Nicolai Tangen fra corona-karantene i TV-debatten tirsdag.

Norge rystes nu af en skandale rundt udvælgelsen af ny leder for Oliefondet, et af verdens største såkaldte ”sovereign wealth funds” på 10.000 milliarder NOK.

Den 26. marts kundgjorde Norges Bank at den nye chef for Oliefondet er en hedgefondforvalter med base i London, ved navn Nicolai Tangen. Valget kom aldeles overraskende. Oliefondet forbindes normalt med en forsigtig kurs. Her har man hentet en risikovillig forvalter. Tangen har vist at han kan tjene penge. Han er god for fem milliarder. Men alle ved, det sker ikke uden villighed til at løbe risiko. Er det virkelig en sådan politik Oliefondet skal følge?

Valget af leder for Oliefondet er en af de få afgørelser Norge tager, som også udlandet følger med i.

Tangens fond, AKO Capital, er hjemmehørende på skatteparadisøerne Cayman Islands og Jersey. Ikke helt musikalsk i forhold til norsk skattepolitik.  Jonglering med forskellige fonde og trusts i forskellige skatteparadiser gør det svært at kortlægge hvem, der ejer hvad. Tangen forvalter fire milliarder i AKO Capital. Pengene forvaltes gratis, hvilket normalt skulle koste et sted mellem 50 og 100 millioner.

Men publikum fattede ikke helt hvor stort dette var. Det var først da avisen VG sidste lørdag bragte historien om Tangens luksustur til USA for 150 specialinviterede personer, at snebolden begyndte at rulle.

Tangen havde lejet to luksusfly, det ene med restaurant med butler og plads til 20 personer, luksus som for arabiske sheiker. Han havde inviteret 150 mennesker til konference på sit ”alma mater”, Wharton Business School University of Pennsylvania. Ophold på Hilton Hotel, og topdeltagere i paneldiskussioner indenfor biovidenskab, psykologi, politik, økonomi. Jamie Oliver stod for komponeringen af menuen. Sting gav privatkoncert til en pris af én million dollar. 30 nordmænd deltog, blandt dem regeringsadvokaten, en minister, FN-ambassadøren.  Lavish, betegner det tre dage lange evenement, arrangement, som Overdådigt. ”The best of the best”.

Det fandt sted 14.-17. november. Tre uger tidligere havde chefen for Oliefondet, Yngve Slyngstad, forkyndt sin afgang. Hvem skulle efterfølge ham? Slyngstad var med på turen og han indrømmede, at han og Tangen havde drøftet stillingen.

Intet er lækket ud til offentligheden om turen.

Tre uger senere, i begyndelsen af december, bliver Tangen inviteret til lunch af headhunterselskabet Russell Reynolds. De havde fået i opdrag at finde Slyngstads efterfølger.

Den, der tog kontakt til Tangen, var hans barndomsven Harald Kringlebotn. En ven interviewer en ven om landets vigtigste stilling. Nu kom turen til USA i et andet lys. Den 6. januar skriver Tangen en e-mail til Slyngstad der åbner med “Kan du gøre mig en lille tjeneste?”. Tangen havde betalt for alle på turen til USA. Nu ville han gerne have en genydelse.

Historien om den driftige hedgefondforvalter blev en boomerang. Hvordan var det mulig at tre direktører i medieselskabet Schibsted, en regeringsadvokat, en minister og en oliefondchef kunne takke ja til at deltage i en tur, der fremstod som en bestikkelse?

Publikum fik et glimt af en lukket verden: Regeringsadvokaten, en mand ved navn Frederik Sejersted, stillede sågar op som karaktervidne for Tangen overfor Russel Reynolds.

Var det hele et aftalt spil?

Man mærkede en uvilje hos nogle landsdækkende medier mod at tage op sagen. Men den fik sit eget liv.

Repræsentantskabet i banken har nu behandlet sagen og vil have svar på flere spørgsmål omkring ansættelsen og Tangens private investeringer.

Den norske elite har et selvbillede, som siger at Norge er den olierige stat, der skal gå foran med FN´s bæredygtighedsmål. Vi kompenserer for den ufortjente rigdom ved at være overmoralske.

Men virkeligheden er langt grimmere.

Veldædighed, kunst og grådighed går godt sammen.

Historien om Tangen er derfor en historie om Norges sande ansigt. Vi ser os selv i spejlet og vi ser en elite, der har vinket farvel til folket.

Nu vil den også bestemme over en olieformue, som tilhører borgerne.

Det er kendetegnet på et oligarki.

For bare nogle få år siden var det et ord vi kun brugte om Rusland. Nu er det kommet hertil og vi genkender det.

Det er sket på nogle ganske få år.

Vi husker Danske Bank og hvidvaskingen gennem filialen i Estland.

Det er samme system. Og en nordmand sat op toppen.

Lederen af Danske Bank i Estland blev fundet død i buskene på sin ejendom, officielt havde han begået selvmord.

Det er den virkelighed som er kommet hertil på ganske få år.