Med George Floyds død i Minneapolis politis hænder blev det klart, at USA ikke er et racistisk land. Samtidig blev race relationerne genopfundet og sat årtier tilbage som følge Antifas aktioner, Mediernes dækning og Demokraternes krav. Og det blev klart, at venstrefløjen, Demokraterne og medierne afsværger retsstaten til fordel for lynchninger. Men der er også godt nyt.

Venstrefløjen prøvede via deres milits Antifa, at starte en racekrig på baggrund af den fortælling, de sammen med medierne, akademia og Demokraterne har fortalt til amerikanerne, som deres sidste eksistensberettigelse, om et strukturelt racistisk USA. Men selv om der var vold, kaos, plyndringer, og byer i flammer, så var der ingen krig. Deres virkelighed var ikke virkelig, det var en fantasi, en de har bildt sig ind de seneste mange årtier.

Fortællingen om den systemiske undertrykkelse af sorte amerikanere har været så intens, at den gled direkte over i en retfærddiggørelse af optøjer og endda i nogen grad vold, selv om den blev underspillet. Protesterne var mestendels fredelige, lød det som journalisterne jonglerede med sofismen. Men protester er ikke mestendels fredelige fordi 90% af deltagerne ikke kaster sten mod politiet. 9 mennesker bliver ikke myrdet eller dræbt på anden måde under mestendels fredelige protester. Det var en fortælling om de få, der ikke måtte ødelægge det for de mange – hvilket var Antifas strategi.

Ikke at være racist, skrev Larry Elder, handler bare om ikke at være et røvhul. Så venstrefløjen ser på et samfund, hvor amerikanerne ikke opfører sig som røvhuller og kan ikke acceptere mission accompliced. Derfor skal racisme altid være endnu mere avanceret, en levet oplevelse, som andre ikke kan verificere, men blot skal acceptere og skamme sig over – ellers er man racist. Ironien i at hvide således er røvhuller qua deres hudfarve er tabt for dem.

Racismefortællingen holder de svageste sorte i en konstant offerrolle, hvor deres sociale deroute ikke er deres eget ansvar. Men det er en fortælling, der ikke ejer statistisk eller reelt belæg, så lidt endda, at en skuespiller måtte hyre et par nigerianske brødre, for at blive offer for et racistisk overfald. Så det kræver at man udviser stadigt udvidede dydssignaler, så man kan pege på dem der nægter den dumme leg og se at de er mange og beviser at problemet er strukturelt – til evig tid. Fra knæling i underkastelse henover Demokraternes Wokeanda øjeblik til vask af fødder. Ikke mærkeligt at 4Chang næsten havde held med at starte en trend blandt unge hvide kvinder med at de skulle klippe sig skallede, til ære for Floyd.

Alle var enige om at se det samme, nemlig helt uden noget grundlag, at fordømme en tilsyneladende særlig brutal anholdelse af en sort mand, som racistisk. Alene på grund af billedet af en hvid betjent, med sit knæ på den liggende George Floyds nakke. Billedets ikonografiske fortælling forstod alle amerikanere på nøjagtig samme måde, som var de lige tumlet ud fra premieren på Mississippi Burning. Et lykkeligt folkeligt fællesskab af fordomme mod hvide mænd og deres udtalte racisme. En total enighed om ikke at lade tvivlen komme den anklagede til gode, det antiracistiske samfund er en flammende succes.

Ingen hvide supremacister fik støtte til at tage kampen op mod de sorte masser. Ingen hvide supremachister tog kampen op selv mod de sorte masser. Og ingen sorte masser blev mobiliseret, kun bøller, oftest med en kriminel fortid samt mestendels rodløse teenagere. Ingen skrev end noget anstødeligt på internettet, som kunne bære et nyhedsindslag på CNN. 

Alligevel er racerelationerne sat årtier tilbage, men ikke på grund af racisme fra hvide. “Kill him, he’s white!” ægger en sort kvinde, som unge sorte mænd kaster sig over det hvide offer, der kæmper for sit liv. “Kill all white babies!” skriger en anden sort kvinde, til et mobil-kamera. Live på Fox News forlanger en sort sagfører at New Yorks guvernør og byens borgmester skal tale ved en kommende demonstration, for hvis ikke “then [the] next stop is the Diamond District,” he said, referring to a block on Manhattan’s 47th Street known for jewelry shops. “And gasoline, thanks to Trump, is awfully cheap. So we’re giving them a chance right now to do the right thing.”” Jødehad for åben skærm.

