Billede: Rubens

De holdt ham da under opsigt og sendte nogen ud for at spionere. De skulle udgive sig for at være retskafne mænd og prøve at fange ham i noget han sagde, så de kunne få overgivet ham til landshøvdingens magt og myndighed. De spurgte ham: «Mester, vi ved at du taler og lærer ret. Du gør ikke forskel på folk, men lærer sandt om hvad som er Guds vej. Er det tilladt for os at betale skat til kejseren eller ikke?» Men han mærkede deres bagtanker og sagde til dem: «Vis mig en denar! Hvis billede og navn bærer den?» «Kejserens», svarede de. Da sagde han til dem: «Så giv kejseren det som tilhører kejseren, og Gud det som tilhører Gud.» De formåede ikke at fange ham i ord mens folket hørte på, og de undrede sig over hans svar og tiede. (Lukas 20, 20–26)

Norge får en ny tros- og livssynslov der forudsætter at al religion har «samfundsskabende kraft». Sådan er det ikke. Kristendommen opbyggede Europas samfund efter Romerrigets fald. Islam opbygger ikke gode samfund. Det er ikke mærkeligt: Islam har ikke kristendommens begreber om relation, frihed, rationalitet eller skelnen mellem det åndelige og det verdslige.

I ugen som gik stillede Frp.s Christian Tybring-Gjedde et vigtig spørgsmål om religioner: Det handlede om deres evne til at fungere som en samfundslim. Temaet kom op under debatten til ny tros- og livssynslov, og der blev selvfølgelig svært lidt respons på Tybring-Gjeddes invitation til debat.

Det er underligt. Vi er stoppet med at diskutere religioner, det er som om synkretismen er blevet ophøjet til en ny statsbærende ideologi, hvor alle religioner forudsættes at handle om det samme, nemlig kærlighed.

Nu ved alle tænkende mennesker, at religioner er svært forskellige, og kan bruges til at forsvare de mest utrolige handlinger. Spørgsmålet her er om der er forskel på kristen tro og islam når det kommer til evnen at virke som en samfundslim. Eller sagt på en anden måde: Fører islam og kristendom til samme loyalitet til staten og medborgerne?

For at give et kort svar på det, er der nogen variabler som skiller sig ud, det ene er synet på staten som institution, det andet er familiens rolle i en stat.

Kristendommen handler om en Gud, der bryder sig om mennesket og som behøver rationelle omgivelser for at dyrke den relation han ønsker, det vil sige under ordnede forhold, med en stat som platform. Jesus gør aldrig staten til en fjende, og Paulus er tydelig på at Gud har en mening med myndighederne.

Giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er, sagde Jesus da han engang blev spurgt om det var rigtigt at betale skat til kejseren. Pointet var at penge tilhører denne verden, de har kejserens billede på, og må følge reglerne som findes i verden.

Gud er en ordens Gud, og anarki, kaos og oprør har aldrig været en del af det kristne budskab, og efter Vest-Romerrigets fald i år 476 e.Kr. var det kirken som bragte Europa helskindet gennem en vanskelig tid. Med Karl den store blev det kristne politiske projekt virkelig realiseret, og det var dette som mødte blandt andet norske vikinger. Men også erfaringer fra England og kong Alfred gjorde et stort indtryk på dem. De så hvordan et samfund kunne fungere, hvis det fik kristendommen som et normativt udgangspunkt. Kristendommen blev limen i en nation hvor nationsopbygning blev set som et ønske fra Gud.

Vi ser det usædvanligt tydelig under arbejdet med den norske landslov, som blev færdig i 1274. Man dyrkede visdom og rationalitet, hvor staten ikke var fjenden, men et værn for mennesket, og hvor Gud var inspirator. Og vigtigt: Vi har kundskab om Guds væsen, Jesus Kristus har vist os hvem han er.

Kong Magnus Lagabøte giver Landsloven fra sig. Udsnit af miniaturemaleri fra lovskriftet Codex Hardenbergianus. Foto: Christian Bickel / Wikimedia.

En vigtig konsekvens af denne tænkning var at nationens indbyggere måtte overføre deres loyalitet fra klanen til storsamfundet, og her blev kirken en vigtig katalysator. Ægteskab indenfor slægten blev derfor forbudt, et forbud som gik helt ud til femte slægtled. På den måde tvang man indbyggerne til at gifte sig på tværs af klaner, og langsomt, men sikkert, klarede man at fjerne klanen som udgangspunkt for fællesskab og loyalitet. Efter indføringen af kristenretten i 1024, skulle ægteskabet indgås af fri vilje. Det var den frie vilje som stod i centrum, og det var et nyt samfund som voksede frem. Under Treenighedens Gud var der individualitet og fællesskab på én og samme tid.

Islam har, ikke overraskende, en helt anden tilgang til disse spørgsmål. For det første er det svært problematisk at acceptere ideen om en statsdannelse, hvor indbyggerne selv har kontrol over lovgivning og ansvar for egne handlinger. En sådan virkelighedsforståelse forudsætter en gud som giver mennesket en frihed, islam ikke kan finde i Allahs natur. Ideen om en objektiv rationalitet og visdom kolliderer med synet på en gud, hvor almagten fremhæves så stærkt at der ikke bliver plads tilbage til andre aktører, og specielt ikke noget af Allahs skaberværk. Allahs væsen udgør derfor ikke en norm for godt og ondt, og sammen med hans ophøjede transcendens bliver kundskab om hans væsen ikke mulig.

Individets vilje bliver dermed irrelevant. Det bliver ikke mulig at bygge en stat på en givet opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert, eller kræve loyalitet til en sådan stat. På samme måde vil en fælles forståelse af rationalitet og moral undergrave troen på en almægtig Allah. En gud, der kan ville hvad som helst, eftersom hans vilje ikke flyder ud af et defineret moralsk væsen, kan ikke være udgangspunkt for et forpligtende fællesskab med moralsk tænkning om lovgivning. Det menneskelige fællesskab bliver ikke længere bygget på en forudsigelig etik, Allah inviterer nemlig ikke som Treenigheden til et helligt fællesskab, men til underkastelse under hans totale almagt.

Under sådanne betingelser bliver de nære relationer det vigtigste, og ægteskabet bliver ikke den samfundsopbyggende institution, man finder i kristendommen, men bruges til at etablere alliancer indenfor klanen. Resultatet er tydeligt: islam formår ikke at opbygge samfund, hvor indbyggerne har en loyalitet til staten og egen nation, limen er borte.