Foto: Facebook

Pressens forretningsmodel lever i et på en gang antagonistisk som symbiotisk forhold, til den del af virkeligheden den beskriver. Det var ikke Hollywoods presse, der afslørede hvad alle i miljøet godt vidste om produceren Harwey Weinstein. Det var så velkendt blandt dem at det var en stående joke. Det var heller ikke sportsjournalister, der rodede i skraldespandene bag ved de hoteller, hvor cykelholdene overnattede under Tour de France, for at finde enorme mængder emballage fra diverse medicinske produkter.

Denne symbiose gik først for alvor op for mig, da jeg midt under Festina-skandalen i 1998 dag ud og dag ind lyttede til kommentatorerne Mader og Leth udtale sig fornærmet over den sky af mistænkeliggørelse uansvarlige journalister grundløst spredte om selve cykelsporten, på grund af et enkelt broddent kar eller to. Indtil en af dem, som det naturligste i verden, sagde “Og her ser vi Rudolfo Massi, der altid har været kendt som ‘Det Rullende Apotek’!”.

Det samme gælder for den politiske presse. Magten, som showbusiness, som sport, som alt der interesserer os, vil gerne sælge noget til offentligheden, men offentligheden er interesseret i lidt mere end hvad der tilbydes. Pressen formidler den handel og balancerer så troværdigt de kan, vores nysgerrighed med en duelig arbejdsrelation med de, der leverer deres historie. Der er stjerner og vandbærere og de behøver hinanden. Og med alting går det bedst når man laver en fair aftale, og endnu bedre, hvis man samarbejder – og den demografiske udvikling lovede en politisk fremtid uden opposition.

Valget af en semi-hvid præsident blev ikke set, som et symbol på en kulturel modning af amerikanernes racerelationer, men som et bevis på at den gamle hvide mands magt endeligt var brudt og den demografiske ændring af USAs befolkning, for de næste mange generationer, ville sikre Demokraterne flertallet; kvinder og andre køn, sorte, latinoer, diverse seksualiteter og stadigt flere indvandrere, legale som illegale. Hvad der skulle lokke alle minoriteterne til at slå sig sammen til den overvældende majoritet var identitetspolitik designet for dem og racisme-beskyldninger til den hendøende hvide mand. Han havde på forhånd tabt, han kom ikke igen.

Med den opfattelse af den nye orden, skiftede en i forvejen mere venstreorienteret nyhedsdækning nu til et direkte knæfald for magten. Nu handlede det ikke om, hvem der skulle være den næste præsident, men hvilken Demokrat de diversificerede vælgere automatisk ville acceptere en bloc. Valget var en ceremoni, mere end en demokratisk handling. Demokraterne havde i deres egen selvforståelse fuldkommen kontrol over den demokratiske proces. Politik handlede nu ikke længere om at overbevise nogen om en farbar fremtidig vej for nationen, men om palads intriger. Og i magtens korridorer var det i 2016, præsident Obamas udenrigsminister Hillary Clintons tur.

Så Hillary snød Bernie Sanders for hun havde arveretten i partiet. Partiets penge blev kanaliseret i hendes kasser, journalister der sympatiserede med hende blev hyret til prestigefulde debatarrangementer mod at give hende mere favorable spørgsmål – på forskud. De journalister, der ikke sympatiserede med hende ville glide ud i glemslen, afskåret fra den gode historie og det prestigefulde interview. Bernie havde ikke en chance, hønsene skrabede kun en vej.

Og det havde Republikanerne heller ikke. Vist var der stadig et Republikansk parti, men aldrig skulle det stille med andet end en præsidentkandidat, hvis eneste funktion var at legitimere den Demokratiske præsident i form at et proforma valg. Med med tre måneder til valget i 2016 indledte CNNs Erin Burnett et indslag med spørgsmålet “…with a national lead this large [til Hillary Clinton] is there really any reason to have the election?” Så det var naturligt at Republikanere og konservative blev behandlet som politiske pariaer i pressen, da de, endeligt afskåret fra magten som de var, ikke længere ville være leveringsdygtige i den store historie og give det prestigefulde interview. De var udenfor og derfor til grin, a basket of deplorables, with their guns and bibels, som alle på historiens vogn ikke behøvede at argumentere med, come on, man!

