er nok lidt præget af at han skriver for the Mail, som ikke tør udfordre grænserne. Pointerne kommer længere nede: Politiet optrådte som politi overfor hooliganerne. Men lagde sig på knæ for BLM-pøblen. Hvilket signal sender dette til det store flertal?

Men hvor var de sidste weekend? Politiet kaldte de protesterende ”fredelige” eller roste dem endda.

Og politiet, i nogle tilfælde, ikke bare knælede for pøblen, da de blev voldelige, men tilmed flygtede fra dem. Ikke underligt at folk blev vrede over det syn.

Politikerne har sluppet dette anarki løs. Dette er ikke en ny progressiv skanse, a la Martin Luther King. Det er lovløshed forklædt som retfærdighed. Det skræmmer livet af folk, at politiet falder knæ for dette.

Accepteret lovløshed tilskynder kun til mere af det samme. Og forstørrer galskaben, der er i luften i øjeblikket. Anarki bryder ud. Hvor er stopklodserne på dette? Ved nogen det?

Rasende tempo

Ting sker i et rasende tempo. I det ene øjeblik dør en sort kriminel i USA, i det næste forsøger nogen at fjerne statuen af Churchill i London. Indtrykket befolkningen får, er at myndighederne er blevet tilskuere. Det er som Murray skriver “a very dangerous moment”.

Hvorfor skal Monumentet i Whitehall brydes ned og statuen af Winston Churchill? Hvordan blev en debat om politiracisme i USA til et angreb på næsten alt i Storbritanniens fortid, for ikke at nævne demonstrationer – og nu moddemonstrationer – og oprør over europæiske byer? Dette er et meget farligt øjeblik.

De mest radikale vinder

Ved at acceptere aktivisterne har politikere og medier sendt et farlig budskab: De har bøjet sig for de mest radikale kræfter, som nu har fripas, carte blanche. De yderliggående har haft øje for momentum og er nu gået igang.

En væsentlig forudsætning er at politiledelsen er blevet som politikere. De går i knæ. Dermed er de blevet politiske aktører og politiet mister tillid i en polariseret tid. Livsfarligt.

Sandheden er at politicheferne gav et frygteligt eksempel ved at stille sig skulder ved skulder med massernes lovbrud. Hvorfor? Fordi de ligesom resten af hele samfundet er bange for at enhver forholdsregel mod BLM vil føre til beskyldninger om racisme.

Vi ser talrige eksempler hver eneste dag på at mennesker, som tør stå op mod pøblen, bliver isoleret og udstødt. Det er som under kulturrevolutionen i Kina.

Murray er skræmt. Han forstår hvad dette handler om.

Og nu ser vi konsekvenserne af denne venden sig bort fra fornuften. Ødelæggelse af vore monumenter, pøblen styrer vores gader og udspreder had på internettet.

Mod slutningen tør Murray fortælle hvad der virkelig foregår.

Det, vi ser, er intet mindre end et forsøg på at omforme Storbritannien i billedet af militante grupper og ekstrem-venstre-ideologierne.

Og for at gøre det knuser de debatten og straffer dissens ved hjælp af klassisk taktik med moralsk intimidation.

Tavshed er samtykke

Her kommer vi til sagens kærne, som er mediernes manipulering af sproget, sammen med aktivisterne.

De har formuleret det orwellske slogan: “Tavshed er medskyldighed”. Dette er den type ultimative slagord som vi ellers kender fra fremtidsvisioner af et totalitært samfund. Nu siges det med den største selvfølgelighed i vore medier.

Men det er ikke hele sandheden: De samme medier, som godtager og propaganderer for sådan noget nonsens, praktiserer selv tavshedens magtsprog ved at tie om det, som ikke må nævnes: Volden, som rettes mod indfødte briter, dominanskriminalitet, islamisering, knivstikkerier og kravet om underkastelse.

Overalt i landet frygter folk, at det at forblive tavs på en eller anden måde er at støtte den vold, der overgik George Floyd: en obokoncert på Radio 3 blev afbrudt af en rystende tale om drabet; en vært på BBC2s ”Springwatch” brugte den vilde bævers tilbagevenden til Cornwall til brug som modstykke til begivenheder i Minnesota.

Står du op mod BLM – som Nigel Farage gjorde i sidste uge – mister du muligvis dit job. Som han gjorde.

Folk lærer af sådanne straffe og udskamninger. Og de fleste af medierne – ligesom også alle andre – er blevet skræmt til at erklære sig enige med aktivisterne af frygt for at se ud til at tolerere racisme.

Det spiller ingen rolle om medierne og politikerne forstår hvad de gør. De lægger op til et ”white backlash”.

Vi har observeret et fænomen udvikle sig i USA: Det venstrefløjen i bred forstand anklager Trump for, er de selv skyldig i.

Dette er noget helt nyt i demokratiske samfund. Derfor ved jeg ikke om vi længere kan sige, vi er demokratiske i den rigtige betydning af ordet.

Institutionerne, som skulle opretholde demokratiet, har vendt sig mod det.