Når ånden og sandheden forlader mennesker, og kun strateger og gamblere er tilbage, ser man det på deres ansigter. Jeg er et praktisk menneske, tilfreds med omtrent at kende mine begrænsninger. De fortæller, at vi synker ned i mørket, fordi vi ikke genkender mørket på forhånd og fordi vi tror, at ondskaben er afskaffet samtidig med religionen.

Når jeg ser på hvad jeg har skrevet gennem årene, er det ikke-politiske næsten det eneste, jeg finder umagen værd at genlæse. Ikke at jeg ser mig meget tilbage. Denne er skrevet under indtryk af Breiviks kolossale forbrydelse, og fordi Fjordman, et sekundæroffer, befandt sig i rummet ved siden af på min sofa. Det var meget Norge og Breivik i de dage, der gik hen og blev til fem år.

Jeg blev politisk af nød

Jeg er, modsat af de fleste af mine venner, ikke noget politisk menneske fra starten. Jeg kommer fra et miljø med et Emma Gadsk forhold til politik, dvs. mild foragt, ikke noget for folk der er ømme om deres anseelse. Min milde foragt er ikke blevet mindre med tiden, men har været et godt udgangspunkt, for passion for politik forkommer mig  idag suspekt og pubertær, og at komme igennem 1968 og 70 erne upolitiseret, betragter jeg som min fornufts svendeprøve. Jeg ytrede mig først politisk, da min egen verden og den større verden begyndte at krakellere samtidigt. Af nød, for de fleste søger jo heller ikke læge når de er raske. Da var jeg 49 år.

Flere samtidige sammenbrud ændrede mig “midtvejs i livet. Jeg blev klar over, hvor skrøbeligt det hele var. Jeg kunne ikke se før, hvorfor jeg skulle være politisk, da det hele fungerede omkring mig. Jeg betragter stadig trangen til at være politisk, som – ungdommelig og ørkesløs. De der er i politik hele livet, afgår som flest ved en åndelig død. Du ser dem på TV hver aften, hvis du har et. En præst jeg kender siger således: “Man bliver så grim af politik.” Når ånden og sandheden forlader mennesker, og kun strateger og gamblere er tilbage, ser man det på deres ansigter.

Sverige var katalysatoren for mig i år 2000 sammen med voldsomme oplevelser, der skal vedblive være private. At skrive blev min måde at overleve. At vinde udad, hvad jeg havde tabt, eller bare få en vis orden på det, at defragmentere hjernen. Jeg ville også fortælle det uskyldige Sverige noget om ren ondskab, det ikke kender, det “har afskaffet” og nu ikke kan beskytte sig imod.

Du vil skræmmes over at være menneske

Se denne film, og du vil skræmmes over at være menneske, men måske også tage dig selv og verdens godhed op til revision. Tag ikke fejl, Breivik er et  psykiatrisk tilfælde, Richard Kuklinski er ikke. Han er normal i en klinisk forstand, og han er klinisk i sin beskrivelse af sin egen ondskab i samtale med en psykiateren i den anden halvdel af dokumentaren. Hvor meget alment, og hvor meget patologisk der er i ham, det er der, det interessante befinder sig. Han er ekstrem, men forståelig fra det psykologiske normalspektrum.

Måske  er lægesamtalen den mest foruroligende del af dokumentaren, og det mærkelige er, at den også  tangerer det bevægende. Så dyb er ondskaben,  så nært ligger det tragiske og forløsende på hinanden, bødlen og offeret og viljen og skæbnen, og her  kommer det mest paradoksale ind: Tilgivelsen.

The Iceman

Dette er ikke den normale weekend-hyggefilm, den handler om den i renkultur mest iskolde og psykopat, jeg har oplevet på levende billeder, og på en måde vil jeg ikke anbefale nogen at se den. Jeg kan ikke bebrejde nogen, der afstår fra at se ned i den menneskelige afgrund, så længe de kan undgå det. Men den er instruktiv, og nogle skal være retspatologer.

Det begyndte med, at jeg forleden så fiktionsfilmen The Iceman (2012) og da blev jeg både nysgerrig og fascineret og søgte videre til dokumentaren ovenfor. Man kan nøjes med biograffilmen, hvis man synes, og hvis man har sin nattesøvn kær, men det er virkeligheden som gør det ubegribelige begribeligt, og det er ikke min opgave at skåne nogen for noget.

Ondskaben fascinerer og fængsler, ikke kun af mindre ædle grunde, men også fordi den er en del af livet ligesom døden, og det er bedre at kende den, end ikke – undtagen for børn. Kuklinskis bror voldtog og myrdede en 14-årig pige, og sad resten af sit liv i samme fængsel for det. De hilste knapt på hinanden, når de mødtes i New Jersey State Prison, de var tragisk forbandede begge to.

