Kongressen har været åsted for en endeløs række høringer om Ruslands påståede rolle i valget i 2016. Demokraterne og anti-Trump-medierne fik USA til at koncentrere sig om noget andet end “Russian Activities and Intentions in Recent US Elections”. Til slut udviklede medier og politikere en schizofren mentalitet: De sagde en ting udadtil, og noget helt andet bag lukkede døre. Her tidligere CIA-leder John Brennan.

Kampen om hvem som definerer retfærdigheden og dermed historien, skærpes i USA. Barack Obama og hans medsammensvorne forsøger en sidste gang at trække Rusland-kortet. Spygate begynder at blive en virkelig thriller og amerikanerne spidser ører.

Barack Obama har placeret sig i centrum ved at påstå, at det, at trække tiltalen mod Michael Flynn tilbage, var et retsligt overgreb uden sidestykke.

Obamas “udfald” tyder på at han føler sig ramt, selv han forsøger at fremstå som overdommer. Obama er direkte impliceret. Det har vi vicejustitsminister Sally Yates’ ord for. Hun deltog i et topmøde i Det Hvide Hus 5. januar. Da det var endt, bad Obama hende og FBI-chef James Comey om at blive tilbage. Obama begyndte at snakke om telefonsamtalen mellem Flynn og den russiske ambassadør før jul.

Alle telefonsamtaler til personer, som fx Kisljak, bliver aflyttet når de er på amerikansk territorium. Men deres samtalepartner bliver anonymiseret. En person højt på strå kan bede om af-anonymisering, men det er usædvanligt. Mod slutningen af Obamas tid blev National Security Agency bedt om at af -anonymisere hundredvis af amerikanere. Det blev gjort i FN-ambassadør Samantha Powers navn. Power sagde i lukket kongreshøring at hun ikke anede hvem der misbrugte hendes navn. Ingen af de Trump-hadende medier har stillet det oplagte spørgsmål: Hvad er dette? Hvad var det som foregik?

Obama havde en udskrift af samtalen 4. januar. Det er vanskelig at tolke som andet end at Obama var dybt involveret i planerne om at kompromittere Flynn.

Flynns advokat, Sidney Powell, mener at alle tråde fører til Obama.

Og operationen for at kompromittere Flynn var bare en lille del af ”Operation Trump”.

En tidligere assisterende efterretningsleder i FBI, Kevin Brock, siger i et interview med Laura Ingraham at det afgørende var at der ikke var noget “there, there” i samtalen mellem Kisljak og Flynn. Når to FBI-agenter drager ud for at interviewe ham 24. januar, er det ikke for at opklare noget eller høre om, hvad han husker. De sad på optagelser af samtalen. De drager ud for at få ham til at huske forkert. Det ved vi takket være Bill Priestaps notat, hvor det fremgår at FBI-ledelsen sad og lurede på hvordan de skulle få taget ham i en løgn, “get him to lie”.

Obama og hans medsammensvornes “stonewalling”, deres blanke afvisning af at noget kritisabelt skete, er indirekte en bekræftelse på at de er taget med bukserne nede. Fakta taler for sig selv. Andy McCabe som var no. 2 i FBI sidder på CNN og siger at metoderne mod Flynn skete efter bogen og at han var en trussel mod den nationale sikkerhed. Virkelig? En mand som havde tjent sit land i 33 år og var en trestjernet general?

Det er ikke tilfældigt at Trump kaldte det “heksejagt”, for dette er som middelalderens hekseprocesser: Det spiller ingen rolle hvad du siger, for alt kan blive brugt mod dig.

Hvis Obama eller McCabe havde haft noget at komme med, burde de kommet med det nu: De burde have lagt det på bordet, som den gang legitimerede, at man efterforskede en præsidentkandidat og hans team, og senere gik efter ham og hans nationale sikkerhedsrådgiver. Men de har ”nada”. Ingenting, og derfor bliver det de siger bare tom snak for at dække over løgne.

De bruger de fedeste ord for at dække over deres afklædthed: National sikkerhed, trusler, Rusland, bla, bla, bla. Men amerikanerne er blevet træt af dem. De har hørt dette vrøvl i fire år.

Piske stemning op i en kynisk kalkule

Washington Post havde 23. juni 2017 en lang artikel som foregav at dokumentere hvor alvorlig CIA og John Brennan tog Putins forsøg på at påvirke valget: Obama’s secret struggle to punish Russia for Putin’s election assault.

Forfatterne beskriver at Brennan nedsatte en selvstændig gruppe indenfor efterretningsapparatet som opererede på et sikkerhedsniveau man næppe nogensinde havde set magen til.

Tidligt i august ankom en konvolut med ekstraordinære begrænsninger til Det Hvide Hus. Sendt med en kurér fra CIA bar den “dybt fortrolig” instruktioner om, at indholdet kun måtte vises til fire personer: præsident Barack Obama og tre seniorhjælpere.

Inden i var en sand efterretningsbombe, en rapport trukket fra kilder dybt inde i den russiske regering, der beskrev den russiske præsident Vladimir Putins direkte deltagelse i en cyber-kampagne for at forstyrre og mislede den amerikanske præsidentvalgkamp.

“Deep inside” og “drawn from sourcing deep inside the Russian government”. To gange “deep” er en for meget. Det er brug af spionthriller-jargon til at vække den pirrende følelse af at lade læseren kigge om bag sløret.

Artiklen fortæller om hvordan den ansvarsfulde Brennan i efteråret 2016 alarmerede ”Gang of Eight”, dvs. komitelederne på Capitol Hill fra begge partier, og rapporterede tilbage til Obama. Brennan og hans folk fremstår heltemodige, som sande patrioter.

