De amerikanske mediers dækning af pandemien kan sammenlignes med at råbe BRAND! i et teater. Den konstante delegitimering af præsident Trump og de hysteriske påstande om regeringens inkompetente håndtering af pandemien skaber frygt og tvivl og forværrer mulighederne for et produktivt samarbejde, midt i krigens tåge, som Kina og WHO har tilføjet røgmaskiner.

Mediernes løbende fordømmelse af Trumps indsats har været en intellektuel nedsmeltning. Trump måles efter et ideal, som opfindes til lejligheden, i en situation unik for den moderne Verden. Hvorfor var der ikke nok testudstyr? Hvorfor blev der ikke produceret flere værnemidler? Hvorfor skete dette og hint ikke hurtigere – altid retrospektivt aldrig konstruktivt. Trumps handlinger er ofte racistiske og i øvrigt skulle de være foretaget tidligere.

USA ville stå uden tilstrækkeligt med respiratorer, skreg pressen, folk kommer til at dø i bunker på grund af Trumps inkompetence. Også New Yorks følelsesladede guvernør, Andrew Cuomo mistede kortvarigt fatningen og mente, at den føderale regering pludseligt havde ansvaret for at træde til, hvor hans egen stat selv havde svigtet, og levere 40.000 respiratorer pronto! Så mange bliver der slet ikke brug for, svarede Trump og pressen brugte dage på at fortælle amerikanerne at Trumps underkendelse af videnskaben kostede menneskeliv – menneskeliv siger vi!

Som det blev, var der højst 5.000 respiratorer i brug på samme tid i New York, langt fra de 40.000 ekstra. Og det store overskud, som den føderale regering havde sikret, blev lånt ud til andre amerikanske hotspots for Kina-sygen.

Som pressen tegnede et billede af en gal mand i et kaotisk Hvidt Hus, der konstant benægtede katastrofens omfang og nægtede at tage ansvar, undslog den sig for at fortælle amerikanerne, at det ikke var “videnskaben”, der spåede om antallet af nødvendige respiratorer eller noget som helst andet. Det var computermodeller, som eksperter havde ladet bygge, fordi de er nyttige for dem til at illustrere worst case scenarier. Og enhver guvernør sidder med sine eksperter og deres modeller og beder om det højest tænkelige antal af alt nyttigt. Ingen vil gå ned på medicinsk udstyr under en pandemi. Pressen lagde de store tal sammen og vupti, var USA ilde stedt fordi Trump.

Hvis Trump kan lide hydroxyklorokin, forvandles lægemidlet i medierne straks til den rene gift. Det var uansvarligt at Trump gav lægelig rådgivning, mente pressen og oppositionen, i strid med hvad han faktisk sagde, og så det som endnu et udtryk for hans manglende forståelse, hvis ikke ligefrem modstand imod videnskab. Dr Fauci, den højt respekterede pandemi-ekspert, ville ikke anbefale lægemidlet fordi det endnu ikke var videnskabeligt bevist. To forskellige job, to forskellige roller. Præsidenten førte politik og besluttede at pandemien ændrede vilkårene.

Og heri lå endnu en dynamik i mediernes dækning, nemlig ved at forsøge at fremprovokere eller skildre et skisma mellem ekspertisen og den uansvarlige Trump. Men eksperten kan kun tale indenfor ekspertisens rammer, hvis han skal bevare sin autoritet. Præsidenten kan tale om alt og til alle med et ledelsesmæssigt formål. Når Trump fortæller, at han har ladet sit sundhedsministerium FDA tillade brug af Hydroxyklorokin imod Kina-sygen (covin-19) på baggrund af lovende resultater fra Frankrig, så myndiggør han amerikanere, til at træffe valg i et læge-patient forhold. Og lige præcis det gjorde en Demokratisk borgmester med succes og takkede endda efterfølgende Trump personligt for at have reddet hendes liv, da hun hørte hydroxyklorokin omtalt, mens hun var Kina-syg.

““It has a lot to do with the president … bringing it up,” Ms. Whitsett said. “He is the only person who has the power to make it a priority.”” Hun blev efterfølgende skoset af sine partifæller.

Trump taler ikke til journalisterne på pressekonferencerne, han taler til amerikanerne. Også når han svarer på pressens spørgsmål, som da en journalist, og det midt i en pandemi, spurgte “If an american president loses more Americans over six weeks than the entirety of the Vietnam War, does he deserve to be reelected?” Spørgsmålet om det er Trump der har startet den pandemi, som kinesiske forskere spredte med kommunistisk skødesløshed i Wuhanprovinsen og siden satte alt ind på at benægte og straffe læger endda med døden, der advarede om truslen, frem for at inddæmme, skal egentlig stilles til vælgerne, men Trump svarede ikke desto mindre.

Pressen dikterer ikke længere politikken ved at diktere den offentlige debat, men er reduceret til et semi-overflødigt mellemled. Det er Trump der dikterer den offentlige debat og når han siger Klorokin, så begynder læger at skrive recepter.

