Den, der har en hukommelse som måtte strække sig halvanden måned tilbage i tiden, husker måske at et udvalg som repræsenterer den tyske regeringskoalition, i begyndelsen af april besluttede at Tyskland skulle tage imod op til 1500 «specielt sårbare børn og unge», fortrinsvis uledsagede piger under 14 år, fra overfyldte migrantlejre på de græske øer, for derefter at forhandle med andre europæiske lande om fordelingen af dem.

Hvad er status i dag, og hvordan stemmer den overens med ambitionerne?

At 47 personer, de fleste af dem over 16 år, er rejst til Tyskland. Bare et lille mindretal på fire af dem er piger. Luxembourg har taget imod 12, og skævhederne er de samme der.

Er så de pågældende personer specielt sårbare?

Næppe.

Lora Pappa er talskvinde for den græske NGO Metadrasi, som hjælper børn og unge i lejre på de græske øer i Ægæerhavet. Overfor det tyske nyhedsmagasin Focus kritiserer hun udvalget af migrantbørn, som skal sendes til andre europæiske lande.

Det er nemlig FN´s højkommissær for flygtninge (UNHCR) som har foretaget dette udvalg efter en kompleks og tidkrævende proces, baseret på såvel sine egne som de europæiske landes kriterier.

Processen omfatter blandt andet identifikation, undersøgelser af eventuelle helbredsproblemer, udredning af hvert enkelt tilfælde individuelt, interviews, dokumentation af individuelle behov, rapporter, kontroller og evalueringer.

Hvad er sandsynligheden for et retfærdigt udfald af noget sådan?

Resultatet af processen er at de fleste som hidtil er hentet ud af lejrene, er afghanske drenge over 16 år. En repræsentant for UNHCR siger at en 17 år gammel afghansk dreng med en luftvejslidelse godt kan evalueres som mere sårbar end en 13 år gammel syrisk pige som er sammen med sin bror.

Det er et rent hykleri, siger Lora Pappa: En 13-årig pige er åbenbart mere sårbar for eksempelvis seksuelt misbrug.

UNHCR vurderer også hvor godt de forskellige mindreårige er socialiseret på stedet i Grækenland. Et ungt menneske som allerede har skaffet sig kontakter på stedet og fundet sig til rette i det lokale miljø, kan anses for at have mindre behov for at flyttes væk fra øerne.

Konsekvensen er altså at det set fra et relokaliseringsperspektiv er en fordel at være gledet dårligt ind i miljøet. De europæiske lande ender op med dem, som dårligst har tilpasset sig tilværelsen i den græske fase af deres migrationseventyr.

Chancerne er store for at træffe på nogle af dem i en retssal i Nordeuropa – et hjørne af verden som fremstår som det mest torskedumme på planeten.