Glacier Kwong. Stillbillede: Keyboard Frontline / YouTube
Kina forsøger at optræde som en reddende engel overfor Vesten under koronakrisen, men driver i virkeligheden brutal afpresning, siger Glacier Kwong, en aktivist fra Hongkong som bekæmper Kinas stigende magt over den tidligere britiske koloni.
Det er fra sin faste spalte i Welt am Sonntag at Kwong beskylder regimet i Beijing for at kræve modydelser i form af øget politisk og økonomisk indflydelse for salg af respiratorer og andet medicinsk udstyr til vestlige lande, som behøver det under epidemien.
I Tyskland giver altså en af storaviserne ordet til folk, som bekæmper undertrykkende politiske systemer. Man må ikke lade sig narre af Kinas spil, advarer Kwong.
Som om den kinesiske regering ikke allerede havde gjort nok skade med sine løgne under koronakrisen, prøver den nu at drage fordel af den globale folkesundhedskrise. Ikke bare nedtoner den sit eget ansvar for at pandemien opstod, den lancerer også propagandakampagner for at fremstå som landet, der vil hjælpe verden ud af krisen.
Kinas eksport af ansigtsmasker til Canada, efter at USA ikke ville eksportere respiratorer dertil, må ses i sammenhæng med Beijings ønske om at dæmpe spændingen i forholdet til Ottawa, som opstod med canadiernes arrestation af Huaweis finansdirektør Meng Wanzhou, mener Kwong.
Også eksporten til Frankrig sker i magtpolitisk øjemed:
Da den franske præsident Emmanuel Macron anmodede om masker, sagde Kinas leder Xi Jinping at medicinsk udstyr kun ville blive eksporteret til Frankrig, hvis landet godtog Huaweis 5G-teknologi – det sagde i al fald den amerikanske republikaneren Mark E. Green under en telefonkonference.
Det Kina gør, er ikke bare alarmerende, mener Kwong: Det er «grusomt og umenneskeligt» at udnytte en medicinsk nødsituation på den måde.
I Beijings opførsel overfor Vesten genkender den unge aktivist metoder, som regimet har brugt overfor Hongkong:
Det er uklogt at lege med på dette kinesiske spil, for prisen man betaler, er høj. Hongkong lærte den lektie under SARS-pandemien. Efter SARS gik vor økonomi ind i en recession. Men Kina så på SARS som en fin anledning til at skaffe sig mere kontrol over Hongkong. Så landet greb ind ved at fremstille sig som redningsmand, og lagde en plan frem kaldet Closer Economic Partnership Arrangement (CEPA).
Alt så rosenrødt ud i starten, beskriver Kwong. Turister, investeringer og arbejdsmarkedet florerede. Men dermed steg også den økonomiske afhængighed af Kina. Og efterhånden begyndte det finansielle system at favorisere det kinesiske næringsliv i stedet for Hongkongs lokale.
Det samme kan ske i Vesten, advarer hun:
I dag ser jeg at Kina bruger sine gamle tricks om igen. Og jeg frygter at virkningerne vil blive irreversible hvis trickene lykkes.
Og akkurat den fare er det vi står overfor nu.
Kwongs dom over Beijing-regimet er nådesløs indtil det rystende:
Kina er en vampyr, som suger blodet ud af sine villige, naive ofre.
Welt am Sonntag fortjener ros for at give en stemme til en modstander som Glacier Kwong. Vi burde have hørt meget mere fra stemmerne, som bekæmper undertrykkende regimer, hvad enten de er islamiske, kommunistiske eller andet.
Men i lande, hvor journaliststanden jævnt hen har større forståelse for islam og kommunisme end for vestlig civilisation, bliver friske pust som Kwongs en sjælden luksus.
Det kræver desuden mod, også i Vesten, at tale Beijing midt imod. Dette føjer sig ind i et historisk mønster: Det er lettere at optræde underdanig overfor en bølle, hvad enten bøllen hedder Adolf Hitler eller Xi Jinping. Men en verden, hvor en af dem havde fået herredømmet, er ikke en verden man ønsker at leve i.
Coronapandemien er kommet belejligt også hvad angår Beijings forhold til Hongkong. Demonstrationerne mod kinesisk magtmisbrug i den tidligere britiske koloni – som i 1997 blev returneret til Kina med løfte om at den skulle få lov til beholde sit demokratiske system – ophørte, og det kan vanskelig have undgået at glæde det kinesiske kommunistparti.
For under protesterne i Hongkong blev der også viftet med amerikanske flag. Kinesiske dissidenter ved hvem, der er deres ægte venner. Forkælede europæere gør det ikke.