Talen om at stille Donald Trump for en Rigsret, var derfor lystigt i gang i medierne og blandt politikere et halvt år inden(!) han blev indsat som USAs præsident. Potentiale var der allerede dengang “his incendiary rhetoric, most notably about killing the families of terrorists and bringing back torture (…) if Trump’s trade war with China led to higher prices on everyday items sold at WalMart and Target […] Trump’s insistence on building a wall at the U.S.-Mexico border, if concrete was poured despite Congress’s opposition”. Kort sagt, med  en advokat, der tidligere havde arbejdet på rigsretsundersøgelsen af Bill Clinton, Bruce Feins ord “What he’s stated in my judgment would be clearly impeachable offenses”. Og…

Doug Holtz-Eakin, a former McCain 2008 presidential campaign economic adviser and Congressional Budget Office chief, agreed to POLITICO’s request to game out the Trump impeachment scenarios for the Republican leadership. “The kinds of violations that are being suggested are so dramatic and so large that it’s going to be not just putting your finger to the wind and see what the polls look like,” he said. “This is the character of government that everyone took an oath of office to uphold. A situation like that would dominate [GOP leadership’s] thinking. I don’t think they’d hesitate. They’d hate it, but you do what you have to do.”

Ak ja, og, som Politicos artikel fra april 2016  af senior policy reporter Darren Samuelsohn – der lige hedder “Donald Trump Impeachment: How Quickly Could It Happen?! – minder om, så var det i disse tider, at den engang så fremragende men nu Trump Derangement Ssyndrome-lidende Jonah Goldberg, samlede de bedste læser-forslag til at komme af med en eventuel præsident Trump – i det mindste var det et forsøg på lidt humor.

Fortællingen om den Demokratiske magtovertagelse var så stærk for blot 4 år siden, ikke blot Demokraterne og medierne, men også for Republikanerne. Vurderingen var, at Republikanerne ville blive nødt til at fjerne Donald Trump i det usandsynlige tilfælde han skulle blive præsident, på Demokraternes og mediernes befaling. “They’d hate it, but you do what you have to do”. 

Problemet for medierne er, at de som sagt kun kan stille vores nysgerrighed, hvis vi finder dem troværdige. Om Trump var landsforræder, kampagnemiddel-/skattebedrager eller lå i med pornoskuespillerinder var gratis historier, for snart ville han være væk og ingen ville huske, hvad der var op og ned, om den vulgære charlatan. Man kunne sige hvad som helst, for det ville aldrig blive omtalt igen, hvilket æggede til den kulørte Rigsretspornografi, der blev en bærende genre i medielandskabet.

Heri lå dog et problem. Mediernes strategi var baseret på personen Trump, ikke blot under primærvalget, men under hele valgkampen – bl.a styrket af den til tider helt fraværende Clinton. Derfor stod man med et troværdighedsproblem, da Trump vandt, for nu var Trump ikke blot historien i kraft af sin fascinationskraft, men også selve magten. For at parafrasere fra en film, så var Trump nu ikke alene mod pressen, de var alene mod ham.

Tag Mika Bzrezinsky, fra programmet Morning Joe med med-vært og ægtefælle Joe Scarborough, hun havde et nærmest idoliserende, forhold til Trump før han blev præsident. Dengang ydmygede han sine Republikanske rivaler, til stor moro for medierne. Det gjaldt for alt i verden at bygge ham op, så han kunne trampe rundt i det Republikanske fallitbo. Den stemning skiftede drastisk da han vandt primærvalget og blev Clintons modstander. Nu er han “a cruel, sick, disgusting person”. Hvor meget er reelt krig mellem Trump og Mika og Morning Joe og hvor meget er show? Trumps tweets morer hans vælgere og Mikas rants tiltaler Morning Joes seere – men Trump underminerer ikke sin troværdighed ved at sælge, hvad han plejer.

Efter valget stod pressen så og skulle vælge en strategi for at bevare troværdigheden uden at tabe ansigt. Måske var det forfængelighed, der afholdt dem fra at stifte fred, ved at indrømme den gennemgående løgnagtige rapportering. Måske var det en overvejet satsning på, at Trump var den undtagelse, der bekræftede Demokraternes arveret og at de stadig kunne diktere udviklingen. Eller måske det var en tvungen kurs, fordi de allerede havde samlet det publikum, der købte de mest sensationelle historier og ikke kunne få resten tilbage – især ikke ved en indrømmelse. Og ved at have løbet efter den største og mest kulørte sensation og vendt alt til et spørgsmål om moral, kunne man ikke finde tilgivelse. Trump var uafvendeligt blevet dæmoniseret, irredeemable, og ingen kunne tilgive ham for de løgne, der var ham blevet digtet på uden at mærke udskammelsen fra det gode selskab.

Også illusionel magt korrumperer og mediernes evne til at påvirke den offentlige debat, har forledt dem til en tro på at de kunne diktere udviklingen, som havde Demokraterne stadig arvet magten.