Lindehoved stendysse ved Helnæs fyr 4 april 2020 Foto: Kim Møller

Den herskende klasse har lagt baneskinnerne for vores uafvendelige færd mod det, som de kalder mangfoldighed, men viser sig at være enfoldighed.

Magthaverne taler uafladeligt om vores ansvar for alverdens ulykker og pligt til at åbne grænserne for mennesker, der har betalt mange tusinde dollars for at komme til landet for at opnå offentlig forsørgelse og bane vejen for resten af deres klan, sådan at de under vejledning af imamerne kan tage magten om nogle årtier.

Men hvorfor vente? Muhameds følgere har for længst sat sig på dele af vore storbyer, hvor de nu udøver deres sharia-regime. Og det bekymrer ikke skiftende regeringer, der udfolder beundringsværdige bestræbelser på at fremstille situationen som den nye normalitet.

Hvor der handles, der spildes, ved vi jo. Og hvem gider hidse sig op over danskere, der bliver slået til plukfisk eller får den muhamedanske seksualitet at smage på den hårde måde. Ofrenes liv er ødelagt, og derefter glemmer vi alt om dem, mens medierne og politikerne vender tilbage til at beskrive, at det er synd for muslimer i Danmark.

Hidtil er sharia-drengenes hærgen mest gået ud over danskere, der bor i kvarterer, hvis beboere ingen gider beskæftige sig med. En 16-årig pige, der er voldtaget af kulturberigere, skal være død, før hun fortjener en lille notits i Politiken.

Men når Muhamed har underlagt sig fattigrøvskvarterene og terroriseret de tilbageværende danskere, der ikke har råd til at flygte, finder han nye jagtmarker. For kun ignoranter kan kalde sig uvidende om, at islam er en imperialistisk ideologi, hvis mål er verdensherredømmet. Det står i Koranen, som på det punkt flugter med Hitlers Mein Kampf.

Der er grund til at tro, at velkomstkulturen braser sammen, når ”de unge” (dvs. muhamedanske volds- og voldtægtsmænd) forlægger deres indsats til jagtmarker, der hvor ”de kendte”, rige og berømte har deres villaer. Og hvor deres børn uden frygt kan dyrke hestesport.

Vil de så blive ved med at stemme på Enhedslisten eller Morten Østergaard?

Vil de elske mangfoldigheden den dag, deres herresæder er rutchet i værdi, fordi de ligger i et kvarter, som er under angreb af Muhameds følgere? Og når deres døtre og sønner skal have livvagter for at komme i skole?

Follow the money, lyder et gammelt amerikansk bonmot. Og når magteliten må se i øjnene, at deres villaers værdi styrtdykker, fordi ingen vil købe noget i sharia-zoner, kan de enten rejse til Singapore med resten af deres penge. Eller de kan sparke islam-fedterne ad helvede til.

Da der er knap med plads i Singapore, regner jeg med det sidste. Og jeg venter med spænding på, hvad deres næste skridt bliver.

Måske opdager de pludselig, at de er danskere, og at Danmark er værd at kæmpe for.