Videoen af nogle velvoksne sorte mænd, der plyndrer et ældre ægtepars butik, er blot en af mange ligeledes hårrejsende. Hvad får en fysisk stor mand, til at slå løs på en ældre og meget mindre kvinde, når han ubesværet kan skubbe hende af vejen i hans jagt på ulovligheder? Og hvad får hans makker til rasende og i samme moment, at tæske løs på selvsamme kvinde med en 2 meter lang trælægte? Had opbygget i et par generationers fordrejet virkelighed, beskrevet af akademia og medierne. Hvis hvide er undertrykkere i deres essens, hvorfor så ikke destruere dem?

Men vil butiksejerne blive racister? Næppe, men de vil næppe heller åbne deres butik i det samme kvarter. Eller noget andet sort kvarter. Alle kan se, at bor man i eller nær et sort kvarter, er man kun et mediehysteri fra en voldelig opstand. Jo flere sorte der er i nabolaget jo mere øger det din risiko, for at blive offer for optøjer. Det vil betyde at hvide forlader sorte områder, hvis de har råd. Og investeringerne følger med. Hvide vil frygte de sortes racisme komme i udbrud, en racisme skabt af Demokraterne, medierne og akademia. Det er ikke racisme, det er en risiko-vurdering.

Når pressen beskriver optøjerne, som “mostly peaceful protestors” er det en fortælling om, at de få ikke må ødelægge det, for de mange. Men det er ikke helt præcist, hvad der foregår, for selv om Antifas dagsorden er kaos, kaoternes er selvberigelse og de selvretfærdiges er luftning af indbildte frustrationer, så det er også en og den samme bevægelse gående på to ben. De fredelige demonstranter er et med Antifa om det samme mål, ødelæggelsen af retsstaten og det samfund det ligger til grund for. De indrømmer det i deres slagord og når de for pressen motiverer deres deltagelse: De vil have retfærdighed for George Floyd.

Og lige præcis retfærdighed har de fået – til overflod endda. De involverede betjente er ikke blot blevet fyret, de er oven i købet blevet retsforfulgt, en af dem, endda for mord. Systemet trådte voldsomt i karakter, da videoen gik viralt, præsidenten satte FBI ind og sagen behandles til den en dag skal for en dommer og jury, der vil fælde en dom på baggrund af bevisets stilling. Hvad demonstranterne, Demokraterne og deres medier samt venstrefløjen kræver er altså noget andet. Noget andet end retsstaten. Og det andet er summarisk retfærdighed udøvet i vrede. Lynchninger med andre ord.

Der findes to politiske modsætninger i vestlige samfund, konservatisme og liberalisme, som tager udgangspunkt i en samfundskontrakt. Hvor langt skal statens magt række, hvem skal drage omsorg for de svage, hvad skal bevares og hvad skal fornyes, hvilke regler skal gælde. En samfundskontrakt, hvor reglerne understøtter at mennesker dømmes på deres karakter, frem for farven på deres hud.

Venstrefløjen optræder kun som spielverderbere, hvis eksistens vi tåler, fordi de er omfattet af den frihed og de rettigheder, vil tilsteder alle på lige fod. Deres politiske projekt er at destruere os, ved at underminere samfundskontrakten. De har ingen politisk relevans at tilbyde samfundet, racehadet er deres zeitgeist.

Men optøjerne har også bragt noget godt med sig. Det er ikke mange uger siden, pandamien var den største trussel, næste efter Trump, der “incapable of emoting anything that comes close to heart-felt concern” at ville slå sine egne tilhængere ihjel ved at genåbne økonomien. Løsningen viste sig hverken at være Trumps hydroxyklorokin kur, en vaccine eller flokimmunitet men “mestendels fredelige demonstrationer”. Det kunne WHO måske overveje at anbefale næste gang vi skal mærke kommunist Kina.