PO Enqvist forsvarede selvsagt ikke Pol Pot, da sandheden om dødsmarkerne kom for en dag. Men han er repræsentant for en type venstreradikale intellektuelle, som der var mange af, i hele Vesteuropa. Der blev ikke taget noget opgør med denne tradition. Den lever videre. Foto fra bogmessen i Gøteborg, 2011. Foto: Arild Vågen Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported

Den svenske forfatter P.O. Enqvist er død. Enqvist tilhører en type intellektuel som har forklaret og forsvaret terror bare den kom fra venstrefløjen. Han er et bevis på at den norske socialdemokratiske leder Jonas Gahr Støre tog fejl når han sagde, at terror altid kommer fra det yderste højre.

Udtalelsen vidner om at Støre ikke har taget ved lære af det 20. århundrede.

Enqvist var en intelligent person. Men det forhindrede ham ikke i at omtale Pol Pots udrensning af Pnomh Penh på denne måde:

”I årevis voldtog vesterlandsk imperialisme et asiatisk land, slog næsten en million mennesker ihjel, forvandlede en smuk cambodjansk kulturby til en ghetto, til et horehus. Men folket rejste sig, gjorde sig frit, kastede besætterne ud, fandt at denne fine stad måtte genopføres. Så rømte man huset og begyndte at bygge op. Man begyndte at skure gulv og vægge, eftersom mennesker ikke skulle leve i fornedring her, men i fred og med værdighed. I vesten flyder krokodilletårerne. Horehuset forladt, opbygning pågår*. Over dette kan kun halunker føle sorg. Dog lærer os alt dette, at kampen ikke er et historisk monument, et livløst mindesmærke; den pågår.”

Denne udrensning, som Enqvist kalder det, betød at halvanden million mennesker blev dræbt på grusomste vis. Det var Per Ahlmark som var venstrefløjens dårlige samvittighed. Ikke at de tog den til sig.

Denne romantisering af folkemord i nutid er en arv som venstrefløjen ikke har taget til sig.  Vi finder ikke noget spor af det i venstrefløjens forhold til det mest aktuelle tema: Islamistisk terror. Ufølsomheden er mest følbar i forhold til forfølgelsen af kristne i det udvidede Mellemøsten. Samtidig som venstrefløjen hysterisk pisker os til medfølelse med “flygtninge” og kræver vi skal hente så mange hertil som mulig, er den helt tavs om forfølgelsen, drabene på og fordrivelsen af kristne, selv om der er historiske dimensioner over det som sker. Det er desuden et særdeles dårlig omen, tegn for vor egen fremtid.

Men denne tavshed overfor forbrydelser har været venstrefløjens kendetegn helt siden den russiske revolution. Da fik man inddelingen: Bare de rigtige mennesker blev dræbt, var det ikke så slemt.

Venstrefløjen er i dag historieløs. Den husker ingenting af sin egen eller samfundets historie. Den er ikke længere til stede i verden, men hamrer løs på sine ”talking points”, slagord.

Til at begynde med troede vi måske at mediernes hyldest af Kina og tavshed om coronavirusset oprindelse, var en forglemmelse. Måske statskanalen NRK synes det blev besværlig at kritisere Kina og ventede på at kineserne skulle bede om undskyldning?

Det tror vi ikke længere. NRK´s mørklægning af Kinas ansvar er systematisk, massiv, og vedvarende. Danskerne bør være klar over at Norge rent ideologisk går i svensk retning, ikke dansk. Det er et yderst dårligt tegn, for journalistikken og sandheden om den største trussel som har ramt befolkningen siden anden verdenskrig, for at citere radionyhederne.

Det er blevet en hændelse myndighederne bruger til at manipulere befolkningen til lydighed.

Derfor er det yderst urovækkende at vore medier med statskanalen i spidsen mørkelægger Kinas ansvar.

Det vækker minder om Pol Pot. Dengang var det lederne af marxist-leninisterne, Pål Steigan og Elisabeth Eide som gav hånd til lederen for Røde Khmer. Eide har siden taget et opgør. Steigan er fortsat pro-kinesisk.

De er repræsentanter for et hardcore-venstre, som til venstre for sig har Blekingegadebanden og RAF.

Der går nogle linjer i norsk politisk historie, en autoritær understrøm. Det var Arbeiderpartiet som sværmede for bolsjevikkerne i 20´erne. I 60´erne var det borgerskabets børn som blev revolutionære og hyldede Mao og Pol Pot.

De indtog statsradiokanalen NRK, så statskanalen og medierne nu forsvarer et regime som har 200.000 liv på samvittigheden. Så langt ud er det kommet.

Hvis Norge havde haft en levende liberal tradition ville det være en umulighed. Og de som før blev kaldt borgerlige, er med på vognen. Vi hører ingen protester fra noget politisk parti over den groteske propaganda, som er finansieret af skattebetalerne.

Dette er dårligt nyt for Norge. Og for Norden i øvrigt.