Foto: Steen Raaschou

Selv om der ikke er meget at glæde sig over. I dag mindes vi de helte, som under den tyske besættelse gav deres liv for Danmarks frihed. Enkelte sætter stadig lys i vinduerne og kniber en tåre over bedstemor og bedstefar, hvis liv sluttede i Ryvangen, i tyske kz-lejre eller som sømænd eller soldater i allieret tjeneste. Og vi mindes dem, der aldrig fik chancen for at sætte efterkommere i verden.

Til gengæld efterlod de os et land med frihed og folkestyre, som bestod i nogle årtier, indtil politikerne med støtte af en fordummet befolkning besluttede at afstå det til barbarer med sindssyge ideer fra fjerne egne.

Vi har stadig lidt af landet tilbage, men intet tyder på, at regeringen og Folketingets flertal er indstillet på at beskytte det. Medierne, kultureliten, kirken, skolen og retsvæsenet er overtaget af kollaboratører i fremmed tjeneste.

Hvis de endda bare ville holde mund i stedet for at belemre os med bedyrelser om deres noble sindelag.

I aften er det åbenbart meningen, at “politikere og kunstnere” skal hælde vand ud af ørerne på fjernsynet med henblik på at sige noget dybsindigt og svulstigt i anledning af 75-årsdagen for befrielsen. Nej tak!

Forleden spurgte en ven på Facebook, hvad vi dog skulle gøre for at afvende den endelige undergang.

Jeg nægtede at svare med henvisning til, at mit svar ville få mig fjernet fra Facebook og sandsynligvis skaffe mig en fængselsdom på halsen.

Enhver må tænke selv og holde sine tanker for sig selv. Ligesom under besættelsen.