Hvor langt pressen har turdet tænke på deres eroderede relevans, så kan de i hvert fald mærke skiftet i magtbalancen. Derfor kan man høre CNNs Anderson Cooper, TV-stationens højest lønnede TV vært, beskylde Trump for at have hijacket pressekonferencerne. Pressekonferencer tilhører selvfølgelig de, der indkalder til dem, altså Trump. Eksperterne er nogle han har med og pressen er privilegerede i at blive inviteret. I Coopers, og sikkert det meste af pressens, opfattelse er det pressen der skal bestemme – for det plejede at være således.

Og så holdt Trump pludselig et spejl op foran medierne på et af hans daglige pressekonferencer. På to fladskærme kunne den fremmødte presse se et potpourri af besynderligere beskyldninger imod Trumps håndtering sammenstillet med en tidslinje der beskrev Trumps handlinger. Det løftede ikke stemningen, CNN stillede om til deres studie midt i det hele og fortalte deres seere at alle citater var taget ud af deres rette kontekst – hvilket var en beskrivelse af deres sædvanlige nyhedsindslag.

Om det var den ydmygelse, der i slutningen af sidste uge, fik pressen til at skabe efterfølgeren til ‘Nazister er fine folk’ løgnen er ikke til at vide. Det får sin egen artikel, men det blev enden på de daglige Tour de Trump.

Den hysteriske dækning af pandemien er pressens Ardenneroffensiv inden Trump genvælges til november. Den sidste store mulighed for at få en fortælling om Trumps inkompetence, hjerteløshed, griskhed, uansvarlighed, racisme osv til at hænge ved. Desværre for dem, hører kun en svindende skare efter, de fleste lytter til Trump og bemærker tomheden i kritikken. Vi har brug for at teste mere, der mangler værnemidler, lyt til eksperterne – ja tak, men hvilke?

God ledelse, skrev Dr. Tim Daughtry, er ikke mikro-administration, men et spørgsmål om tidligt at definere problemet og sætte ind med den rette strategi og Trump bestod ifølge Daughty med glans. For at udføre ledelse effektivt, skal organisationen strømlines til den nye udfordringer, for Trumps vedkommende den føderale regering, der organiserer samarbejdet med delstaterne og delstaterne imellem, de private virksomheder og offentligheden. Trump har i den proces skåret en masse bureaukratiske forhindringer ned, som han har fået alle parter til at agere, hvor de er bedst. New Yorks Demokratiske guvernør, Andrew Cuomo, kaldte Trumps regerings indsats for ‘fænomenal’.

Eksemplet med Hydroxyklorokin viser, hvorledes det er bedst at patient og læge selv træffer et valg om behandling, frem for, som det er tilfældet i Danmark, at Lægemiddelstyrelsen forbyder brugen af det i forbindelse med Kina-sygen – og det ud fra en videnskabelig betragtning.

Netop det videnskabelige har pressen svært ved at forstå når den giver taletid til de mange, der mener at Trump er ansvarlig for et givent antal døde amerikanere. Strategien i at flade kurven ud, som også Danmark forfølger, handler ikke om at kunne forhindre dødsfald af en dødelig sygdom. Det handler om at skabe nok friktion for smittespredningen, således at sundhedssystemet ikke bryder sammen, til skade ikke blot for de smittede, men for alle kritisk syge. Kriteriet for succes her er, at ingen skal dø uden at have fået behandling. 

Illustrationen viser dødeligheden i en række vestlige lande fra den første patient døde af Kina-sygen. Forskelle kan skyldes en lang række forhold fra befolkningens gennemsnitsalder, generelle sundhedstilstand, levestil og vilkår – og måske brugen af hydroxyklorokin? USA ligner ikke nogen fiasko, trods det hårdt ramte New York.

Og det handler ikke, som pressen oftest beskriver det, kun om at få ‘fladet kurven ud’, men at balancere hele samfundet igennem krisen. De økonomiske konsekvenser er heller ikke en gratis omgang rent menneskeligt (stress-relaterede sygdomme og endda selvmord som følge af fallit eller social deroute, eksplosion af vold i private hjem under karantænen (hvis man skal tro feminister) osv).

Mediernes fortælling om Trumps manglende evner og medskyldighed i pandemien kan ikke skelnes fra det kommunistiske regimes. Og nogle gange skyldes det at medierne direkte videreformidler kinesisk propaganda, som den fremragende fortælling om kinesernes succes via totalitære indgreb, i at stoppe smitten. Ikke megen tid bruges på at spekulere i det ekstreme overforbrug af urner i Wuhan, at krematorierne kører på højtryk og at der er rapporter om at patienter brændes levende for at give plads på hospitaler. CNN videreformidlede direkte den kinesiske flådes propaganda, hvilket fik Donald Trump Jr, til at foreslå at stationen tog navneforandring til XiNN.

Måske var CNNs TV vært og bror til New York guvernør Chris Cuomos følelsesladede indrømmelse til en pod-cast, udtryk for hvad flere af hans kollegaer selv er begyndt at føle?

I don’t wanna spend my time doing things I don’t think that are valuable enough to me, personally. I don’t like, what I do professionally, I’ve decided. I like doing this show, I like talking to you guys, but I don’t value indulging irrationality, hyper partisanship… I don’t think it’s worth my time

Og så er det tillige landsskadeligt.