Den gang borgerskabet var selvbevidst: PS Krøyer Fra Københavns børs (Skagen museum)
Intellektuelle både i Danmark og uden for hævder, at de seneste begivenheder indvarsler nationalstatens genkomst. Det er i nødens stund, man skal kende sine venner, og når stunden kommer, nytter det ikke at ringe til FN eller EU. Man må klare sig selv, og trods årtiers propaganda for “Det Internationale Samfund” og Unionen finder folk sammen om det eneste samfund, hvorfra de forventer hjælp, nemlig fædrelandet.
Mange vil mindes mandjævningen mellem Kristian Thulesen Dahl og Pernille Vermund, som Trykkefrihedselskabet havde arrangeret under folkemødet på Bornholm i 2017. Hvis Dansk Folkeparti havde stået fast, da Lars Løkke lod sværme af fremmede invadere landet i 2015, ville Nye Borgerlige ikke være opstået, sagde Pernille Vermund (omend ikke lige med disse bramfri ord). Thulesen forsvarede sig med, at det ville have været umuligt at lukke grænsen, og lad os antage, at han havde ret. Måske manglede vi den rå styrke, måske blev vi truet udefra, måske frygtede regeringen opstande fra ghettoerne. Det er aldrig kommet frem, hvad der forhindrede os i at lukke grænsen, men noget gjorde det altså. Hvad siger det om Danmark?
Det første, man bemærker, er, at Danmark ifølge Kristian Thulesen Dahl ikke er en suveræn stat, for en suveræn stat defineres af, at den har grænser og kan beskytte dem – eller at den i det mindste prøver. Er der ingen grænser, er der ingen stat, men blot og bart et område, hvor enhver har fri adgang til at slå sig ned.
Men hvis der ikke er en stat, kan der heller ikke være noget demokrati, altså et folkestyre, for hvis der ikke er noget, som folket kan styre, bliver begrebet meningsløst. Ved valg efter valg kan danskerne stemme på partier, der siger at, de vil føre en stram udlændingepolitik, og når valget er overstået, fører politikerne den samme politik, som de gjorde før valget. De kan åbenbart ikke andet, for det ville kræve, at de satte sig op mod de magter, som Kristian Thulesen Dahl frygtede.
Til beroligelse af folkestemningen har vi Ungarns statsminister, Viktor Orban, der netop har fået landets parlament til at tillade ham at regere pr. dekret, mens corona-faren består. Der er ingen udløbsdato for loven, så det frygtes, at Orban kan forlænge krisen i det uendelige. Loven kan omstødes af det ungarske parlament, men der har han et sikkert flertal.
Viktor Orban er nationalist og tydeligvis rede til at bruge de metoder, der skal til, for at beskytte Ungarn mod fremmed overtagelse. Det samme er andre central- og østeuropæiske lande, der har døjet med kommunistisk og nazistisk diktatur. Meget mod Bruxelles’ vilje hævder de stadig, at de er stater og ikke områder for multikulturelle eksperimenter.
Vi står tilbage med spørgsmålet: Hvor er der mere demokrati? I områder uden grænser eller i stater med grænser?
Værd at overveje på 80-årsdagen for Norges og Danmarks besættelse.
