Da Mette Frederiksen præsenterede sine tvangslove fik vi en ubehagelig følelse af at se fremvæksten af et autoritært Socialdemokrati, et system der foretrækker at løse samfundsproblemer ad autoritær vej.

Pågribelserne af Steen Raaschou og Jeppe Juhl og tiltalen mod Jaleh Tavakoli for Marokko-videoen, bragte bud om det samme. Det var handlinger så langt udenfor det normale i Danmark, at Jeppe Juhl var nær ved at besvime.

Danmark har længe befundet sig et nyt sted, uden at befolkningen er klar over det.

Coronaen fik noget til at træde tydeligere frem, noget der har været der lang tid allerede.

Kriser fremkalder specielle træk hos bestemte mennesker.

Mennesker, der elsker magten.

Mette F. har været justitsminister.

I Norge præsenterede justitsminister Monica Mæland i denne uge en beredskabslov, der ville suspendere Stortingets rolle og overlade den lovgivende magt til regeringen. Begrundelsen var den ekstraordinære situation med coronaen. Deraf navnet coronaloven.

Det er en fuldmagtslov, vi ellers forbinder med undtagelsestilstande. Regeringen påstod at den mangler fuldmagter til at håndtere krisen. Regeringen ville blandt andet have ret til ændringer på retsområdet. Stortingsflertallet stod til at begynde med bag forslaget.

Det var den type beføjelser, som åbner en dør og når den først er åbnet, er den svær at lukke igen. Justitsminister Mæland bad oprindelig om at fuldmagten skulle gælde 2021 ud.

Stortinget gav frivilligt afkald på sin egen lovgivende magt. Rigtignok kunne et mindretal på en tredjedel kræve omafstemning, men på baghånd. I praksis ville regeringen have fri bane.

En juraprofessor, Hans Petter Graver, påpegede at Stortinget ikke har lov til at overdrage sin magt til regeringen. Det er ulovligt. Han og flere andre juraprofessorer indgav en udtalelse og alle var negative.

Nu fik oppositionen mod til at kræve nye forhandlinger, og den version, der blev vedtaget lørdag, var noget helt andet og blegere: Den gælder bare i en måned og kan kun anvendes, hvis Stortinget ikke har tid til sædvanlig behandling. Mindretallet kan standse eventuelle forslag på forhånd, ikke på bagkant som foreslået.

Forslaget har alligevel sat sig spor: Stortinget forhandlede bag lukkede døre i to døgn om at give regeringen beføjelser, som ellers kun eksisterer i krigstid eller undtagelsestilstand.

Hvad er det, der sker med vores demokratiske system?

Hvorfor denne sult efter at kunne styre hen over hovedet på parlamentet og befolkningen?

Professor Hans Petter Graver:

Uden offentlighed har regeringen forhandlet med partierne på Stortinget om undtagelseshjemmel, som sætter Grundlovens regler om lovgivningsmagten til side. Da medierne rapporterede om dette den 17. marts, nægtede justitsminister Mæland at udtale sig om hvilke fuldmagter, det var regeringen ønskede. Før det ekstraordinære statsråd kl. 17, 18. marts, fandtes der endnu ikke spor af at en sådan lov var på trapperne, hverken på regeringens eller Stortingets netsider.

Et særtræk ved vor tid er at politikerne lover at overholde demokratiet, for så i næste omgang at køre det over.

Loven siger at forskrifterne ikke kan fravige Grundloven, men præciserer samtidig at rettighederne i Grundloven kan indskrænkes, så længe det er foreneligt med Grundloven og menneskerettighedslovene. Disse abstrakte ord dækker over realiteterne. De vil for eksempel sige at regeringen kan vedtage regler som pålægger tvungen arbejdstjeneste, frihedsberøvelse (karantæne og isolation, men også andre former), indgreb i privatlivet, ytringsfriheden og en hel række andre forhold. Den kan også gøre indskrænkninger i retten til domstolsafprøvelse og forandringer i procesreglerne for domstolene.

Mangel på indskrænkninger er et faretegn.

De, der udarbejder et sådan forslag har med vilje undladt at indføre begrænsninger, som f.eks. at nævne, hvad der sker med de love som regeringen har vedtaget.

Der står ikke noget i loven om, hvad der sker med forskrifter, som er givet i medhold til loven når loven falder bort. Der står heller ikke noget om hvorvidt loven kan forlænges. Men kan Stortinget først vedtage en lov, må det også kunne forlænge den.

Professor Graver tror, at beføjelserne er et udslag af frygt. Jeg tror, der snarere er tale om en forskydning mellem de politiske kræfter: Samfundet er polariseret. Der er dele af befolkningen, som regeringen ikke føler den kan tale med. Den er usikker. I en krisetid er det fristende at ty til nødlove, der giver regeringen alle fuldmagter.

Den danske og norske regering har afsløret deres inderste ønsker: Ønsket om at kunne styre hen over hovedet på nationalforsamlingen og borgerne.

Disse fremstød vil komme tilbage. De betyder at vi allerede de facto lever i en postdemokratisk tid.