Det er de færreste kunstudstillinger, der afføder en bog om udstillingsforløbet. Men det har udstillingen Den politiske kunst i Læsø Kunsthal sommeren 2019 gjort. Udstillingen, der havde deltagelse af Kristian von Hornsleth, Lars Vilks (Wilks), Dan Park, Erik K. Christensen, Firoozeh Bazrafkan, Banksy, undertegnede og flere andre, er nu blevet fulgt op af bogen Balladen om den politiske kunst.

Bogen, der er skrevet af Jon Eirik Lundberg, afslører, at den boykot, som blev udstillingen til del, var rettet mod Dan Park og undertegnede. Kravet fra kunstnere og kuratorer på kunsthallens efterfølgende udstilling om Asger Jorn var simpelthen, at Dan Park og undertegnede blev smidt af programmet og bortcensureret fra Den politiske kunst-udstillingen. Et krav som lederen af Læsø Kunsthal – Jon Eirik Lundberg – heldigvis ikke bøjede sig for, hvilket tjener ham til stor ære.

Lundbergs prioritering af kunstnerisk frihed over censur fik imidlertid konsekvenser. Udstillingen Den politiske kunsts største navn (sammen med Banksy) – Ai Weiwei – trak sit bidrag fra udstillingen grundet den manglende censur af Park og undertegnede. I bogen gør Lundberg det tydeligt, at Ai Weiwei med meget stor sandsynlighed aldrig har hørt om Dan Park og undertegnede, og at det ikke var Ai Weiwei personligt, der trak sig fra udstillingen, men derimod Weiwei’s tætte danske samarbejdspartner Faurschou Foundation, der stod bag Ai Weiwei’s “boykot”.

Bogen afdækker også, hvordan Marta Sørensen – journalist på Weekendavisen – er aktiv i forhold til at få Ai Weiwei til at trække sig. Desuden fortæller bogen om, hvordan Kunsthal Charlottenborg ‘s direktør Michael Thouber i forbindelse med udstillingen udskammer undertegnede og samtidig angriber Læsø Kunsthal.

At Thouber udskammer undertegnede er ikke overraskende med tanke på vores mildest talt divergerende politiske opfattelser. Michael Thouber tilhører venligbo-segmentet, der mener, at Danmark skal druknes af fremmede hellere før end siden. Jeg har den modsatte opfattelse. Jeg mener, at man skal påbegynde en omfattende remigration.

Mere overraskende er det, at kunsthaldirketør Michael Thouber forsøger at stikke en kæp i hjulet på en anden kunsthals udstilling. Det er stærkt ukollegialt af Michael Thouber, og hans ageren burde i stor grad påkalde sig offentlighedens interesse.

*

Den politiske kunst kan købes via dette link