Lindehoved Stendysse ved Helnæs fyr, 4. april 2020. Foto: Kim Møller
Når radikale klimatosser indtager mainstream, bliver almindelig sund fornuft betragtet som farlig uvidenskabelig polemik. Havde hun sagt det modsatte var hun blevet hyldet, men nu er hun pludselig (for) politisk. Her lidt fra et længere interview med Dronning Margrethe d. II i Langfredagsudgaven af Politiken – Dronningen giver sit bud på eftermælet om 100 år: ‘Så kom der en dame. Og så blev det sådan’ (kræver login).
“Sådan noget som klimaspørgsmål, som fylder utrolig meget i tiden, er det noget, De går op i? Dronningen sukker.
‘Altså’, indleder hun. ‘Jeg synes måske nok… det er ganske givet meget væsentligt og vigtigt at være opmærksom på. Men at panikke er en meget dårlig måde at tage fat på problemer på. Det går ikke. Det skal man ikke‘.
Er der panik i luften?
‘Jeg synes, at nogle steder lyder det, som om der var. Panikken rører ikke mig særlig meget, men det ligger ikke til mig at panikke særlig meget heller, tror jeg. Men det er også lidt, fordi når man nu har været omkring her i små 80 år og desuden har interesseret sig for historie og ikke mindst forhistorie, så har man nogle ret lange perspektiver. Og så ved man, at ting forandrer sig. Man ved også, at klimaet har forandret sig og forandrer sig hele tiden‘, siger dronningen.
‘Der er jo ikke flere uldhårede næsehorn eller mammutter… i Vestjylland!’, griner hun.
‘Man kan godt se, at vi er inde i en stor klimaforandring i øjeblikket, men det er svært at sige, hvor den rigtig peger hen, og om det… det vil jeg bestemt ikke gøre mig klog på’.
Men De er på videnskabens side, når videnskaben taler om, at klimaforandringer er menneskeskabte?
‘Jamen, at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabte – direkte – det er jeg ikke ganske overbevist om. Altså, jeg mener, at der er forandringer i klimaet, og det kan da være, at menneskelig aktivitet har spillet en rolle’, siger dronningen.”
Klimahysteriske reaktioner
“Er 250 millioner klimaflygtninge ikke en katastrofe? Hvad med fødevaremanglen? Det ekstreme vejr, der slår millioner ihjel? Hvad med manglen på rent vand, der vil have katastrofale følger for milliarder af mennesker? Det er en fantastisk uvidenskabelig og uheldig udmelding fra Hendes Majestæt Dronningen, et syn på klimaet som hører fortiden til. … at regenten blander sig i den politiske debat….” (Løsgænger Sikandar Siddique, 11. april 2020)
“Vi har brug for at lave mange grønne forandringer af vores samfund, og jeg er bange for, at dronningens udtalelser igen kan give liv til den bevægelse, der ikke synes, det haster. … Det er meget frustrerende, at dronningen bruger sin mærkedag til at puste liv i en gammel myte, der betvivler, om klimaforandringerne er direkte menneskeskabte.” (Enhedslistens Mai Villadsen, 11. april 2020)
“… hun rammer noget skævt i tonen. Og hvis der der noget, som videnskaben længe har fortalt os, så er det, at vi skal handle og forandre. … jeg betragter det her som en smutter.” (Radikale Sofie Carsten Nielsen, 11. april 2020)
“Hun plejer at være helt straight, når det handler om ikke at udtale sig politisk, så hun bryder i den grad med sit eget adelsmærke. Det er meget uklogt… Det er jo som en trumpsk stupiditet at sige sådan noget. … hun har jo netop brugt tiden fra 1972, da hun blev indsat som dronning, til nu til at være upolitisk. Og jeg har faktisk lidt ondt at hende, fordi hun falder helt uden for rollen nu. Jeg forstår slet ikke, at det her kunne ske. … Mette Frederiksen er nødt til at tale med dronningen under fire øjne og lade hende forstå, at det her ikke kan gentage sig” (Kongehus-ekspert Søren Jakobsen, 11. april 2020)