Man kan vel beskrive det som en slags bondetrods: De rige, berømte, kloge og smarte kan præke, hvad de vil, men her på egnen tænker vi nu vores.

Det var denne trods, der i 1943 var baggrunden for redningen af de danske jøder. Nazisterne skulle ikke komme og fortælle os noget. Og de skulle i hvert fald ikke sende medborgere til den visse død.

Når ytringsfriheden er afskaffet, vil danskerne begynde at spørge, hvad det er, der ikke må siges.

Det må være noget vigtigt, eftersom magthaverne udfolder så store bestræbelser på at undertrykke det.

Dertil er vi ikke kommet, og for at undgå at vi ender dér, må vi blive ved med at slås for åndehullerne i isen.

Det er derfor jeg skriver.