At myrde, var som at gå til bageren efter morgenbrød

Richard Kuklinski var morder for maffiaen fra 1948 til 1986, og slog over 200 mennesker ihjel, ingen ved helt hvor mange. Allerede inden han blev betalt for at dræbe, havde han han dræbt næsten 100 mennesker. Ganske lidenskabløst, uden anger, uden frygt.

Ikke som en seriemorder, der føler en seksuel eller sadistisk lettelse og fryd ved at slå ihjel. For Kuklinsky var det bare en opgave mindre, en ubehagelig forhindring mindre. At myrde, var som at gå til bageren efter morgenbrød, et lille job som ethvert andet. Han følte intet ved det.

Under normalitetens overflade

Han var normalt begavet, endda over middel, og kunne indgive omverdenen et helt normalt indtryk, undtagen når hans heftige temperament tog over. Han dræbte med pistol, gevær, cyanid, kniv, armbrøst, hængning, ild – endda ved at lade rotter langsomt fortære ofret levende, det sidste indgav ham en smule ubehag.

Han er “også et menneske,” som advokat Lippestad nu siger om Breivik, men hvilket menneske. “Jeg gjorde det måske et par gange for meget.” Han skød tre unge mænd ihjel, for at chikanere ham i trafikken. Man skulle virkelig ikke såre hans følelser.

Hjemme i forstaden havde han en hengiven kone og tre børn, og alle troede han var en normal Mr. Jones. Hvorfor er det interessant at stige ned i det mørke, som hans psykologi og ondskab er? Fordi han nok er et ekstremt tilfælde, men så sjælden er hans personlighedstype ikke, at den ikke betyder noget.

Sidst i dokumentaren minut 1:30:00 er der et længere afsnit, hvor en psykiater interviewer ham i fængslet. Til sidst i det, lader psykiateren ham interviewe sig selv. Kulinski tænker et stykke tid, og siger så: “Hvordan blev jeg sådan?” Han ved, han betragtes som et uhyre, selvom har ikke ser sig selv sådan.

Lægen forklarer ham, at 3 % af mænd og 1 % af kvinder fødes med en genetisk disposition for psykopati: Frygtløshed, narcissisme, letkrænkethed, mangel på empati og lettere paranoia. Får de en kærlig opdragelse, kan de lykkes socialt i erhverv, som kræver frygtløshed og handlekraft: Minerydning, racerløb, bjergbestigning, selv i politik og erhvervsliv kan deres skruppelløshed vendes til deres fordel, men bliver de mishandlet systematisk, som Kulinsky blev af begge forældre, får man er person, der kun kan føle had og som kan blive livsfarlig for andre.

Ingen af os kan undgå at træffe en psykopat i vores liv. De højtfungerende psykopater kan med deres skruppelløshed drive det vidt i politik eller erhverv, de dårligere begavede kan blive kriminelle, bumser og misbrugere.

Sorg var udenfor hans sinds rækkevidde

Hitler var givetvis psykopat, det rørte ham ikke at ofre 300.000 soldater ved Stalingrad, nederlaget var snarere en personlig fornærmelse. I sit testamente undslår han sig ikke for at bebrejde det tyske folk, som han påførte så store lidelser. Han blev som Kuklinsky mishandlet af en brutal far, men forgudede sin svage mor.

Begge hadede deres fædre, Kuklinsky emdda også sin mor, der tævede ham med et kosteskaft efter behag. Deres død var ham velkommen, og han gik ikke til bisættelserne, sorg var udenfor hans sinds rækkevidde, skyld også.

Det er svært at se dokumentaren uden også at tænke på Anders Behring Breivik, som deler mange personlighedstræk med Kuklinsky, og oveni måske en mindre komponent schizofreni. Ikke så mærkeligt Breivik blev en hård nød for norske psykiatere. Mærkeligere er det, at hans psykologisk-psykiatriske historie ikke blev fremlagt helt åbent i retten.

Firs procent psykopat påklistret ti procent politisk ideologi

Ud fra mit kendskab til Breivik fra mange norske kilder, (blandet andet Lippestads bog, som Fjordman anmelder her en af de kommende dage), er Breivik 80 % psykopat, 10 % paranoid-schizoftren og med en påklistret overbygning af 10 % politisk ideologi. Han havde udført sine gerninger i 1960, havde han slået sin mor ihjel eller begået et skoleskyderi.

