Niels Lillelund tolker Mette Frederiksens tvangslove på samme måde som Document har gjort: Som en magtudvidelse uden sidestykke. Den norske statsminister Erna Solberg brugte selv ordet “statskup” lørdag om fuldmagtslovene, som Stortinget havde stemt for.

– Det var ikke et forsøg på statskup, det var et forsøg på at få folks hverdag til at fungere. Nu tror jeg at vi har fået de lovhjemler vi behøver, sagde Solberg efter at Stortinget havde førstebehandlet loven lørdag.

En type “Toget kører”-udsagn. Hvem ville have troet at en statsminister fra et blåt parti ville brugt et sådan argument for at forsvare fuldmagtslove?

Vi venter nu bare på at socialdemokraterne i Sverige gør en lignende manøvre. Vores svenske kilder tror aldrig at partiet ville overlade magten til SD, selv om SD skulle få flertal.

Vi kan vente os flere autoritære løsninger.

At Danmark og Sverige vælger et sådan skridt, burde alarmere os.

Det er et pust af putinisme, skriver Lillelund, og det er populært. Både i Danmark og Norge kan folk lide stærke ledere.

Der har bygget sig et demokratisk underskud op. I en krisesituation kan man benytte anledningen til at demonstrere sin magt. Folk mærker ikke bedraget. De tror de endelig bliver hørt.

Mette Frederiksen nyder i disse dage en nærmest putinsk popularitet. Magten klæder hende, som sorgen klæder Elektra, hun står i spidsen, hun gør det godt, siger folk, skønt det jo for nærværende er en ren æstetisk vurdering. Om hun rent faktisk gør det godt, ved vi ikke før bagefter. (…)

Magt er nøgleordet. Bag de salvelsesfulde klichéer fra den socialdemokratiske spinmaskine lå en kerne af noget helt andet, nemlig en indædt vilje til magt. Mette rimer på Margrethe, den går rent ind hos folket, og den har de regnet godt ud i bedste sendetid. Mette rimer på Majestæt, men Mette rimer også på magt. Og på Martin, Martin Rossen, manden, der trækker i trådene i det socialdemokratiske regeringsapparat, der har trawlet embedsværket igennem for eventuelle dissidenter i det, man kunne kalde Den Store Udrensning.

Vi lever i en feminiseret tid. I USA viser Trump, at amerikanske mænd fortsat kan. I Europa kan mændene ikke, men kvinderne kan. Det er ikke første gang i historien at kvinder viser sig som magtmennesker. Vi har Margaret Thatcher og Angela Merkel. Hvorfor ikke en dansker?

I Martin Rossen har hun en ”eminence grise” der trækker i trådene. Der er introduceret nogle nye anslag. Medierne er for længst blevet magtens forlængede arm, og de der protesterer får læst og påskrevet.

Obamas stabschef Rahm Emanuel sagde, det var synd at lade en krise gå til spilde. Det har Mette F. også opdaget:

der er nu ikke noget som en krise, der kan styrke magtens jerngreb. Når virussen raser, er vi alle socialdemokrater og royalister, Mette og Margrethe våger over os

Lars Trier Mogensen, kommentator i Information:

»Der er sket en militarisering af dansk politik. Lige nu er der reelt ingen bremseklodser for, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) kan tillade sig at gøre i coronabekæmpelsens navn,« konstaterer Trier, men hvad, det gør vel ikke noget? Mette siger, hun er stor fan af folkestyret, og så må det jo passe, selv om meget egentlig tyder på det modsatte. Men vor milde moder lyver vel ikke for os? Og som George W. Bush kunne svare 9-11 på alle spørgsmål i resten af sin regeringstid, vil Mette Frederiksen fra nu af kunne sige corona, hver gang nogen kommer for tæt på og stiller nasty questions.

Det sker umærkeligt. Krisen åbnede nye muligheder, og regeringen greb chancen.

Som Lillelund afslutter: Mette F. vidste at lukke Danmark ned. Men hvad ligger der på den anden side af coronaen?

Mette var god til at lukke Danmark. Men der kommer en dag efter denne, hvor vi igen skal have lov til at være glade i åbningstiden. Bliver der noget at glæde sig over?