Antropolog David Graeber er ræverød antikapitalist, men har nogle interessante betragtninger om ‘administrative middelklassejob’, og jobs der varetages af ‘kontorfolk, som ikke producerer noget’. Coronakrisen har lært os, at djøfferne ikke nødvendigvis er samfundets omdrejningspunkt. En artikel fra Dagbladet Information – Professor bag begrebet ’bullshit jobs’: Ingen savner udviklingskonsulenter, når samfundet er i knibe.

“Coronakrisen er en fortælling fyldt med helte. Vi hylder sundhedspersonalet som soldater ved frontlinjen. Ingen er længere i tvivl om, at vores samfund ikke hænger sammen uden pakkebude, lastbilchauffører og supermarkedsekspedienter, og tre uger alene med børnene har efterladt de fleste fulde af beundring for skolelærere og pædagoger.

Vi har fået øjnene op for alle de små tandhjul, der får maskinen til at dreje rundt.

Men ingen, absolut ingen, savner proces- og udviklingskonsulenter. I hvert fald ikke ifølge David Graeber, der er professor i antropologi på London School of Economics.

‘Britiske myndigheder har lige lavet en liste over ’systemisk relevante professioner’, og den indeholder et bemærkelsesværdigt fravær af konsulenter og investeringsfondsdirektører,’ siger David Graeber.

Nedlukningen af arbejdsmarkedet gør det klart for os, hvilke job der rent faktisk gør nytte, mener han. Hvem vi savner, hvem vi måske slet ikke havde brug for, og hvem der er nødt til at fortsætte, fordi vi simpelthen ikke kan undvære dem.

‘Normalt forestiller vi os, at management spiller en afgørende rolle i samfundet, mens dem, der sidder bag kassen i supermarkedet, arbejder på lager eller vedligeholder kloakken er mere eller mindre ligegyldige. Undværlige folk, man kan ignorere og underbetale.’

Den fiktion kan man ikke opretholde under krisen, siger David Graeber. Heldigvis ikke.

‘Og jeg tror også, det bliver svært for dem at presse ånden tilbage i flasken, når alt det her slut.’

… Helt kort mener David Graeber, at en væsentlig andel – op til 40 procent – af alle kontorjob er komplet ligegyldige. De skaber ikke værdi for nogen, og stoppede disse mennesker med at møde ind i morgen, ville ingen savne dem.

De holder strategimøder, overværer hinandens powerpointpræsentationer, skriver rapporter, som ingen læser, og opfinder dokumentationskrav og benchmarks, som pålægger andre mennesker mere arbejde. En hel selvopretholdende klasse af administratorer, som ikke producerer andet end papir, de skubber frem og tilbage mellem hinanden.

… Hvis du ikke med 30 ord er i stand forklare, hvad du laver, på en måde, så en kvik 12-årig kan forstå det, er der en risiko for, at du beskæftiger dig med bullshit.”