Tilbage til hans bedsteforældre var der svære psykologske afvigelser. Hans mor havde med al sandsynlighed havde mishandlet ham (det ved Oslos socialvæsen), muligvis også seksuelt, og hendes mor også hende. Han far søgte forældreret over ham, da moderen var psykogisk ustabil, men fik det ikke, da det var sædvane at moderen fik det i Norge.

Det faceliftede ‘operettefuck’

At den pseudomaskuline, sminkede, faceliftede Breivik, som muligvis også er homoseksuel, foruden moderen og arveanlæggene også skulle være et produkt også af en feminin norsk stat, udfordrer tanken og også Norge. Norge har aldrig taget udfordringen op.

Det turde være af interesse for hans handlinger, men retssagen imod ham forholdt os alt dette. Det ubegribeligt onde skulle være politik, ikke psykologi og patologi. Det var det teater, folket skulle have, og rigtigt teater blev det jo med Christian Lollike. Lad os drømme og væk i kulturstøttede fantasier, som har den rigtige politiske drejning.

Det er en af Norges store opgaver i de kommende årtier, at skrælle de politiske kræmmere der omgav katastrofen fra dens kerne: personen. Breivik kan ikke helbredes. Han vil være farlig indtil den dag, han er for affældig.

Det ensommeste menneske i verden

Kuklinsky ville være blevet henrettet, hvis han ikke var fængslet i New York. Hans liv havde aldrig haft nogen mening, ingen kærlighed, ingen venner. Havde New York henrettet ham, havde de gjort ham en tjeneste.

“Jeg er det ensommeste menneske i verden, jeg har kun tilbage at dø”, siger han til psykiateren.

Ligeledes er Breiviks værste straf og tortur, at lade ham leve selvom jeg synes, han har fortabt retten, og er et udskud, en perversion og et afskum for menneskeslægten. Jeg ville stadig have mere til overs for et land, der kunne gøre kort proces med det absolut onde og tage livet af Breivik, men det er jo en smagssag, hvor jeg er i mindretal i matriarkatet, der flager hvidt ligegyldigt overfor hvad. Ikke al ‘humanisme’ er human.

“Breivik er også et menneske”, siger Lippestad. Jo, men hvilket?

Jeg vægter ondskaben og den skrøbelige civillisations selvbeskyttelse fra den. Det er en filosofisk diskussion uden ende, men det vil være naivt at tro, at dødsstraffen er begravet for altid. F.eks. ønsker et flertal af canadiere den genindført. Hvis kriminelle ifølge den rådende, politiske ideologi er ofre for deres omstændigheder, hvorfor er da Breivik en ‘kristen, politisk højreekstremist’ og ikke et offer for sine gener og sin familiære patologi?

Breivik kunne anvendes, trods alt

Han kunne bruges, hvis man snittede ham lidt til. Med få klip kunne han blive en Gavrilo Princip eller en Marinus van der Lubbe, vupti! Lad være med at være halvsindssyg, nogen vil kapitalisere på dig. Det sikreste er i politisk henseende, at være sprøjtende utilregnelig, og det er en mishandlet psykopat ikke.

Hvor mange som Kuklinski’er vil muslimske familier i Europa producere, der opdrager der børn kærlighedsløst, med vold og fraværende fædre og endda med skoldning?

Hver gang arveligheden og miljøet finder sammen, har vi en potentiel morderisk katastrofe, og som psykologen Nicolai Sennels har beskrevet, er følelsen af krænkethed dybt indlejret i den normale, muslimske psykologi i forvejen. Den kræver dødsofre i Europa hver dag.  Hvor mange seriemordere vil islam producere i Europa?

Vi tror, ondskaben blev afskaffet samtidigt med religionen

Vi har lov at beskæftige os med Kuklinski og bebrejde de politikere, der gør ondskaben mulig mens de arbejder for ‘det gode.’ At kalde ondskaben ‘psykopati’, er ikke at trænge særligt dybt ned i den, men filosof er jeg ikke som Rüdiger Safranski eller Søren Ulrik Thomsen.

Jeg er et praktisk menneske, tilfreds med omtrent at kende mine begrænsninger. De fortæller, at vi synker ned i mørket, fordi vi ikke genkender mørket på forhånd og fordi vi tror, at ondskaben er afskaffet samtidig med religionen. Kuklinsky og Breivik er den levende ondskab, og hvis vi lyver om dem, skaffer vi ondskaben endnu bedre vilkår.

Norge ville ikke se den i ‘vitögat’, Sverige slet ikke. Jo, de der vil os det godt, påfører os især ondskab. Sandheden er altid kærligere end deres idylliske løgne.