Det er ved at løfte blikket og se “udenfor” fortællingens ramme at man forstår hvad der var Washington Posts virkelige ærinde: Dette var tiden, da Obamas topfolk vidnede bag lukkede døre i Kongressen. Her talte de under ed og fik kniven for struben: Hvor var beviserne på ”Russia Collusion”? De fandtes ikke. Ingen af dem kunne nævne en eneste indikation.

Selv lederen af selskabet som efter sigende overtog it-serverne i Demokraternes hovedkvarter som russerne skulle have hacket, Sean Henry, skulle have set bevis på russisk infiltration! NB! FBI fik aldrig lov til at inspicere serverne. Ingen ved hvor de er. Dette skulle være beviser af første rang, alligevel er de fejet ind under gulvtæppet. Det er der man ikke bare begynder at undres. Det er der man må begynde at konkludere: Måske alt var løgn? Måske alt var styret fra Det Hvide Hus?

Måske rykker Obama ud for at forsvare sit eftermæle? Ellers risikerer han at fremstå som den mest korrupte præsident nogensinde. Langt værre end nogen Nixon.

Trey Gowdy var med til høringerne. Han fortæller Sean Hannity, at han gentagne gange bad Obamas folk om at fortælle alt: Rygter, brokker, hvad som helst, selv om det aldrig ville blive accepteret i en retssal som bevis, få det på bordet, sandt eller falskt. Men de kunne ikke sige nogen ting. Hvilket bare leder til én konklusion: Alt var løgn. Demokraterne og medierne løj i to år og vidste det, og de har fortsat til denne dag.

Det er denne løgn norske medier forsvarer, når de forsøger at retfærdiggøre heksejagten. Den har et stærkt træk af irrationalitet.

Men det skumle er at Washington Post beskriver en hemmelig operation ledet af CIA-chef John Brennan, som førte direkte ind til Det Hvide Hus. Måske er det en reel operation journalsiderne beskriver – en superhemmelig operation for at pille Trump ned?

Brennan advarer først Det Hvide Hus om Putins efterretningstjeneste og orienterer senere Obama i det ovale kontor. Der blev nedsat en hemmelig taskforce i CIA’s hovedkvarter sammensat af adskillige dusin analytikere og officerer fra CIA, NSA og FBI.

Enheden fungerede som en afskærmet enhed, dets arbejde skjult for resten af efterretningsfællesskabet. De indførte underskrevne nye ikke-afsløringsaftaler for at få adgang til efterretninger fra alle de tre deltagende agenturer.

De arbejdede udelukkende for to grupper af ”kunder”, sagde embedsmænd. Den første var Obama og færre end 14 højtstående embedsmænd i regeringen. Den anden var et team af driftsspecialister ved CIA, NSA og FBI, der tog bestik fra taskforcen på, hvor de skulle målrette deres efterfølgende bestræbelser på at indsamle flere efterretninger om Rusland.

Fortællingen går ikke op. Skærmprintet af valgkampleder John Podestas e-mailskærm i juli, lige før Demokraternes konvent. 

Hemmeligholdelsen strækkede sig ind i Det Hvide Hus.

Den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice beordrer det nationale sikkerhedsråd til at færdigbehandle en liste over muligheder, der skal bruges mod Moskva. Stedfortrædende national sikkerhedsrådgiver Avril Haines og tidligere vicechef for CIA under Brennan og Det Hvide Hus-sikkerhedsrådgiver Lisa Monaco indkaldte til møder i kommandorummet for at veje det afgørende bevis for russisk indblanding og anvise muligheder for, hvordan man burde reagere. Først fik kun fire højtstående sikkerhedsembedsmænd lov til at deltage: James R. Clapper, direktør for den nationale efterretningstjeneste og en af ​​fire øverste administrationsembedsmænd til at deltage i møder i ”Situations Room” om, hvordan man gengælder mod Rusland. Clapper ville til sidst frigive Obama-administrationens første erklæring, hvorefter Rusland konkluderede, at han blandede sig i valget. Retsadvokat Loretta E. Lynch og FBI-direktør James B. Comey. Hjælpemidler, der normalt tilladte adgang som “plus-en”, blev spærret.

Post skriver hos Obama i august blev fortalt om russernes “invasion” -reagerer han meget stærkt og beder efterretningsapparatet at gå ”all in”, for at kortlægge hvad der sker. Det rimer ikke med den ekstreme hemmeligholdelse som forfatterne påstår man opererede under.

Efterhånden udvidede cirklen sig til også at omfatte vicepræsident Biden og andre. Dagsordener, der blev sendt til kabinetssekretærer – inklusive John F. Kerry ved statsafdelingen og Ashton B. Carter i Pentagon – ankom i konvolutter, som underordnede ikke måtte åbne. Nogle gange blev dagsordener tilbageholdt, indtil deltagerne havde taget deres plads i ”Situations Room”.

Endnu mindre troværdigt bliver dette når det eneste Obama foretog sig overfor Putin var at advare ham mod indblanding under et topmøde i september 2016. I december indførte Obama sanktioner, lige før han skulle gå af. Han lod efterfølgeren tage stødet og lod sit eget kontor sætte gang i undergravingen indefra.

Post-storyen rimer ikke. Men det rimer med ekstrem hemmeligholdelse, hvis målet var at fjerne en præsidentkandidat og senere præsidenten.

Donald Trump har sagt der kommer meget mere.

Vi har aldrig før set, at medierne har spillet en aktiv rolle som spindoktorer for en såkaldt ”rogue-operation”, hvor statens magtmidler bruges illegitimt, til “privat” brug. Der er dimensioner i dette som gør det vanskelig at fatte indenfor normale rammer.